Mest læste
[Litteraturessay]

1 - Litteraturessay
Alsidighedens affektion
2 - Litteraturessay
Krimi, viden og kultur
3 - Litteraturessay
Interview med Theis Ørntoft
4 - Litteraturessay
At finde en form til sin vrede
5 - Litteraturessay
»Jeg har ikke matematiske evner nok til at skrive en krimi«
6 - Litteraturessay
Den Litterære Rebel
7 - Litteraturessay
Hur kommer man på nånting sånt här?
8 - Litteraturessay
Interview med Sofie Kluge
9 - Litteraturessay
Ernesto Dalgas; Modernitetens apokalypse
10 - Litteraturessay
Mosaikkens fortælling



Splittelsens hvileløse vej til en for omfattende virkelighed – eller menneskets?

- Om Villy Sørensens forfatterskab

« Tilbage venstrestil icon lige marginer icon - icon + icon print icon

Omsorg som tankens strenge konsekvens. Villy Sørensen er den største danske forfatter i det 20. århundrede, og han fortjener ære og respekt for sin enorme indsats. Med en kombination af mesterlig skarphed, sproglig præcision og streng konsekvens, almindelig snusfornuft og ualmindelig stædig og pågående kraft, af ydmyg ulykkelig kærlighed og den varme, der er: anstændighed, er han som forfatter først og fremmest følsomt og ærligt menneske, om end som menneske måske også først og fremmest forfatter. Mange af Sørensens tekster er regulære kærlighedserklæringer til tanken og livet, for Sørensen er erotisk og smuk, og det smukke finder han nærmest, hvor prisen er højest, betalt med smerte, og også hvor den har været for høj og i ulidelig skønhed højner et mærkeligt skrøbeligt livs sære evne til skønt at besejre det hårde for at efterlade anelsen om, at vi uden dét alligevel er tynget af dets modsætning.

Sørensens forsigtighed hvisker om kærlighed og må sammenholdes med de dæmoniske perspektiver, han mere demonstrerer virkeligheden i end ophæver virkeligheden med. Der er hos Sørensen omsorg for mennesket – den mildeste, skønneste omsorg, og den skal opdages og føles langt ind i tanker, han fører til deres strengeste konsekvens, ledet at et mildt menneske, vakt forså vidt af modstanden mod den hårde konsekvens, der demonstreres, men ikke derfor anerkendes men: erkendes. Sørensen skal, hvor han tænker mest, læses med den følsomhed, han forsigtigt viser og nænsomt vækker; han skriver som en bøn – som Kafka ville – søger det fuldbyrdede og finder ulykkeligt splittelsens ikke bare ufarlige vej til det.

Splittelsens humanisme?
Splittelsen arbejder Sørensen både kunstnerisk og filosofisk og menneskeligt med. Læser man hans dagbøger, springer det i øjnene, hvor meget og hvor mange livsforhold, Sørensen prøver at holde sammen på, og derved karakteriseres ikke bare et smerteligt favnende menneske og kunstner, men også en tid, hvor værdier og perspektiver er under opløsning. Splittelsen er: at du også er, hvad du ikke er – din stræben, med andre ord: for at forene dig selv i livgivende enhed, den stræben, der er betinget af indre konflikt og ikke kan passiviseres med fx ydre materielle køb af afdøde tjenesteydelser.

Netop fordi Sørensen demonstrerer splittelsen, finder han dens etiske vej, der ikke bare fører videre i erkendelse men også i moral, thi det menneske, der ikke er spaltet men splittet, føres ad etiske veje til behovet for at omfavne det hele uden derfor at se bort fra det meste. Genkendelse og identifikation af smerten, hvor den er splittelse, er også loyalitet mod den del af os, der rent faktisk føler den – og den er besindelsens opdagelse af de samfunds- og menneskemagter, der produktivt modarbejder, at vi føler den påtrængende, hvilket nok er en måde hvormed at trænge sig på og definere en virkelighed, der ikke nødvendigvis er vor egen. Det i smerten genkendte, det i filosofien opdagede, det halve, usikre og vaklende bliver en etisk opgave for det menneske, der ikke fremmedgjort vil styres af alt for velkendte magter eller det ubevidstes blinde vilje, men ønsker at styre sig selv, altså: ønsker at styre sig selv netop udfra et spørgsmål og bevidsthed om, hvad der fører til godt, hvad der fører til ondt – hvad i netop mig, der selvstændigt tør sondre.

