Mest læste
[Litteraturessay]

1 - Litteraturessay
Alsidighedens affektion
2 - Litteraturessay
Krimi, viden og kultur
3 - Litteraturessay
Interview med Theis Ørntoft
4 - Litteraturessay
At finde en form til sin vrede
5 - Litteraturessay
»Jeg har ikke matematiske evner nok til at skrive en krimi«
6 - Litteraturessay
Den Litterære Rebel
7 - Litteraturessay
Interview med Sofie Kluge
8 - Litteraturessay
Hur kommer man på nånting sånt här?
9 - Litteraturessay
Mosaikkens fortælling
10 - Litteraturessay
Ernesto Dalgas; Modernitetens apokalypse



Krimi, viden og kultur

- Et kritisk perspektiv på krimifiktionen

« Tilbage venstrestil icon lige marginer icon - icon + icon print icon

En bredt accepteret minimaldefinition for krimigenren er, at den handler om forbrydelse og opklaring. Det betyder, at denne genre – allerede i udgangspunktet – knytter stærkt an til filosofiens grundpiller det gode, det sande og det skønne. Som kunstnerisk værk, om man vil, er krimien et æstetisk produkt, der arbejder med moral og erkendelse. Forbrydelsen er et moralsk brud på den kollektive orden, mens opklaringen er erkendelsesmidlet, der skal rekonstituere samfundsordnen. Således kan krimigenren i udgangspunktet bredt defineres som fortællinger, der arbejder med en opklarende erkendelse af en forbrydelse.

Tese
Fordi krimien således er narrativt tæt knyttet til forsøget på at generere viden gennem efterforskerens opklaringsmetoder, har genren et sensitivt forhold til mulighedsbetingelserne for opnåelse af sikker viden. Krimien følger i sin genremæssige udvikling derfor ikke kun et kulturelt mønster, hvor den – direkte eller indirekte – tager stilling til samfundskritiske elementer, men sammen med og samtidig følger krimiens populære fortællinger også en bredere konsensus om, hvordan vi forholder os til viden og opnåelse af den. Nedslag i krimiens genrehistorie vil pege på, at krimien forholder sig til de epistemologiske rammer for erkendelse.

Deduktion og vestlig krimi
Det er almindeligt antaget, at krimigenren fødes med Edgar Allan Poes berømte fortællinger fra 1840’erne om detektiven Dupin. Det er med udgangspunkt heri også bredt accepteret, at disse fortællinger – særligt bygget på den lange erkendelsesteoretiske førstepassage i ”Murders in the Rue Morgue” – specifikt benytter sig af den deduktive metodes muligheder. Det forklarer fortælleren ganske tydeligt fra starten. Det er iøjnefaldende, at disse fortællinger om deduktive opklaringsmetoder udkommer samtidig med, at Auguste Comte færdiggør sit hovedværk om den positive filosofi.

Dette indgående fokus på sikre viden fra krimigenrens fødselsdag følger vi hele vejen over de berømte fortællinger om Sherlock Holmes ind i krimiens såkaldte guldalder i mellemkrigstiden, der dog modificerer den deduktive metode og fx supplerer med mere hermeneutiske metoder. Det er i hvert fald sådan krimiens genrehistorie oftest er overleveret. Det har endvidere ledt til, at krimien – pga. dens fokus på metodologi – er blevet fremhævet som en særlig vestlig genre.

Krimier før krimien
Denne påstand om krimien som vestlig, fordi den arbejder med en vestlig videnskabsteori, virker dog lidt som en selvbekræftende tautologi, af hvilken grund et revisionistisk syn på genrens historie burde skabe en ny måde at beskrive krimien på. Der fandtes selvfølgelig også forbrydelser og moralske brud, før den deduktive metode blev introduceret – og disse forbrydelser blev selvsagt også forfulgt. Det betyder ikke, at vi ikke kan forstå Poe, Doyle, Christie og mange af de øvrige populære krimiforfattere som vestlige, men det betyder, at vi – allerede i vores definition – udelukker en lang række andre kulturers svar på krimifiktion.

