Mest læste
[Litteraturessay]

1 - Litteraturessay
Alsidighedens affektion
2 - Litteraturessay
Krimi, viden og kultur
3 - Litteraturessay
Interview med Theis Ørntoft
4 - Litteraturessay
At finde en form til sin vrede
5 - Litteraturessay
»Jeg har ikke matematiske evner nok til at skrive en krimi«
6 - Litteraturessay
Den Litterære Rebel
7 - Litteraturessay
Interview med Sofie Kluge
8 - Litteraturessay
Hur kommer man på nånting sånt här?
9 - Litteraturessay
Mosaikkens fortælling
10 - Litteraturessay
Ernesto Dalgas; Modernitetens apokalypse



»Jeg har ikke matematiske evner nok til at skrive en krimi«


« Tilbage venstrestil icon lige marginer icon - icon + icon print icon

Bjarne Segefjord er ikke en forfatter, der er kendt i den brede befolkning. Det på trods af, at han gennem årene har skrevet en lang række bøger. Bjarne mener selv, at danskerne i kulturel henseende stiller sig tilfreds med og hungrer efter »tygget mad«,

Hvordan synes du, at det litterære miljø ser ud i Danmark lige nu?

Jeg oplever det som klikeopdelt. København er toneangivende – det er der, det sner kulturelt. Her holder man lyrikaftener og sådan noget. I den henseende er Nordjylland en udørk.

Jeg tror såmænd ikke, at det har det store at sige i forhold til forlagenes fordomme over for nordjyske forfattere, men det er klart, at man får omtale efter, hvilken klike man tilhører. Organisatorisk er jeg ikke med i nogen forening længere. Jeg har meldt mig ud af DsF (Danske skønlitterære Forfattere, red.) og er således ikke længer bundet af kollektive aftaler i en såkaldt normalkontrakt. Jeg kalder min egen forening for »ego-power«.

Det hænger selvfølgelig også sammen med, hvilket forlag man bliver udgivet på. De små forlag får slet ikke den samme omtale som de store – ikke engang et forholdsvist stort forlag som Attika.

Tror du da, at mange anmeldere slet ikke lukker bøgerne op?

Det hænder vel. Da Peter Høeg debuterede (med Forestillingen om det tyvende århundrede, red.) gik jeg ned i et antikvariat for at se, om der skulle være et anmeldereksemplar. Og ganske rigtigt var der er anmelder, der ikke havde åbnet bogen og solgt den der med det samme – så har han kunnet få sig et sæt på et nærliggende værtshus. Anmeldere får bøger i stakkevis, og de tager så for det meste dem fra Gyldendal og Borgen samt datterselskaber. Gyldendal har stort set patent på dansk skønlitteratur. De har opkøbt de fleste andre forlag, så har man fået afslag fra Gyldendal, så har man fået afslag fra dem alle – og det er der, monopolet er. De små forlags konsulenter har på den måde ikke så meget at skulle have sagt.

(Bjarne er nu lidt bekymret fra min cognac og synes, at jeg skal holde en pause fra tasterne for at få den varmet lidt)

Har bogmarkedet så ændret sig de seneste år?


Jeg har været med siden 68, og det var da nemmere dengang end nu. Mit første manuskript blev til på opfordring af Hans Reitzel. Holger Hansen (dansk forfatter med en række bøger på Reitzels Forlag sidst i 60’erne) havde til Reitzel vist en arbejdsrapport, jeg havde skrevet i forbindelse med et ophold på Summerhillskolen, og han ringede mig så op og spurgte, »om De vel ikke kunne skrive en bog«. Den endte med at blive oversat til fire sprog, men emnet reformpædagogik var jo også meget oppe i tiden i tresserne.

Hvad er det så, der er oppe i tiden og bliver udgivet nu?

Det er vel mere mainstream nu, det er mærkevarer. Det er biografier, hvor bl.a. politikere udtaler sig, det er ”O, hvordan har du detlitteratur”, og så har krimien vind i sejlene. Taget det i betragtning, så er jeg en meget altmodisch forfatter i forhold til det, jeg præsenterer forlæggerne.

Har du fornemmelse af, at forfatterne tilpasser sig?

Ja, det betaler sig jo. Normalt er der ikke mange penge i at udgive bøger, 17-20.000 kroner for en roman, og så kommer bibliotekspengene. Så det er ikke underligt, at mange skriver for at lave bestsellere. Jeg har ikke matematiske evner nok til at lave en krimi. Jeg har lavet en roman, der hedder Solens Vennekreds (om danskerne på Costa del Sol – der er under solen), og det er den eneste roman af mine romaner, der har et kriminalistisk motiv, hvor jeg slæber en død person igennem alle siderne. Og så var jeg jo vældig stolt af mig selv. Men den er ikke udgivet – endnu.

Hvad er det, der gør, at folk holder sig til mainstream-litteraturen?

Der er simpelthen en interesse for mere og mere tygget mad. Jeg solgte et eksemplar af min seneste bog (Mandelgaven til en hund, red.) til en filialbestyrer i en bank. Det var i forbindelse med, at jeg søgte et fond om nogle midler, og jeg spurgte så, om hun ville give bogen en kommentar, når jeg kom ind og afleverede ansøgningen. Det viste sig, at hun rigtig godt kunne lide bogen, »men man skal jo tænke over det, du skriver«. Hun kunne godt se, at der stod noget mellem linjerne, og det er jo også det forfattere bestræber sig på. Så på den måde gik jeg fra mødet med den fornemmelse, at folk vil have tygget mad, farsmad, kiggen-sig-selv-i-navlen-litteratur.

