Mest læste
[Litteraturessay]

1 - Litteraturessay
Alsidighedens affektion
2 - Litteraturessay
Krimi, viden og kultur
3 - Litteraturessay
Interview med Theis Ørntoft
4 - Litteraturessay
At finde en form til sin vrede
5 - Litteraturessay
»Jeg har ikke matematiske evner nok til at skrive en krimi«
6 - Litteraturessay
Interview med Sofie Kluge
7 - Litteraturessay
Den Litterære Rebel
8 - Litteraturessay
Hur kommer man på nånting sånt här?
9 - Litteraturessay
Mosaikkens fortælling
10 - Litteraturessay
Ernesto Dalgas; Modernitetens apokalypse



Hur kommer man på nånting sånt här?


« Tilbage venstrestil icon lige marginer icon - icon + icon print icon

Dette interview blev bragt i Mellemrummet nr. 2, 2003

Den kræsent intellektuelle svenske forfatter, tidskriftsredaktør m.m. Jan Arnald var i byen. For første gang som sit længe pseudonyme alter ego, den fremgangsrige krimiforfatter Arne Dahl, aktuel i Danmark med »Europa Blues». Vi talte med dem begge.

I 2001 udkom næsten samtidig romanen "Barbarer" og politikrimien "Europa Blues" i Sverige. Dengang anede endnu ingen at de to bøger havde samme ophavsmand. I bagklogskabens klare lys forekommer dét temmelig mærkeligt, så parallelt tænkt og skrevet de to bøger er. Men finlitteraturen og populærlitteraturen afhandles stadig i to vidt adskilte offentlige cirkulationer.
- Ja, det er to ret lukkede verdener, med temmelig høje mure imelllem. Mere i Sverige end her, tror jeg. Men min idé er jo at plane de grænser ud, det er det det handler om.

- Begge ‘dine’ bøger handlede jo om Europas - og specielt Sveriges - skyldplagede og fortrængte fortid, svensk racebiologi i trediverne og andet slemt. Hvordan var modtagelsen så?
- "Barbarer" fik utrolig blandede anmeldelser. Lige fra én der rasende kastede romanen i væggen, til en anden der aldrig havde læst noget bedre! Mens "Europa Blues" - ligesom mine foregående krimier - blev vældig rost, men under overholdelse af tabubelagtheden af racebiologiens mere end skumle sammenhæng med nazismen. En krimi er bare en krimi, ikke sandt.

- I krimi nummer to, "Ondt blod" (1998), der ad omveje udkom allerførst, lader du en prominent - og temmelig usympatisk - svensk litteraturkritiker blive myrdet. Hænger det sammen med det her?
- Njah, det var jo før. Men den svenske litteraturkritik var længe domineret af en gruppe ekstremt vitriol-skarpe kritikere som egentlig syntes at litteraturen havde udspillet sin rolle. Det var halvfjerdsernes efterhæng, og mit ‘mord’ var selvfølgelig også en generationsmarkering. Jeg er kun fyrre ...

- Omvendt, dine to samtidige romaner har for eftertanken klare tematiske - og æstetiske - sammenhænge, som om du tester fx personkonstellationer i ‘romanen’ og siden udnytter det indvundne i ‘krimien’...
- Jo, der er nogle klare koblinger, men det er selvfølgelig ikke så mærkeligt, for krimien har jo siden det 19. århundrede været et reservoir som finlitteraturen har lånt strukturer fra. Gåden, de dybe ting, ret contra moral. Men min plan er egentlig den omvendte: at se hvor meget litterært, eksistentielt, politisk, filosofisk osv. stof man kan inkorporere i krimistrukturen, under fuld respekt for dén. Oftest har forfatterne jo uldet den struktur op, og så forrådt den, i kompleksitetens hellige navn. Jeg vil være den tro, og satser på at udfylde dens rammer maksimalt.

De intellektuelle
Jan Arnald redigerer hele to højbrynede tidsskrifter, Aiolos og Artes. Det første et tiltrængt, idealistisk åndehul for længere litteraturkritisk essayistik, det andet et opdrag for Svenska Akademiet. Han disputerede desuden i 1995 på en afhandling om Artur Lundkvist, med den sigende titel Genrernas tyranni. Han har skrevet to romaner, en digtsamling, en novelle-ditto - foruden altså foreløbig seks krimier, ud af de planlagte ti. Hvad fik ham til at crosse over?
- De intellektuelle indtager en meget særegen position i Sverige. Der er et stort snobberi omkring dem, og samtidig en fuldkommen bortvendt mangel på virkelig interesse for deres aktivitet. Adskilte kasser. Og svenske forfattere er pr. tradition ikke intellektuelle. Mit arbejde med Lundkvist lærte mig at man sagtens kan skrive bredt og frit i alle mulige genrer, med de omkostninger det så ellers socialt giver. Vi er jo heller ikke, med Kierkegaards ord »en eneste og helt igennem homogen« identitet, vi er en slags schizofrene, spiller nødvendigvis mange roller.

