Mest læste
[Filmanmeldelse]

1 - Filmanmeldelse
Homeland – sæson 1, 2 & 3
2 - Filmanmeldelse
Drengen i den stribede pyjamas
3 - Filmanmeldelse
Alting bliver godt igen
4 - Filmanmeldelse
Abraham Lincoln – Vampire Hunter
5 - Filmanmeldelse
Heksen
6 - Filmanmeldelse
Herskab og tjenestefolk: Den komplette samling
7 - Filmanmeldelse
Johan Falk – Gruppen for særlige indsatser
8 - Filmanmeldelse
Krokodillebanden 3 – Alle for en
9 - Filmanmeldelse
Armadillo
10 - Filmanmeldelse
Encounters




Immortals (106 min.) Købsfilm / Nordisk Film
Anmeldt 15/3 2012, 21:03 af Torben Rølmer Bille

Myter, mennesker og mærkværdige manus


Myter, mennesker og mærkværdige manus

« Tilbage venstrestil icon lige marginer icon - icon + icon print icon

Cover

Det er vist et velkendt faktum, at Hollywood aldrig har været bange for at tage sig visse friheder, når det kom til filmatiseringer af nogle af vore ældste, klassiske værker. Græsk mytologi har derfor efterhånden lidt ganske voldsomt: tænk blot på den mekaniske ugle i Clash of the Titans fra 1981 eller det komplette fravær af Olympens guder i skildringen af kampen om Troja i Wolfgang Petersens Troy fra 2004. For de af os, der faktisk har læst dem og har legenderne i frisk erindring, kan det på grund af sådanne tiltag blive ganske smertefuldt at se, hvordan myterne er blevet omsat til film. Selv om man naturligvis ikke kan forvente af Ovid, Homer eller deres kollegaers tekster direkte kan oversættes til et storyboard og selv om man sagtens kan acceptere en hel del friheder, især fordi filmudgaverne gerne skal være tidssvarende, så er det stadig nedslående at opleve, at den film man havde inde i hovedet oftest er langt bedre end den man er vidne til i filmversionen.

Selv om man måske havde håbet at denne tendens ville ophøre med den nye film Immortals, så må man igen forberede sig på at blive ganske skuffet. Indrømmet, mange af elementerne, der udgør historien om den unge Theseus’ eventyr er stadig er bibeholdt, men samtidig viger den også kraftigt fra mytologiens udgave af samme fortælling. Ifølge ekstramaterialet der følger med filmen, er dette helt bevidst gjort idet filmens instruktør aldrig har haft en intention om at gengive originalmaterialet, men snarere levere hans egen (hyperæstetiserede) udgave af selvsamme.

Lad det være sagt med det samme, Immortals er da også en bragende flot film. Det er ikke noget under for det er den indiskfødte, tidligere musikvideoinstruktør Tarsem Singh, der har sat sit umiskendelige fingeraftryk på filmens visuelle udtryk. De kapelgæster, der i forvejen har lagt mærke til Tarsems stil i The Cell og The Fall ved godt, at manden er i stand til at give seeren en utrolig visuel oplevelse, der ikke ligner noget andet man ser i mainstreamfilmen i dag. Her skuffer Immortals bestemt heller ikke. Det er en af de få film hvor det er muligt at trykke på pauseknappen på et hvilket som helst tidspunkt i forløbet og opleve at det billede som står fastfrosset foran en, er så smukt, velkomponeret og lækkert, at man næsten har lyst til at slikke på det.

