Mest læste
[Filmanmeldelse]

1 - Filmanmeldelse
Homeland – sæson 1, 2 & 3
2 - Filmanmeldelse
Drengen i den stribede pyjamas
3 - Filmanmeldelse
Alting bliver godt igen
4 - Filmanmeldelse
Abraham Lincoln – Vampire Hunter
5 - Filmanmeldelse
Heksen
6 - Filmanmeldelse
Herskab og tjenestefolk: Den komplette samling
7 - Filmanmeldelse
Johan Falk – Gruppen for særlige indsatser
8 - Filmanmeldelse
Krokodillebanden 3 – Alle for en
9 - Filmanmeldelse
Armadillo
10 - Filmanmeldelse
Encounters




"Jomfruer og vampyrer" og "The Living Dead Girl" (90 & 88 min.) Købsfilm / Another World Entertainment
Anmeldt 5/12 2007, 12:32 af Kim Toft Hansen

Når døden ikke er den sidste udvej


Når døden ikke er den sidste udvej

« Tilbage venstrestil icon lige marginer icon - icon + icon print icon

Cover

Lad mig kort præsentere: En bil lægger af sted i en salve af skud fra en efterfølger. På bagsædet forsøger to unge, lidet frastødende franske piger at forsvare sig med seksløbere, indtil en kugle rammer føreren – og de må tage holdt. Efter at være sluppet væk fra forfølgeren, stikker pigerne ild til bilen, og løber forvildet ud i landskabet – i hvert sit klovnekostume. Filmen er begyndt! Men forklaringerne er få. Sådan er film fra den franske instruktør Jean Rollin, hvis film Jomfruer og vampyrer fra 1971 og The Living Dead Girl fra 1982 netop har ramt gaderne. Og vil man se gyserfilm, som man sjældent ser dem, er det et godt sted at starte.

Der er flere instruktører og forfattere, der har arbejdet sig ind i samme krydsfelt, som Jean Rollin gør det, selvom man under overfladen ofte fornemmer en lyst til at iklæde horroren et skalkeskjul af for eksempel lettere spagfærdig folkekomik eller andre kuriøse genrer i denne sammenhæng. Men de mest oplagte genrer at klistre herpå er horror som en grundtone, mens Rollin giver fyldige indslag med vaskeægte erotik. Som ekstra brudflade er det hele svøbt ind i en stemning, der bedst beskrives som surrealisme.

For at starte med det første, så har horroren og erotikken nærmest fra starten været knyttet til hinanden, i hvert fald i de mere moderne versioner af den. Især myten om vampyren er bundet op på erotiske undertoner, som man ser det hos Bram Stoker, mens mere litterære versioner hos for eksempel George Bataille har undersøgt den nære relation mellem lyst og død. Det var altså ikke noget nyt, at Rollin i 70’erne og 80’erne undersøgte grænsen mellem det gyselige, det forkastelige og et voldeligt erotiske. Men kendetegnende er det, at de lænkede piger i Rollins film har svært ved at udtrykke entydig frygt, men i stedet svæver de mellem foragt for fornedrelsen og lystig kropslig adspredelse. Det gælder også de personlige relationer mellem flere hovedpersoner, hvor der gerne ulmer en seksuel resonansbund. Der er således ikke langt fra myten over horroren til erotikken – og retur igen. Hos Rollin er denne cirkelvirkning blot gjort helt eksplicit, så der ikke lades hånt om det seksuelles kobling til dødsdrift og andre snurrige lege.

