Mest læste
[Litteraturessay]

1 - Litteraturessay
Alsidighedens affektion
2 - Litteraturessay
Krimi, viden og kultur
3 - Litteraturessay
Interview med Theis Ørntoft
4 - Litteraturessay
At finde en form til sin vrede
5 - Litteraturessay
»Jeg har ikke matematiske evner nok til at skrive en krimi«
6 - Litteraturessay
Den Litterære Rebel
7 - Litteraturessay
Interview med Sofie Kluge
8 - Litteraturessay
Mosaikkens fortælling
9 - Litteraturessay
Hur kommer man på nånting sånt här?
10 - Litteraturessay
Ernesto Dalgas; Modernitetens apokalypse



Mosaikkens fortælling


« Tilbage venstrestil icon lige marginer icon - icon + icon print icon

”Teksterne er i den forstand som mosaikker, der er sat sammen af elementer og citater fra alverdens litteratur [...]”. Således skriver Lasse Horne Kjældgaard i Dansk litteraturs historie 1920-1960 om Karen Blixens forfatterskab. Et mere rammende billede af, hvad tekster egentlig er, kan være svært at finde. En mosaik er en samling af små fliser, der tilsammen danner et mønster. Disse fliser kan selvfølgelig være samme farve og samme form, men kendetegnende er dog, at de er tydeligt adskilt fra hinanden og at de tilsammen danner et genkendeligt mønster.

Oversat til tekstbrug kan man sige, at alle tekster er en samling af elementer og (direkte eller indirekte – bevidst eller ubevidst) citater fra anden litteratur. Ydermere må det siges, at enhver ytring helt basalt er en samling af ord, som hver især har en betydning i sig selv – kulturelt normativt set i hvert fald – og som tilsammen danner et genkendeligt mønster, som udmønter sig i en sætning, der yderlige udmønter sig i samtale og debat.

Ligeledes må det siges, at skrevne tekster, ud over at være en samling af ord, der hver især har sin egen mening, og som kan sættes i en anden kontekst og dermed få en helt anden mening, også rummer en samling af henvisninger til andre tekster. Denne samling af henvisninger behøver ikke være bevidst fra forfatterens side, men brugen af anden tekst er dog alt andet lige umulig at komme udenom.

Det er denne brug af anden litteratur, der i en hvilken som helst tekst danner det genkendelige mønster, som enhver læser ihærdigt søger. Ligegyldigt hvilken tekst man læser, vil man have en tilbøjelighed til at søge efter et genkendeligt mønster, som kan gøre læsningen af den konkrete tekst mere overskuelig. Man prøver med andre ord at kontekstualisere teksten, således at den på den ene eller den anden måde bliver forståelig og genkendelig.

Enhver tekst er sat sammen således, at hver enkelt flise skifter farve alt afhængigt af, hvilken vinkel man anskuer teksten fra. Set fra den ene side, er flisen sort, fra en anden hvid og fra endnu andre røde eller blå. Nogle steder vil læseren opfatte en helt klar brug af anden litteratur – en brug som vel må kaldes intertekstuel – og andre steder vil selvsamme læser ikke opfatte denne brug, selvom den for en anden læser vil være helt umiddelbar. I sådanne tilfælde må teksten naturligvis åbne op for, at flisen kan skifte farve, og læseren kan anskue den anderledes.

Kan læseren ikke læse ind i teksten den brug af sekundær litteratur, som forfatteren – bevidst eller ubevidst – har anvendt, må han eller hun blive givet muligheden for af gøre brug af sine egne livserfaringer. Dermed menes, at hver enkelt læser må have to muligheder for at læse en given tekst – altså et givent element i en tekst. Enten kan den læses som en ren intertekstuel reference, hvor læseren opfatter, hvilken sekundær tekst, der skrives om, eller også kan den læses således, at læserens egne erfaringer med lignende eller delvist lignende situationer bliver taget i brug. Enten bruger læseren sin intertekstuelle encyklopædi, eller også bruger læseren sin erfaringsencyklopædi. Den ene læsning kan være præcist så rigtig som den anden, og teksten må altså altid åbne op for begge dele.

Forsøger teksten at blive for entydig i sin læseform, altså skifter flisen ikke farve ved vinkelskift, undgår eller frastøder teksten sin læser og dennes erfaringsencyklopædi. Finder forfatteren det kun muligt for læseren at læse en given tekst ud fra sin intertekstuelle encyklopædi, vil denne forfatter kun nå ud til et meget begrænset publikum. Den gode tekst er den, der består af adskillige – om ikke uendeligt mange – multivinklede og farveskiftende fliser. Den dårlige tekst er den, der prøver at gøre alle fliser ensfarvede, ligegyldigt hvilken vinkel, man vælger at anskue denne fra.

Hertil må naturligvis siges, at det er fuldstændig tåbeligt at gå ud fra, at en given tekst er ensfarvet. Alle teksten vil til enhver tid bestå af farveskiftende fliser, ligegyldigt hvor meget forfatteren prøver på at overbevise sig og sin læser om det modsatte. Det er præcist det, der gør det så interessant at læse tekster. Og basalt set er alle tekster intet andet end mosaiske fortællinger.

pil op
Næste essay
» Krimi, viden og kultur »