Derfor er tænkning også en følelsessag. Sørensen føler, når han tænker, han har myndig sympati for det utilpassede og vilde, betvivler autoriteter, stiller spørgsmål helt på spidsen men besidder stadig en saglig ydmyghed, en menneskelig besindighed, mens han udøver en kunst, der ”selvstændigt” demonstrerer en umenneskelighed han ser, ikke ønsker. Splittelsen, såfremt den styrer et menneske, der ikke har indsigt i den, men er offer for den, er derfor også kalden på en mere favnende og hel virkelighed, der ikke dømmes ude, for det er i sin konsekvens: mennesker der tales ned til eller slet ikke tales til. Forfatteren er i stand til urenset at se mennesket, at se det saglige som et menneskeligt problem, han føler dybt nok nerven i livet og naturen til i al saglighed at vurdere mennesket ligesom de projekter, dette hvileløst ser bort fra at finde sin menneskelighed i: det forblindede – og derfor menneskelige. Sørensens problem er netop, at det umenneskelige mere er forblindelse, uvidenhed eller splittelse end bevidst vilje – det uvidende, onde menneske kan man nok gøre noget ved, men hvad med det vidende onde? Det er her, hans kunst om myndighed er relevant: med hvilken vilje er vi onde, med hvilken vilje er vi gode – sjældent med den vilje, der er det godes og det ondes, men med den, der er menneskets.

Myndigheden og flugten fra den
Splittelsen stiller spørgsmål om, hvad der hersker over os, om dette er bevidst eller ubevidst, om vi kan bestemme over os selv, når vi ikke er herre over de kræfter, vi ikke ønsker at konfronteres med men tvinges ind i forståelse af: kan mennesket lede sig selv, hvis det konstant forsøger at se bort fra sig selv blot for at hente glemsel i en anden virkeligheds fejlslagne beskyttelse mod meningsløsheden, når den ikke får lov at blive morsom?

Som forfatteren godtgør i essayet ”Sprogets vurderinger”, er det relevant, i hvor høj grad sproget tager stilling for os, dvs. med indlejrede vurderinger, der mere er sprogets historie end vores, og i Sørensens optik er det spændende, at han trækker spørgsmålet om myndighed, dvs. hvem og hvad der (uden vores viden) hersker over os, så langt, her er han mesterlig, just fordi han er udfordret. Han tager Kierkegaards ”at blive sig selv” meget alvorligt, men ser først og fremmest problemet – nok i individets splittelse, der dog er vejen mod at blive sig selv – men særlig i samfundets, ja og også i sprogets umyndiggørende strukturer. Han betoner langt mere frigørelsesprocessen, end hvad det er, vi skal frigøres til. I sidste ende synes mennesket afmægtigt at stå over for sin (dyriske) natur, der som biologi og seksualitet er tvingende, men som ånd bevarer friheden, der hos Sørensen rummer et strengt krav om at skille sig af med det, der tynger den, konsekvensen, hvormed mennesker hos ham bør gøre sig bevidst om de tvingende kræfter, ikke blot for at handle frit, men for at forene friheden med etikken, og spørgsmålet, der er splittelsens er: hører de to sammen?

Hvis mennesket af splittelse presses ind i øget og mere favnende menneskelighed og ikke vælger den, tilsiger det da, at vi har noget at frygte i mennesket, eller at vi ikke vælger menneskeligheden for dens egne skyld men for at overleve vores frihed, vi ikke just ser frem til at tage på os? Moderniteten synes netop, modsat oplysningstiden, at beskrive et menneske, der ikke idealistisk og systematisk kan søge tryg erkendelse, men et menneske, der presses ind i erkendelser, dette ikke er tryg ved. Spørgsmålet er måske ikke om mennesket vil være frit, men hvad det skal gennemgå for at blive det, og den udlevede splittelses personlige og derfor mindre disciplinerede erfaringsgrundlag kan i friheden netop appliceres som enhver etisk myndigheds sandere ansvarlighed.