Udvider vi erkendelsesbegrebet er det faktisk muligt at spore krimien ind i andre kulturer og ind i andre kendte forfatterskaber. Enkelte af de seneste krimiteorier og -tolkninger har forsøgt sig med denne udvidelse af fortællingernes arbejde med viden: Den italienske litteraturforsker Maurizio Ascari sporer fx krimien hos Jeffrey Chaucer og William Shakespeare ved at udvide metoder og erkendelsesveje til henholdsvis drømme og spøgelser, mens jeg selv har fundet den i den arabiske kulturs grundtekst 1001 nats eventyr – i fortællingen ”De tre æbler” – ved at acceptere et mere metafysisk erkendelsesbegreb. Ved at sætte sin lid til Guds hjælp opklarerer hovedpersonen i ”De tre æbler” bevæggrundene for mordet på sin hustru. Ydermere har den kinesiske litterære kultur også en lang tradition for at beskæftige sig med kriminalitet, en tradition der kan spores tilbage til det forrige årtusindskifte – intet mindre end 800 år før Poes fortællinger om Dupin.

Derfor kan vi – gennem forskellige nedslag i kinesiske, arabiske, muligvis jødiske, og latinamerikanske traditioner – beskrive denne anden historie om krimiens udvikling. Det ændrer nemlig ikke ved den brede definition af krimien, at introducere et bredere erkendelsesbegreb – krimien er stadig fortællinger om opklaring af forbrydelser (spørgsmålet er bare, hvad opklaring og erkendelse på den ene side og forbrydelse og moral er på den anden). Det giver et mere nuanceret billede af, hvordan krimiens genregrundlag kan beskrives. Et interessant perspektiv på denne udvidelse af erkendelsesbegrebet inden for krimien er også, at Poe ikke selv udelukkende – hverken litterært eller filosofisk – praktiserede deduktiv erkendelse. Som biografisk person bevægede han sig selv i et grænseland mellem orden og psykologisk ustabilitet og stofmisbrug, mens han filosofisk – særligt i sit enigmatiske prosaværk Heureka – søger i retningen af guddommelige indsigter og erkendelser. Samlet set giver et sådant tidligt blik på krimien en ny vinkel, hvor ud fra vi – på vej væk fra kulturel forudindtagelse – kan lokalisere en række fortællinger, der narrativt følger den vestlige krimiformel (eller omvendt), men i sin erkendelsesteori åbner for alternative forklaringsmodeller.

Krimi, modernitet og intuition
Den krimi, som Poes fortællinger om Dupin indleder, og som ledes videre i langt størstedelen af krimigenren op til i dag, er moderne fortællinger med tro på mulighed for en erkendelse af en sags sande indhold. Krimien, som vi kender den, kan derfor også behandles som en oplysningens genre, som henter sin inspiration fra modernitetens filosofiske rammer for erkendelse – en ramme, der gennem intermetodisk kontrol, tilståelse og bevismateriale søger at sige noget om det, vi kan vide med sikkerhed. Dette er, i forhold til hvad mange af fortællingerne praktiserer, selvfølgelig et reduktivt syn på en krimigenre, der bredt arbejder med mange forskellige emner, men fokuserer vi på de mulighedsbetingelser, som de fleste krimier sætter for opklaring, så praktiserer de fleste en tro på erkendelsens mulighed. Krimien er på denne måde i den vestlige tradition en moderne genre.

Alligevel møder krimigenren udfordringer fra forskellige vinkler rent epistemologisk. Stærkest er den mere postmoderne, poststrukturelle omformulering af krimiens erkendelsesrammer, idet vi her – hos flere forfattere såsom Alain Robbe-Grillet, delvist Karin Fossum eller især Henning Mortensen – møder en radikal udfordring af og ironisering over vidensbegrebet og opklaringens mulighed. Hos Mortensen må efterforskeren fx give op, mens efterforskeren hos i en Fossums romaner må stille sig tilfreds med, at han måske selv har forskubbet sagen, så han nu ikke længere kan finde frem til en sandsynlig sammenhæng. Et lignende motiv finder vi fx også momentvist hos Gunnar Staalesen, hvor detektiven Varg Veum også kan være årsag til mord. Denne tradition inden for krimien arbejder således med konsekvenserne af den postmoderne forståelse af viden. Denne tradition kan spores tilbage til fx den tyske Weimar-republiks interesse for kriminalitet, hvor virkelighedens detektiver begyndte at tvivle på opklaringsmetoderne, og den amerikanske hårdkogte tradition fra 1920’erne og frem, hvor detektiven ofte selv blev ”part of the nastiness”.

