Mest læste
[Prosaanmeldelse]

1 - Prosaanmeldelse
Ternet Ninja
2 - Prosaanmeldelse
Hvis det er
3 - Prosaanmeldelse
Kantslag
4 - Prosaanmeldelse
De hængte hunde
5 - Prosaanmeldelse
Dig og mig ved daggry
6 - Prosaanmeldelse
Gud taler ud
7 - Prosaanmeldelse
Effekten af Susan
8 - Prosaanmeldelse
De mørke mænd
9 - Prosaanmeldelse
Og bjergene gav genlyd
10 - Prosaanmeldelse
The vampire diaries – Mørkets brødre




Zero K / Don DeLillo / 269 sider
Lindhardt og Ringhof. ISBN 9788711548233
Anmeldt 30/8 2016, 10:55 af Ove Christensen

Døden er en svær vane at bryde


Døden er en svær vane at bryde

« Tilbage venstrestil icon lige marginer icon - icon + icon print icon

Cover

“Jeg føler mig som en kunstig udgave af mig selv. Jeg er en person der skal forestille at være mig,” siger Artis i Don DeLillos seneste roman, som netop er kommet på dansk. Identiteten i det sen- eller postmoderne er et genkommende tema i forfatterskabet, og det spilles endnu en gang igennem i Zero K, som romanen hedder.

Don DeLillo har været en markant stemme i amerikansk litteratur siden udgivelsen af White Noise i 1985. Som forfatter har han en særlig evne til at gøre abstrakte ideer og temaer nærværende gennem fortællinger og karakterer, der konkret demonstrerer, hvad det vil sige, at der er et fravær af store fortællinger. Når han eksempelvis beskriver en mand, der ikke kan skelne mellem ordene og tingene, som det sker i White Noise, så bliver det en morsom illustration af det forhold, at relationen mellem tegn og betegnet mildest talt er flydende.

At man må simulere sin identitet sætter fokus på det forhold, at der ikke findes en oprindelse eller en kerne i identiteten. Samtidig viser det, at man for at være sig selv hele tiden må positionere sig selv - ikke som udtryk for noget, man ‘er’, men som noget, man hævder eller iscenesætter.

Selvom DeLillo viser, at der ikke er nogen dybde i verden og væren, så er han paradoksalt nok også den, der hele tiden viser, hvilke genkommende mønstre, der viser sig i vore liv og kultur.

I Zero K følger vi Jeffrey Lockhart, der er vokset op sammen med sin mor. Han har ikke haft noget særligt forhold til sin far, men nu er moren død og far og søn søger nu famlende hinanden. Denne del af romanen er dog nærmest bagtæppe for den egentlige fortælling, som handler om, hvordan man kan undslippe døden som et grundvilkår.

Jeffreys far Ross Lockhart er multimiliardær, og han investerer blandt andet i kryonik, altså det at fryse syge mennesker ned for at tø dem op, når den medicinske udvikling har gjort det mulighed at helbrede den pågældende sygdom. Deraf også bogens titel, der henviser til temperaturskalen Kelvin, hvor 0 er det absolutte nulpunkt, hvor molekyler ikke længere bevæger sig - alt bliver derfor fastholdt, som det er på nedfrysningstidspunktet - det nedkølede er derfor også hinsides tiden og tidslighed.

Artis er den kvinde Ross har giftet sig med, efter han har forladt Jeffrey og hans mor. Hun er uhelbredelig syg og har sammen med Ross besluttet, at hun skal fryses ned med henblik på senere helbredelse. Temaet om forholdet mellem det teknologiske og det menneskelige (eller det instrumentelle sat over for livet) er også fast bestanddel hos DeLillo.

I Zero K bliver kryonikken dog ikke kun til et spørgsmål om at helbrede sygdomme på et senere tidspunkt, selvom der også er masser af gods i det i forhold til fremmedgørelse, tid og sted, historicitet og så videre. Kryonikken bliver en del af en filosofi, som knytter rigdom og udødelighed sammen. Hvis man kryonisk kan forhindre kroppens ældning, så vil man også kunne ophæve døden som vilkår - hvis man har råd til det.

“Vi er her for at gentænke alt livets afslutning. Og vi vil vende tilbage i cyberhuman skikkelse til et univers der vil tale til os på en helt anden måde.” Dette er målet med kryonikken.

Til gengæld er det vanskeligt at forestille sig, hvad det er for et liv, der findes hinsides tidsligheden. I bogens midterste afsnit af tre følger vi Artis tanker i udødelighedstilstanden. Tydeligvis er hun ren tanke; ren bevidsthed - det kropslige kan netop ikke tænkes udødeligt, medmindre man skal have forskellige kropslige hylstre - eller hvad ved jeg.

“Men er jeg den jeg var” ‘tænker’ Artis og videre: “Den eneste tid jeg kender, er hvad jeg føler. Det er kun nu. Men jeg ved ikke hvad dette betyder.”

I demonstrationen af resultatet af kryonikken ser det ud til, at DeLillo alligevel accepterer en skarp dualisme mellem krop og bevidsthed, hvor kroppen og det historiske tillægges en særlig værdi i forhold til bevidstheden. Man mærker en vis fænomenologisk bekymring på kulturens vegne.

Zero K er blevet anmelderrost i både USA og herhjemme. Bogen beskrives som på højde med hovedværkerne Underverden og White Noise, og selvom det er en god bog er jeg slet ikke enig i den vurdering. Bogen bliver en anelse skematisk i sin tematiske iscenesættelse. Det er når DeLillo er tæt på Jeffreys hverdagsliv, bogen løfter sig i mine øjne - og det sker alt for lidt i Zero K, som derfor heller ikke er lige så rig på den skæve humor, der sammen med en melankolsk grundstemning, præger forfatterskabet.


Forrige anmeldelse
« Belinda finder vej til Verdens ... «
Næste anmeldelse
» Pigerne »


Flere prosaanmeldelser