Myndigheder og mennesker har det imidlertid med at hæve deres paroler eller selvforståelse som forgyldede dogmer, fri af den stadige historiske udvikling, fordi vi og dem forsvarer os med et Heraklitiansk: altings flyden, og dette forsvar mod en grund, der smuldrer, bliver til overgreb på den, der forsøger at udvikle sig a la Nietzsche, eller en tomhed, der melder sin ankomst som sig selv og snart holdes tilbage som velsignelsen, der forbliver loyal mod menneskets medsammensvorne mangel på konsekvent kraft. Sørensen ser i fx ”De mange og De enkelte” i hvilken grad den sygdomsbetingede– og opfindende naturvidenskabelighed ikke bare rummer, men også fordriver hulheden: at udviklingen ikke etisk bringes videre, men i denne form snarere opretholder et ligegyldigt status quo. Han ser ikke bare accepterende den manglende frihed som en determinerende naturmekanisme, men også i hvilken grad mennesker ønsker at opretholde denne mangel, som hvad der fastholder umyndighed. Det gode liv er ikke det letteste liv – særligt ikke, når denne ”lethed” kræver fremmede ofre for ikke at mærke sin egen tyngde og i øvrigt hævder, at ofrene forbryder sig mod selve livet, ”de lette” sandt nok repræsenterer anstændigheden i.

Sandhedsbegreber er med andre ord også magtbegreber. Logik er værdi. Sørensen er ikke ensidig, men bestræber sig på at holde sammen på livsforhold, vi eller videnskaben gerne rent logisk adskiller for at kunne leve – med den begrænsende bevidsthed levende desto mindre i overensstemmelse med en ellers potentielt øget bevidstheds desto mere omfattende ansvarlighed. Søger Videnskaben i dét lys desperat, ikke mere erkendelse, men mindre? Sørensen arbejder med en kritisk og desillusioneret holisme, der med splittelsens potentielle vej mod det mere bevidste, angiver helheden, helhedens bestræbelse, som det moralske, det afspaltede og ”selvstændiggjorte egenrådige” eller forsmåede som det brutalt tvingende, altså et behov for at overleve, der kun overlever, forså vidt at der et sted findes en passende legitimering for at opretholde kritik- og bevidstløse (videnskabelige) strukturer, der stadfæster denne adskillelse som god moral. Man mærker som læser trykket, om endelig man frem for papir må rulle sig selv ud ad skrivemaskinen, der dog vel vedstår sig sin maskinelle frihed helt uden at agte mennesket for den.

Helheden – og helheden som natur
Hvilket onde behøver den gode moral for at kaldes god? Hvis der i Sørensens kritiske arbejder, der mindre mistænkeliggør mennesket, end demonstrerer menneskets mistænkeliggørelse af sig selv, findes noget, ikke uskyldigt, men nærmere undskyldeligt hvis potentielle men ikke nødvendigvis virkelige menneskelighed er en Kierkegaardsk opgave, så er det naturen, der råder og forråder. Hans bog om oldtidsfilosoffen Seneca, der er fyldt med varme og sympati, demonstrerer en kærlighed til Seneca, men også en kærlighed til naturen, med hvilken vi potentielt kan udøve det bedste uden samtidig at lægge under for dens værste vrangside, der kun skjult formøbler menneskelige potentialer i et højere offers navn, Sandheden.

Her vises netop, at splittelsen ikke bare er den ensomme vej mod et liv, vi ikke forstår, men at den er det følende menneskes vej mod en større helhed, en mere omfattende selverkendelse, en mere fuldbyrdet handlen så længe den er båret af kærlighed – måske ligefrem mere end af mennesket selv. Splittelsen angiver eller antyder anelser om en mere fuldbyrdet virkelighed, et mere forløst menneske, og den ser ikke nogen modsætning i, at vejen til harmoni går gennem konflikt. Vi kan have konflikter med vores natur, fordi den både rummer gode og onde muligheder, frihed og nødvendighed: hvad vi træner os selv i understøttes positivt af naturens velvillige visdom; men hvad vi allerede for længe har lært at acceptere uden at stille kritisk spørgsmål ved vores handlinger, bæres tilsvarende af en natur, for hvilken der ultimativt mere eksisterer vane end noget endegyldigt godt og ondt, der underkender den.

Naturen rummer imidlertid en visdom, vi kan lære af. Op imod det rent relative og historiske udgør den en elastisk mulighed for bedømmelser og vurderinger, der ikke i altings skiften blot nok igen ser sig forandret uden altså mennesket gør det samme. Sørensens søgen efter noget ikke-relativt, der er hævet over historiens forandrende mistro, konstant relativisme, finder, som hos Aristoteles, et elastisk svar i vores indre og ydre natur – den sidste er vi ved at ødelægge uden end at ane, at vi langt forinden har givet os selv den frihed, der er ufortrøden selvdestruktion. Hvis dette er splittelsen eller værre: spaltningen vi ikke ser i dens helhed, så vi heller ikke ser os selv i vores mangfoldighed, så udtrykker det måske, som hos Sørensen kunstnerisk demonstreret, at vores bevidsthed og selvstyring går én vej, mens vi er blinde for at betragte og føle de andre veje, som vi netop ikke kender, måske ikke ønsker at kende, og som i fred ødelægger desto mere, som at vi ikke ser dem.