I den mere populære, nutidige udgave af krimien – hos fx Henning Mankell eller Elsebeth Egholm – finder vi et andet interessant blik på erkendelse. Her dukker et mindre rationelt intuitionsbegreb op, der ofte leder i retningen af opklaring af forbrydelsen. Detektiven arbejder her ofte ud fra såkaldte mavefornemmelser og pludselige indsigter, der bringer mindelser til den geniale ener, vi kender fra den romantiske filosofi. Denne rammesætning for krimien, hvor en intuitiv indsigt bliver en kilde til domsfældelse, bringer krimiens udvikling i en cirkel tilbage til, hvor vi startede: Nemlig i den kinesiske tradition (uden øvrig sammenligning), fornemmelsen for intuitive erkendelser (og guddommelig – nogle har fremhævet krimien som en kristen genre, hvilket dog i sig selv er betvivleligt) og i særdeleshed de rammer, som Poe skrev sine krimier under. Spørgsmålet er selvfølgelig her, hvad årsagen til dette er. Idéhistorikeren Hans Jørgen Schanz omtaler nutidens modernitet ud fra frasen om modernitetens selvindskrænkethed, hvilket sigter til, at moderniteten nu har erkendt, at den ikke kan give svar på alle spørgsmål, og af samme årsag levner den igen plads til dele af den metafysik, som den i udgangspunktet forsøgte at forkaste. Dette kan være en plausibel forklaring på, hvorfor beskæftigelsen med intuition og guddommelighed er vendt tilbage til krimigenren de seneste år.

Videnskabsteoretisk horisont
Forskellige videnskabsteoretiske tilgange figurer selvsagt i denne forbindelse. Det er svært i tolkningen af fiktion at frasige sig hermeneutikkens indsigter i teksters dybere lag – en model, som jeg i øvrigt genfinder i Edgar Allan Poes beskrivelse af, hvordan tekster har en overstrøm af antaget mening og en understrøm af antydet mening, hvor sidstnævnte gennem tekstens læsning bliver mere og mere klar for læseren. Det er her selvfølgelig indlysende, hvordan denne model også er særdeles brugbar på krimiens fortællemæssige opbygning, hvor læseren også undervejs får bedre og dybere indsigt i forbrydelsens sammenhænge.

Samtidig kan vi også her finde disse krimiteksters forhold til den kultur, som foranlediger specifikt opklaringsmetoden, mens vi også kan lokalisere en række bevæggrunde i den kultur, ud fra hvilket den enkelte fortælling kommer. Altså er kulturanalysen i semiotisk forstand også en appellerende indgangsvinkel, specielt fordi krimien i sig selv jo også kan siges at være en analyse af tegn. Krimien er blevet kaldt den semiotiske genre par excellence, hvilket vil kunne udvides til en bredere kulturanalyse af de tegn, som den omgivende kultur efterlader i den enkelte tekst (fx er synd et mere dominerende tegn på en moralsk forbrydelse end juridisk skyld i den arabiske krimi i 1001 nats eventyr). Med Hermes under armen og kultursemiotikkens – mere eller mindre strukturelle – værktøjskasse åbner vi dermed for et interessant morads af krimifortællinger, der udvider vores syn på, hvad en krimi i det hele taget er for noget. Det ville i hvert fald være et receptivt forsøg på at undgå logocentrisme – en vestlig dominans i forståelsen af krimiens fortælling om samfundet.

pil op
Forrige essay
« Mosaikkens fortælling «