Selvfølgelig tænkte jeg også på økonomien, på nødvendigheden af at overleve, men det vigtigste ved beslutningen om at skrive krimier var den pludselige indsigt i de rige muligheder genren giver. Jeg havde læst kolossalt mange krimier i mine helt unge år, havde så været borte fra det i lang tid, men fandt engang i halvfemserne på at teste nogle af de ‘store elefanter’ i den blomstrende svenske tradition. Dèn hviler faktisk næsten udelukkende på Sjöwall-Wahlöö’s bane-brydende politiserie. Og jeg opdagede, både at min tidlige læsninger sad overraskende godt fast i rygraden og at visse af dagens krimier egentlig burde kunne gøres bedre.
Når jeg så valgte pseudonymet - et ‘trekvart’ anagram af mit efternavn - så var det fordi jeg ikke ville vurderes ud fra et præfabrikeret billede af ‘den intellektuelle’, Jan Arnald, jeg ville være blevet set på fra ‘fel håll’ så. Teksterne skulle kunne tale for sig selv, uden offentlighedens ‘branding’ af personen, alt det der. Det var lidt som at fødes på ny. Til en så at sige gratis adgang til et stort nyt publikum.

- Halvvejs i serien, sidste vinter, blev pseudonymet så afsløret. Var det ærgerligt eller havde du ‘proved your point’?
- Både ja og nej. Personligt ville jeg egentlig gerne have fastholdt pseudonymet, socialt set. Men på den anden side bestod Arne Dahl-anmeldelserne efterhånden for halvdelens vedkommende af mere eller mindre absurde spekulationer over pseudonymet. Men jo, jeg fik min pointe igennem, det gik at blive vurderet på teksten alene - for en stund. Og privat var det selvfølgelig også uholdbart at blive ved med at bede mine børn om at holde tæt, eller lyve om mine aktiviteter ...

Ikke give afkald ...
På Arne Dahls hjemmeside (www.arnedahl.net) kan man fx læse et par af dennes refleksioner over krimigenrens attraktioner. »Ikke at give afkald: ikke på intrigen, ikke på personskildringen, ikke på miljøerne, ikke på satiren, ikke på spændingen, ikke på sproget - det er hvad det handler om«. Et ret krævende motto ...
- Ja, spørgsmålet er jo om det overhovedet er muligt! På den anden side er det det der holder mig i gang - at jeg forsøger det. Jeg har opdaget at krimien er en utrolig åben, ‘tilladende’ struktur hvor næsten alting kan puttes ind. Det handler om at holde et flerfoldigt fokus, ikke fx lade intrigen folde sig ud, uden at den er så at sige indfarvet i personernes interne forhold. Det går ikke at lade politifolkene stå udenfor problemerne, de må selv være involveret deri, mere som eksistentielt engagerede kunstnere end som køligt tilbagetrukne ‘civil servants’. Man kan gøre næsten alting man ellers gør i den ‘fri’ roman, trække på de klassiske myter, på Shakespeare, på musik, på den aktuelle verdens-politik. Og det er en af præmisserne; at romanerne skal følge samtiden meget tæt. Derfor kan jeg heller ikke detailplanlægge resten af serien, den skal være åben for hvad der sker omkring os. Jeg har fået et nyt stort publikum, og de holder tilsyneladende ved selvom jeg propper mere og mere på strukturerne.
Bøgerne skal kunne læses på flere niveauer, det er min forhåbning, og der kommer jo også nye læsere til fra den anden side, fra finlitteraturen. Hvilket er hele min litterære ‘pædagogik’s pointe, mit kulturpolitiske trick. At få fat i folk fra begge sider, at lokke dem ind, på forskellige måder, det er min vision ...

De strukturelle bindinger
- Jo, men der er vel alligevel visse strukturelle bindinger?
- Jo, den mest besværlige er ‘closure’-tvangen, det at tingene skal gå op til slut. Det er rigtigt. Og selvsagt er min ‘A-gruppe’ - med dens ‘pikareske’ adgang til alle sociale klasser - en temmelig idealiseret udgave af politiet og dets reelle funktionsmåde.

