Mest læste
[Filmanmeldelse]

1 - Filmanmeldelse
Homeland – sæson 1, 2 & 3
2 - Filmanmeldelse
Drengen i den stribede pyjamas
3 - Filmanmeldelse
Alting bliver godt igen
4 - Filmanmeldelse
Abraham Lincoln – Vampire Hunter
5 - Filmanmeldelse
Heksen
6 - Filmanmeldelse
Herskab og tjenestefolk: Den komplette samling
7 - Filmanmeldelse
Johan Falk – Gruppen for særlige indsatser
8 - Filmanmeldelse
Krokodillebanden 3 – Alle for en
9 - Filmanmeldelse
Encounters
10 - Filmanmeldelse
Armadillo




Anvil (81 min.) Købsfilm / Panvision
Anmeldt 1/8 2011, 09:29 af Torben Rølmer Bille

Håbet lever


Håbet lever

« Tilbage venstrestil icon lige marginer icon - icon + icon print icon

Cover

Det er en bittersød fornøjelse man sidder tilbage med, når dokumentarfilmen om Anvil slutter, for selv om det gøres på en positiv måde, så kan man alligevel ikke lade være med at synes at det er ganske synd for veteranerne i bandet. Vi møder i filmen de to hovedmænd, og bedste venner - Steve ”Lips” Kudlow og Robb Reiner – efter en længere montagesekvens hvor de, der ikke kender til Anvil, får et indblik i deres karriere.

Canadiske Anvil starede omtrent samtidig med andre legendariske heavy metal bands som Metallica, Anthrax og Slayer og både Lars Ulrich, Tom Arraya og Scott Ian påpeger i filmen direkte Anvils indflydelse på deres musik. Men filmen åbner med en optagelse fra 1984 hvor Anvil optrådte i Japan sammen med datidens helt store puddelrockkoryfæer; Scorpions, Whitesnake & Bon Jovi. Hvor disse alle klarede sig glimrende, har skrevet sig ind i rockhistorien og har solgt lige så mange plader som bageren har solgt rundstykker, så er Anvil for langt de fleste rockfans totalt ukendte.

Filmen viser os Lips og Robb udføre deres almindelige jobs, som de bliver nødt til at have ved siden af deres drøm om endelig at få den anerkendelse som de mener de har fortjent. De lever rockdrømmen lige så snart de har mulighed for det og vi ser dem spille for halvtomme lokaler og foran totalt uengagerede mennesker, simpelthen fordi de to har svoret aldrig at give op - så længe drømmen lever, lever Anvil.

Filmen går ikke i detaljer med hvorfor præcist det ikke er gået Anvil nær så godt som de bands de optrådte med i Japan, men undervejs i filmen gives der et par bud, rangerende fra ”måske er det fordi vi kommer fra Canada” til ”vi har aldrig rigtigt haft en manager”. En forklaring kunne også være at bandet simpelthen bare ikke havde samme potentiale som de andre, endsige samme talent – men det er ikke et spørgsmål som stilles i løbet af filmen. Det kan muligvis hænge sammen med, at filmen er instrueret af en af bandets tidligere roadies, som naturligvis har haft en enestående mulighed for at komme tæt på drengene, men som samtidig så ikke har gjort dette til en kritisk dokumentarfilm.

Helt centralt i filmen er skildringen af en ganske fesen Europa-turne som drengene begiver sig ud på. De kontaktes af en kvinde der genre vil arrangere denne tour og uden at tænke nærmere over det, kaster de sig ud i en rejse, der med al tydelighed viser at logistik ikke har været hendes stærkeste side. Som før nævnt ser man Anvil spille nogle virkeligt usle gigs under kummerlige forhold eller komme for sent til toge mens de må slæbe alt deres grej selv og sove på busterminaler og i lufthavne.

Et andet omdrejningspunkt er skildringen af tilblivelsen af bandets 13. plade til dato. De tager kontakt med produceren på deres hidtil mest succesfulde plade Metal on Metal fra 82 og han vil gerne hjælpe dem, forudsat de to herrer får skrabet nogle kontanter sammen. Da Lips og Robb normalt ikke har arbejde der genererer massivt overskud, må Lips ligefrem låne flere tusinde dollars fra sin søster, der naturligvis bakker op omkring broderens tilsyneladende håbløse rockdrøm.

Selv om filmen som nævnt ikke går kritisk til værks, så er der til gengæld masser af charme og der tegnes et virkeligt kærligt portræt af de to venner, der både skændes så det brager, for to øjeblikke senere nærmest grådkvalt beder hinanden om tilgivelse. Det kan være hårdt at være bedste venner, især når verden omkring dem ikke har samme visioner for Anvil som dem de selv har.

Filmen er utrolig seværdig også selv om man ikke bryder sig om metal, for det er især portrætterne af Robb og Lips der gør den god. Vi møder to bundærlige og tilsyneladende flinke fyre, der mod alle odds bliver ved med at holde fast i ideen om at spille kompromisløs rock ‘n’ roll til alle der vil høre på dem.

Dokumentarfilmen har ifølge flere kilder været medvirkende til at Anvil rent faktisk har fået nogle bedre gigs, takket være den øgede opmærksomhed på bandet og de to hovedkræfter bag. Så selv om man måske kan finde langt bedre, mere velspillende bands på metalscenen og umiddelbart kan synes at udsigten til at bruge næsten halvanden time i selskab med et par afdankede rockere kan lyde som tortur, så er den alt andet. Det er en kærlig portrætfilm af to midaldrende fyre, der tilsyneladende aldrig giver op, uanset hvor mange slag verden deler ud til dem, så ud over at være rørende og tragikomisk på udsatte steder. så er filmen samtidig en hyldest til alle de som virkelig brænder for en sag – som har et mål og ikke giver op bare fordi de oplever alverdens modgang.

NB – i et virkeligt underligt sammentræf blev filmen udsendt herhjemme blot en uge inden DR2 valgte at vise den. DVD’en kan dog stadig anbefales varmt, idet den også byder på lidt ekstramateriale, for de der gerne vil se mere.


Forrige anmeldelse
« Rango «
Næste anmeldelse
» Martyrs »


Filmanmeldelser