Det andet, horrorens forhold til surrealismen, er af en mere besværlig form, endog er det en form, der ikke sjældent er undersøgt i både litterære og filmiske forankringer. Det vigtigste filmeksempel er selvfølgelig Luis Buñuels Un chien andalou fra 1929, mens en mere populær instruktør som Clive Barker også har taget momenterne til sig i fx Hellraiser fra 1987, som faktisk er temmelig bataillesk. Endnu mere grundlæggende er i stedet begge genreformers forhold til psykoanalysen, hvad end hvilken formulering den er i. Igennem tiden er horrorgenren nok blevet analyseret stærkest af psykoanalytiske skoler, hvilket for alvor gjorde sig gældende i 70’erne. Og som William Patrick Day skriver, som modspil modspil kritisk harcelleren herimod, i In the Circles of Fear and Desire: ”We cannot pretend that the striking parallels between Freud’s thought and the Gothic fantasy do not exist”. Freud var på den ene side inspireret af litterære former i sine teorier om psyken, mens han i sin sam- og eftertid også inspirerede forfatterne selv. Derfor vil det være akademisk negligisme at forkaste forholdet mellem psykoanalysen og horrorgenren. Samme argument gælder desuden for netop surrealisme, hvor flere kunstnere, herunder Dali og Picasso, arbejdede direkte sammen med psykoanalytikere. Igangsat som en radikal undersøgelse af naturen bag og kilderne til sprog og billedpoesi tilkendegav surrealisme sig som kunstnerisk opfindsomhed, som var direkte baseret Freuds antagelser. Derfor er det uden nyhedsværdi at påberåbe ligheder mellem horror og surrealisme, idet de i visse henseender næsten har samme arnested, om end blot inspirationskilde.

Af ovenstående grunde er Jean Rollin på ingen måde nyskabende. Alligevel er Rollin en i visse kredse afholdt nicheinstruktør, af nogle rent faktisk hyldet for sin visuelle poesi. Det er da også tydeligt, at filmene, som vi her har fået præsenteret, Jomfruer og vampyrer og The Living Dead Girl, har tydelige strøg af velkomponerede billeder, visuel gennemslagskraft og en intrikat undersøgelseslyst, men der er et men: Filmene er kort og godt så fyldt med fejl og skæve valg, at man bliver trukket ud af fascination af de billedbehandlinger, der næsten virker. Filmene kommer således til at tangere ufrivillige metafilm, fordi de i uhensigtsmæssig og flere gange i ekstrem grad kommer til at gøre for meget opmærksom på sig selv. De lave budgetter har for Rollin her derfor tilsyneladende været et betydelig hæmsko frem for den inspirationskraft, mange andre udråber ”for få penge” til at være. Rollin ser ikke ud til at have udnyttet det potentiale, som filmene tydeligvis har. Det mest fascinerende ved Jomfruer og vampyrer er Pierre Raphs musik, der i mange tilfælde trækket i retningen af progressiv 70’er-rock, hvilket skaber en skæv distance til billedmediet, fordi der her foregår usammenlignelige grusomheder.

Hvad der i stedet har kunnet være en kilde til fascination, ligger helt andre steder i filmene. For det første var Rollin en banebrydende instruktør i fransk film, og han er blandt andet anerkendt for at have lavet den første vampyrfilm på fransk. Man aner da også en underfundig tiltrækning i filmene mod det makabre og det normbrydende: Det seksuelles anstrengelser og lystudgydelser trækkes ofte ud af sine romantiske rammer og bringes ind i en syndflod af gomorrisk udnyttelse, men aldrig når Rollin højder som Pier Paolo Pasolini eller Tinto Brass. Hos Rollin forbliver det på genremæssig udnyttelse af genkendelige plots, der fusioneres med surrealistiske og erotiske undertoner. Det surrealistiske aspekt er dog samtidig også et af de punkter, hvor Rollin faktisk punktvist fungerer, specielt i Jomfruer og vampyrer. Her holdes de kausale forklaringsmodeller på et usædvanligt lavpunkt, der faktisk hæver fortælling ud af genreformaliseringen. Af samme grund er Rollin et relativt roligt sted at starte, hvis man ønsker at kaste et jomfrueligt blik på forholdet mellem netop det surreelle og det skælvende (selvom man sjældent skælver af spænding hos Rollin). Man kastes ikke ud uforstående, som man fx kan blive det hos italienske Lucio Fulci, men i stedet lulles man ind i en fortælling, man ikke helt forstår, men accepterer, på baggrund af lange skud og små unødvendige klip. Kilden til fascination ligger derfor på denne balance mellem det utænkeligt kiksede og det tænksomt kreative. Desværre er resultatet hos Rollin, i hvert i de to nævnte film, oftest i retningen af det første.


Forrige anmeldelse
« The Elephant Man «
Næste anmeldelse
» En sand løgn »


Filmanmeldelser