Hvordan har du ellers oplevet modtagelsen af din seneste bog? Den rammer jo ind i en aktuel debat. Fx gør du i »Amøbernes Magasin« tykt nar af Se og Hør.

Ja, de burde jo næsten trykke den i bladet, hvis de selv havde en smule humor. Men på den anden side, er den skrevet i en helt anden sproglig kode, end deres læsere er vant til – de vil ikke læse så meget mellem linjerne. Ellers har jeg kun hørt positive reaktioner, men Gyldendal ville ikke have den.

Hvad vil der fremover ske, nu hvor der bliver udgivet færre og færre »smalle « bøger?

I den nærmeste fremtid vil vi nok ikke mærke så meget til det, men om 60-70 år vil vi helt sikkert se færre højdepunkter, færre tinder med sne på i litteraturen. Fra guldalderen er der jo vildt mange ting, der står endnu og fra mellemkrigstiden, fx Hærværk og Sandalmagernes gade. Nu er det svært at se, hvad der vil blive stående fra vor egen tid, men der vil ikke være meget, der topper – jeg topper jo ikke endnu! (siger Bjarne med et ironisk glimt i øjet).

Har det noget med at gøre, at de rabiate eksperimenter ikke bliver udgivet? Ja, de har trange kår i tiden. Højrekræfterne med Fogh og Krarup i spidsen gør hvad de kan for at slå de kulturradikale kræfter ned. Det hele er blevet meget mere besværligt at komme igennem med, omlægning af konti og støtte osv. Selv det fremmeste organ for det kulturelle, Information, er blevet politisk friseret.

Hvad har det at sige for den danske kultur? Det ødelægger den. De der to strygen-på-hårene-middage på Marienborg var katastrofer. Det blev bestemt, at beløbet til litteraturen ikke skulle ændres. Men der skulle afsættes 10 millioner kroner over fire år af det totale støttebeløb til markedsføring af litteraturen. Forfatterne skulle kunne søge om puljer á 15.000 kroner, men ansøgningen skulle handle om original markedsføring. Forfatterne var imod ordningen, for det er forlagenes opgave at markedsføre forfatternes værker. Med ordningen fulgte selvfølgelig en ekstra forgyldning af PR-firmaerne. De koster typisk 1.500 kroner i timen – altså 10 timers markedsføringsstøtte pr. bevilget ansøgning. Det er så diskriminerende for litteraturen, det er simpelthen oprørende.

Der kom så en masse ansøgninger om PR-støtte, men de drejede sig om foredrag og oplæsninger osv. Aldeles traditionelle forslag. Det faldt Klaes Kastholm Hansen fra Berlingske Tidende for brystet. Han mente, at den støtteordning skulle skrottes.

Så tænkte jeg, at jeg ville komme med en original idé. Jeg ville stille mig op på København Hovedbanegård i en mundering, der ikke ville lade nogen i tvivl om, at jeg var forfatter. Jeg ville sælge mine tre seneste udgivelser som mandelgaver – til en favorabel pris, selvfølgelig. Så ville panserne helt sikkert komme og sige, at det måtte jeg ikke, og så ville jeg bruge den bevilgede sum penge til at betale de bøder, der måtte komme. For 15.000 kr. ville jeg jo nok kunne stå der i et par dage. Jeg måtte orientere to instanser: Kunstfonden og Justitsministeriet. Sidstnævnte søgte jeg om »tilladelse frem for tilgivelse«. Jeg fik en meddelelse om, at de havde modtaget min ansøgning, og at den ville blive behandlet i løbet af en måneds tid. Men da jeg ikke hørte noget, rykkede jeg ministeriet for en afgørelse, men fik ikke noget svar. Kunstfonden havde for længst afslået min ansøgning.

Min konklusion er: Det er Danmark i en nøddeskal. Her modtager Kunstfonden en original ansøgning, og så sker der ikke en skid. Det er blevet en betingelse, at der er penge i hele svineriet. Udgivelsesmæssigt halter vi bagefter Norge, hvor en 1/3 af et oplag går til bibliotekerne, og det dække udgifterne for forlæggeren – forfatteren får så ikke noget. Den ordning burde vi have tilsvarende. I Danmark købes der jo cd’er og andet udmærket kram i stedet for bøger til bibliotekerne, og det går ud over litteraturen. Jeg solgte fx kun 11 eksemplarer af Mandelgaven til en hund til samtlige landets biblioteker.

Hvad kan den smalle litteratur, og hvad er det, der gør, at folk ikke læser den – udover at de ikke gider læse mellem linjerne?

Den viser mennesker i al deres skrækkelighed, og det ser grimt og ulækkert ud, men det er netop ganske moralsk. Så folks foragelse er vel en slags projektion. Det er noget med, at man ikke vil tækkes læseren – kunsten skal nemlig aldrig tækkes nogen.

Hvad stiller man så op med sine manuskripter? Lægger dem ned i skrivebordsskuffen. Selvom noget kunne stå som hovedværker om 60 år – men det er ikke til at sige noget om. Det skal retfærdigvis siges, at forlæggerne heller ikke ved noget om, hvad der bliver klassikere. Det man rent litteraturpolitisk kan udtale med en vis vægt er, at anmeldelser, der står i Information og Politiken, er toneangivende. Vi har her nogle anmeldere, der kan læse (forstå bøgerne, red.), men det, de udslynger, det er guidelines. Det er vel ikke til at vide, hvad man går glip af på den konto.

pil op
Forrige essay
« Krimi, viden og kultur «