Mest lste
[Filmanmeldelse]

1 - Filmanmeldelse
Homeland – sæson 1, 2 & 3
2 - Filmanmeldelse
Drengen i den stribede pyjamas
3 - Filmanmeldelse
Alting bliver godt igen
4 - Filmanmeldelse
Abraham Lincoln – Vampire Hunter
5 - Filmanmeldelse
Heksen
6 - Filmanmeldelse
Herskab og tjenestefolk: Den komplette samling
7 - Filmanmeldelse
Johan Falk – Gruppen for særlige indsatser
8 - Filmanmeldelse
Krokodillebanden 3 – Alle for en
9 - Filmanmeldelse
Encounters
10 - Filmanmeldelse
Armadillo




Parade (85 min.) Købsfilm / Another World Entertainment
Anmeldt 4/12 2007, 20:49 af Kim Toft Hansen

Cinema varieté


Cinema varieté

Tilbage venstrestil icon lige marginer icon - icon + icon print icon

Cover

Jacques Tatis sidste fuldendte film Parade fra 1974 er et orgie i visuel humor og mimeartisteri, og mest af alt et kalas for folketal med monomani for cirkuskunsten – men det er også vigtigt, at man er til cirkus. Man møder et gennemført fornøjeligt studie af cirkus, så det tangerer det pure metacirkus.

Det er ikke kun Parade, der viser Tatis evne for den dialogløse, visuelle tæft for filmens medie; det er et herskende poetisk udtryk for stilen, der for den plotkrævende kan være trættende og handlingsmæssigt undervægtig. Vi kender al sin væsentlighed Jacques Tati fra og som den uheldige Monsieur Hulot, som var hovedskikkelse i fire af Tatis seks fuldlængdefilm. Filmene om Hulot er også, som Parade også er det, et omhyggeligt og radikalt værksted for mimens kunstart, hvilket giver sig udslag i film, der centrerer sig yderst spædt omkring en integrerende kausalitet – i stedet handler det om Hulot, der – ofte uden helt at være klar over det – roder sig ind i forviklinger og kivsmål. Det gælder fx den statueret ypperligste, mest anerkendte og ikke mindst dristigste Play Time fra 1967, hvor Hulot og en række amerikanske turister farer vild i et særdeles futuristisk Paris. Men det er ikke nok med en falden-på-halen-humor uden hvilken vi aldrig ville have haft Rowan Atkinsons Mr. Bean, som tydeligvis er befrugtet af Monsieur Hulot og den gestikulerende stumme stil. En subversiv udstilling af det moderne, selvbestaltede og udstillende liv indfinder sig også som en understrøm til overstrømmens humoriserende lettilgængelighed. Play Time og de øvrige film fra Tatis hånd er desuden særmærket med en detaljerigdom, der gør filmene talrige gensyn værdige. Der er simpelthen ikke noget, der lever op til Tati i den moderne filmverden (selvom han døde for 25 år siden). Der er tilbøjeligheder til at sammenligne Tatis stil med Chaplin, hvilket da heller ikke er skudt over målet, men selvom Tati ikke benytter megen dialog i sine film, så er der en ekstraordinær eksploitering af filmens lydside. Humoren udspringer ikke kun af gestikulerende overdrivelser og bevægemønstre, men også af en udstilling af moderniseringens lydside, der ofte bliver ligeså absurd som teknikken bag.

Med denne baggrund er der ikke meget, der kan overrumple i Parade, der netop er betydeligt selvbiografisk og nærmest fungerer som en slags opsamling af en række af Tatis bedste gags, men det er spundet ind i et klejnt nærmest irrationelt handlingsmønster. Dette udspringer af en leg med dokumentarismens stilliseringer, som giver den upåagtede seer en følelse af, at dette blot er filmet cirkus – hvilket er langt fra tilfældet. På trods af at vi ’kun’ får en enkelt forestilling, der tilsyneladende foregår en enkelt aften, så tog det omkring to år at lave filmen. Desuden er der en delagtiggørelse af publikum i en helt uhørt og usandsynlig grad, som gør, at filmen fremstår som alt andet end ’blot’ en filmet cirkusmanege. Og ikke nok med det! Filmen er – som jeg strejfede foroven – mere i retningen af metacirkus, idet der er en udstilling af cirkussets bagside – endog i sin mest kærlige men stadigt lettere ironiske tone. Derud over anes en inspiration af de absurde sketch komedier fra Monty Python’s Flying Circus, men det opnår på ingen måde det samme absurdiserede stade og gennemført metaironiske trin – og det er ikke meningen. Parade er i stedet en charmerende hyldest og cadeau til det mimeteatralske, det cirkusfestlige og den humoristiske udstilling og parodiering af menneskelig eksistens. Det er cirkus, så den cirkuskræsne og sketchsøgende stadigt kan være med – og ikke mindst er det Jacques Tati i hans detaljefokuserende, akkurate, charmerende og muntre udtryksmåde, som er et åsyn naturgivent for det stressede fornuftsvæsen. Men man skal for alt i verden acceptere, at det er cirkus. Gør man ikke det, mister man en oplevelse, der gør Benneweis til cirkusvarieteens til Danielle Steel…


Forrige anmeldelse
« Little Red Flowers «
Nste anmeldelse
» Oliver Twist »


Filmanmeldelser