- Du insisterer på at din A-gruppes personer skal kunne udvikle sig fra bog til bog, væk fra stereotyperne - og helst i positiv retning. Er der her en vis dannelses- og udviklingsoptimisme på færde, som måske ikke står helt til troende?
- Det kan jo være, men der er ikke tale om nogen blind fremskridtsoptimisme. Snarere om en afbalancering af pessimistiske og optimistiske tonaliteter. Vi er jo ikke i en situation som på Sjöwall og Wahlöö’s tid, hvor man turde tro på en politisk løsning af alle de væsentlige sociale problemer.
Livet er fuldt af smerte og elendighed, men på den anden side findes det dog stadigvæk, livet, og dets modkræfter gælder det om at mobilisere. A-gruppen er en sådan symbolsk fortætning af modspillet - og i den forstand ikke specielt ‘realistisk’. Krimien er jo pr. definition en apokalyptisk genre, og min idé er at forsøge at opsamle de positive rester, med A-gruppen som en slags ‘svamp’ hvor de opsuges. En vis humanisme, humor, empati, kærlighed ...

- Er der ligefrem et kristent moment på spil her?-
Njah, jeg er ikke religiøs, men det er da rigtigt at der i gruppen foregår individuelle udviklinger som tangerer genoprettelsen, forsoningen og nåden - simpelthen muligheden af, håbet om en ny chance. Kulturkristent er det vel, ting der er vigtige for vore samfund. Jeg har ingen egentlig frelsestanke, men jeg anvender i stigende grad sådanne strukturer, de positive dele af en ellers ganske mørk tradition, kirkens.

Folkhemmet og efter
- Hænger dether sammen med sammenbruddet for den svenske Folkhems-ideologi?
- Ja, vi har jo en ganske sej og tung tradition for puritansk tro på forbedringen. De folkeligt-religiøse bevægelser i samklang med et Socialdemokrati besat af tanken om en samfundsmæssig ‘ingeniørkunst’, der skulle lede os bestandig op og frem. En renhedsideologi - der bl.a. slog ud i tredivernes racebiologi - og en meget lukket vision af et Sverige, bedre end andre folk.
Vi er et andet sted nu, og der er mange der nostalgisk længes tilbage. Men vi er i en situation hvor vi må åbne os, og det gør ondt, med mange tragiske tilbageslag og en uhørt accept af sociale udfald, tiggere på gaden osv. Vi lever i et globaliseret ‘letvægtssamfund’, det må vi se klarere i øjnene, et samfund hvor vi har taget USA næsten uformidlet ind over os. Se bare på vores helt aktuelle misforhold til det europæiske som Danmark trods alt er nærmere. Men Europa-idealet er desværre druknet i plat økonomisme ...

Skriften, musikken
- Tilbage til teksten! Dine bøger emmer af en legende skrivelyst. Det som de fleste krimier ellers især savner. Du tillader dig endda i stigende grad at lege med skriftens metaplan. Går det virkelig an i en genre som trods alt må opretholde en vis ‘kontraktlig’ realisme?
- Ja, det er et godt spørgsmål! Om det går, det ved jeg ikke. Men jeg forsøger det, mer og mer faktisk, men går lidt forsigtigt frem. Jeg har været helt ude ved kanterne, og nogen er da blevet lidt sure. Men jeg skriver rigtignok med stigende lyst, en slags ren glæde som jeg håber smitter. Mer og mere afslappet, trygt, frit.
Jeg researcher stadig, men ikke i alle detaljer hvad angår politiarbejdet. Ofte starter det hele med nogle stærkt disparate billeder - film spiller efterhånden en vigtigere rolle end krimilitteraturen - billeder som har bidt sig fast og som over tid kitter sig sammen til en historie, som jeg ikkelængere behøver pinde ud i store intrigeskemaer, men som er såpas klar at den ændres undervejs. Det er den bedste følelse, når man ser en bedre vej frem end den planlagte, slaviske.
Når historien er der, så går det som regel hurtigt. En slags sommerferiearbejde, tre måneders intensiv skriven. Men det er begyndt at tage længere tid, romanerne bliver jo ikke ligefrem kortere ...

- Man kan lidt overvældet tænke, ligesom forlagsredaktøren i "Barbarer", når man oplever sammenfletningen af alt det vildt heterogene stof i dine bøger: »Hur kommer man på nånting sånt här?« Omvendt har jeg haft den tanke at du i din meget kyndige omgang med jazzen anvender den som allegori for din egen skrift. Det at et klassisk jazznummer starter og slutter med temakor - men ind imellem kan alting ske?
- Ha, det ville jeg gerne have turdet sige selv! Jazzen, musikken spiller en vigtig baggrundsrolle, stemningsmæssigt, og måske passer billedet. Det er ikke ‘free jazz’ jeg skriver, men det er forsøget på at skrive op mod klicheerne, de sproglige fordomme. Det er vigtigt, humanistisk set at bestemme sit eget sprog, på den måde er skriften en almengyldig friheds matrice, den lodrette mod-sætning til enhver fremmedbestemt stereotypisering. Det er måske min naive, pædagogiske udviklingsoptimisme: at et lidt bedre, friere sprog gør os til lidt bedre mennesker!

pil op
Forrige essay
Ikke flere essays