Vi styrer i fred, hvad vi kan se, men netop dermed styrer eller undertrykker vi også det uagtede tabuiserede, det underkendte ukontrollerede, der rigtignok således kontrollerer os. Naturen er en læremester, vi langsomt kan tage myndigheden over uden at se bort fra, at der er og bør være potentialer i mennesket, vi ikke kan ændre på. Dette er ikke bare trældom men også loyal menneskelighed, der ikke forvitrer og ikke derfor behøver at undsige vores autonomi og derefter forherlige det fængsel, denne altid opstår i, fordi den opstår som modsigelse, og først forsvinder når vi ikke længere ønsker dens fordrede og krævende ansvarlighed.

Naturvidenskab og teknik – udviklingens foretagsomhed eller menneskets ansvarlighed?
Ansvarlighed er ikke, at vi i stedet for gamle skæbne- og gudemagter projicerer vores tro ind i Udviklingen eller afviklingen af den, så den umærkeligt får lov at udvikle sig på vilkår, der ikke egentligt er bevidste for mennesket, men heller ikke kritisk taget stilling til. Dette ville ikke være en god moral, der udvikler sig, men snarere dæmoniens selvstændiggjorte skikkelser, Sørensens kunstneriske værk fortolker, skikkelser der tager magten uden just som menneske at kunne varetage den. Derfor insisterer Sørensen i ”Uden mål – og med” på, at mennesket er noget, at det bør være det, at udviklingen eller dens forfægtere ikke har ret til at gøre alt ved mennesket, ligesom mennesket for længst, med naturvidenskab, har afsjælet naturen og gjort alt mod den, dermed respektløst blotlagt den for kapitalistisk udnyttelse, der bare ikke er særlig hensynsfuld.

Hvis fx naturvidenskaben ikke bare vil være erkendelse om mennesket men slet og ret være mennesket, da – synes Sørensen at sige – bryder man grænser i hvilke måske mere klassisk litterære mennesker ser et menneskeligt svigt. Sørensen gør om nogen opmærksom på: sker denne biologiske disciplinering af mennesket på menneskets præmisser – eller er det markedet, der opfinder sygdomme og sundhed, vil man medicinsk skabe et mere effektivt, men ikke mere menneskeligt menneske, der strømlignet kan producere mere, og som ikke har tid til, og snart heller ikke er modtagelig overfor, en samtalende menneskelig omsorg, vi simpelthen medicinsk udraderer behovet for.

Naturvidenskaben taler ikke nedsættende om menneskets kød og drifter, som i en del af filosofihistorien og kristenheden. Men den fører meget vel arven og spørgsmålet videre, hvis ikke den slet og ret annullerer det: som den ”neutrale” objektivitets ret til at fjerne eller ændre det, der stadig siges at binde vores frihed, hvorefter vi ikke bare bindes til markedets begreb om den men også slipper for at varetage, hvad vi er blevet givet og ikke selv har skabt. Frem for at være et etisk skridt i en dybere, mindre ensidig og mere favnende besindelse på, hvad vi allerede har og ikke mindst har lyst til, ligner potentialerne i den moderne naturvidenskab mere den menneskelige foretagsomheds stadig mere desperate skridt ind i tekniske muligheder, der mere fortryller mennesket end gavner det, mere afskaffer menneskelighed end tilføjer mangfoldighed, og spørgsmålet er, om afskaffet menneskelighed bliver større, når vi opfinder sandheden i, at den alene kan favnes teknisk.

Spørgsmålet er Sørensens, og dette er altid: hvis det kendte, erkendte og accepterede menneske er sådan og sådan, hvor er det menneske så, vi ikke ser – og hvad er det egentlig? Hvis det ene menneske skal blive godt, må også det andet blive bedre – eller som forfatteren siger i en anden sammenhæng:

”Det er godt, det er blevet bedre – men det var bedre, om det var blevet godt.”

Læs mere: http://www.myspace.com/armeofart.

pil op