Mest læste
[Filmanmeldelse]

1 - Filmanmeldelse
Homeland – sæson 1, 2 & 3
2 - Filmanmeldelse
Drengen i den stribede pyjamas
3 - Filmanmeldelse
Alting bliver godt igen
4 - Filmanmeldelse
Abraham Lincoln – Vampire Hunter
5 - Filmanmeldelse
Heksen
6 - Filmanmeldelse
Herskab og tjenestefolk: Den komplette samling
7 - Filmanmeldelse
Johan Falk – Gruppen for særlige indsatser
8 - Filmanmeldelse
Krokodillebanden 3 – Alle for en
9 - Filmanmeldelse
Armadillo
10 - Filmanmeldelse
Encounters




Martyrs (95 min.) Købsfilm / Another World Entertainment
Anmeldt 1/8 2011, 09:31 af Mikkel Klattrup Larsen

Når meningsløsheden pludselig giver mening.


Når meningsløsheden pludselig giver mening.

« Tilbage venstrestil icon lige marginer icon - icon + icon print icon

Cover

Hvad kan en fransk exploitation film have at sige om livets helt store spørgsmål? En helvedes masse, og den kan endda fremføre det mens den tilfredsstiller selv den mest garvede gore-fanatiker. Alt dette forudsætter jo selvfølgelig at den er skrevet og instrueret af Pascal Laugier, og bærer titlen Martyrs.

Pascal Laugiers Martyrs er omhyggeligt planlagt uhygge, der lægger sig i forlængelse af franske nyklassikere indenfor exploitationgenren. Denne genre, som er kendetegnet ved sin ukuelige målretning mod at skildre det morbide og det tabuiserede, har fundet en kreativ adrenalinindsprøjtning hos franske filmskabere. Disse film bliver benævnt med fællesbetegnelsen New French Extremism. En betegnelse som klinger væsentligt bedre – filmhistorisk, såvel som konnotativt - end det nederdrægtige amerikanske slang torture porn.

Filmen handler i grove træk om den arrede ungpige Lucie, som politiet finder vandrende langs en vej. Hun er desillusioneret, dehydreret og nær katatonisk i hendes tilstand. Hun er ligeledes ude af stand til at fortælle politiet om de overgreb, der tydeligvis har fundet sted. Det bliver dog hurtigt slået fast, at overgrebene ikke har været af den seksuelle slags. En glædelig detalje, fordi man nærmest aldrig ser en kvindeligt anført exploitation film med hævnmotivet som drivkraft, der ikke trækker voldtægtskortet på et eller andet tidspunkt. Historien får også en øget mængde suspense, idet anledningen til torturen pludselig fremstår mere uklar. Lucie placeres på et hjem, hvor hun møder Anna, der ligeledes er offer for mishandling. De to knytter et venskab, og filmens yderligere forløb vil jeg helst ikke ind på.

Med udgangspunkt i Freuds personlighedsmodel kan man dog sige, at filmen skildrer overjegets fremtvungne kollaps hos personen, for derefter at dykke dybt i dennes freudianske Id. Det psykologisk aspekt er ydermere centralt for historien, fordi det tematiseres eksplicit gennem en moderne sortlakering af romantikkens idé om transcendens. Her burde jeg forklare yderligere hvad jeg dog mener med dette, men det bliver der ikke noget af.

Hvorfor vil jeg dog ikke ud med sproget om noget som helst? Fordi Martyrs er en film der skal ses med paraderne nede, helst uden foregående kendskab til historien. Filmen har en strukturering af informationer, som er så central for seeroplevelsen at det forekommer mig destruktivt at beskrive den i detaljer. Hvis man er til - eller blot kan udstå - grafiske voldsorgier som Hostel og Saw, bør man bestemt ikke snyde sig selv for Martyrs. Det er en utvetydigt gennemført film, som dens amerikanske modstykker kun kan tage ved lære af. Blodet og sårene har begge sider af atlanten efterhånden godt styr på, så det er ikke der man mærker kvalitetsforskellen. Det som adskiller Martyrs fra dens genrebrødre er, at al den gruopvækkende vold, smerte og tortur som skildres ikke kan forløses ved blot at følge brødkrummerne tilbage til den store stygge ulv i pandekagehuset. Det er noget ærkemenneskeligt - man fristes til at sige dødeligt - som ligger til grunde for hændelserne, og det er dét, som gør den så forfærdelig (og) god.

I Martyrs er meningsløsheden og nihilismen i hovedsædet. Den er noget så sjældent som en horrorfilm med en filosofisk dimension. Denne dimension spises ikke af med et livsmisbrugende individ, som skal have dagens lektie i den politisk korrekte (og svært overbrugte) carpe diem-filosofi, som vi kender det fra utallige horrorfilm. Det er bla. den tilbagevendende moralsk-filosofiske base i Saw-franchisen, som ofte nævnes som frontfiguren for torture porn fænomenet. I Martyrs har vi at gøre med den pureste, sortseende nihilisme som går direkte i flæsket på det allermest uskyldige. Filmen stinker således langt væk af følelsesmæssig forrådnelse og misantropi – sundhedstegn for enhver god gyserfilm! Dette vil den gængse seer nok også mene at Eli Roths Hostel gør, men der er alligevel altid lys for enden af tunnelen i den amerikanske happy ending. I Martyrs har håbet definitivt byttet plads med hadet, og misantropien besejrer gang på gang optimismen. Den er intet sted moralsk opløftende – den er indbegrebet af følelsesløs, allegorisk afregning ved kasse ét.

Det er også en af grundene til, at jeg finder det en kende morsomt (måske endda omvendt-blasfemisk?) at Wyck Godfrey, en af producenterne bag landeplagen Twilight, nu har sat sig for at forsøge med et remake. Indtil videre er det Daniel Stamm, bedst kendt for The Last Exorcism fra 2010 - der ligeledes er et remake - som skal stå bag kameraet. Hvis den skal være originalen bare nogenlunde tro, kan det i mine øjne ikke lade sig gøre med den typiske Hollywood-struktur. Det bliver derfor vanvittigt interessant at se om de rent faktisk forsøger et decideret remake, eller om de på forhånd har anerkendt det tematiske nederlag.

Ligegyldigt hvordan denne genindspilning forløber sig, vil jeg anbefale enhver med bare en lille smule interesse i gysergenren til at give originalen et forsøg. Pascal Laugier har en helt speciel evne til at skabe menneskefjendsk gys, der får den nuværende horrorindustri i USA til at ligne en flok flinke pigespejdere med fletninger og fremtidsplaner.


Forrige anmeldelse
« Anvil «
Næste anmeldelse
» Abernes Planet: Oprindelsen »


Filmanmeldelser