Det er også en film, der benytter sine 3D effekter overlegent – for er man så heldig at have mulighed for at se filmen i 3D i hjemmet, bør man få fat i BluRay udgaven, hvor dette fungerer vældigt godt. Immortals hører til blandt den sjældne type af film, hvor 3D effekten er benyttet som andet end blot et gimmick. Billedsiden er bevidst komponeret i 3D og på den måde er der ikke kun tænkt kompositorisk i framingen af de enkelte scener, men også på hvordan forgrund fungerer i forhold til baggrund. Det er kun i ganske få scener, at enkelte kontraster mellem for- og baggrundene gør, at man irriteres en smule over dybdevirkningen, idet kanterne mellem figur og baggrund bliver slørede eller visse objekter i baggrunden deler sig i to. Men ud over disse ganske få irritationsmomenter kan man altså ikke sætte en finger på hverken filmens tekniske side, de utroligt flotte kulisser, kostumer eller kampkoreografien for alt dette imponerer vildt.

Hvad der derimod ikke imponerer, er filmens interne mangel på logik. Den første times tid virker ellers lovende. Her er vi vidne til unge Theseus, der bor i en afsidesliggende by nær havet. Hans mor og han selv anses for andenrangsborgere idet moderen undfangede Theseus efter en voldtægt. (Det nævnes aldrig direkte i filmen, at det var Zeus, der var blevet lysten.) Hun passer templet og han træner med sine våben. Idyllen brydes i samme sekund kong Hyperions mænd invaderer byen og dræber moderen foran ynglingen. Theseus fanges og tvinges til at arbejde i nogle saltminer langt borte. Hyperion leder febrilsk efter en magisk bue, som han vil gøre alt for at finde. Derfor har kongen fanget oraklerne, som er blevet ført til samme saltmine. Kongen håber at de smukke orakler vil kunne afsløre hvor buen er blevet gemt . Det lykkes Theseus at flygte sammen med oraklet, en håndfuld andre fanger og af omveje kommer han selv i besiddelse af den overjordiske bue efter en drabelig kamp med en minotaurlignende kriger. Så langt så godt.

Filmen knækker imidlertid helt efter cirka en time - og de, der ikke vil have for meget information om den videre handling, bør derfor springe til sidste afsnit af denne anmeldelse. Hyperion lægger en snedig fælde for Theseus og da bagholdet lykkes, får en hyænelignende hund stukket buen i gabet og bliver bedt om at løbe til Hyperions lejr og overdrage den til kongen. Samtidig får Theseus & Co. hjælp af guderne, til at besejre de mange soldater. I en spektakulær sekvens pulverisres der kranier indtil selveste Zeus dukker op og sætter en stopper for løjerne, ved at slå den anden gud som hjalp menneskene ihjel. Det er nu tydeligvis forbudt for guderne at blande sig direkte i menneskers færden – hvem havde troet det? Zeus giver dog Hyperion og hans slæng et par heste, der ifølge guden ”kan løbe hurtige end vinden og som først dør når de standser.” Så Zeus må altså godt? Disse bovlamme krikker er dog ikke i stand til at indhente den grimme køter, så buen får Hyperion naturligvis. Selv om man ikke kan tale om realisme i forbindelse med Immortals, så virker dette bare fjollet og ugennemtænkt. Det kræver ikke mange timer på manuskriptskolen, før man har villet kunne finde på en mere elegant måde at lade Hyperion få fat i buen på, eller få skabt overensstemmelse i hvor høj grad guderne må hjælpe de dødelige.

Værre endnu bliver det op mod filmens utroligt voldsomme klimaks, for her slipper Hyperion, som antydet i filmens start, titanerne fri. Titanerne er, i Tarsems stiliserede udgave, lige som guderne på størrelse med almindelige mennesker. Guderne er guldfarvede, stærkere, hurtige og Titanerne deler disse egenskaber de er blot dækket af indtørret, sort mudder. Begge parter er - overraskende nok - forholdsvis nemme at slå ihjel. For der er et højt body count, både blandt titaner og guder. Her bliver hoveder hugget af, kroppe flækket og ansigter mast. Dette opgør kunne man også nemt have forestillet sig langt mere episk og imponerende og det faktum at guderne lider døden virker mærkeligt. Det er en kamp som er umådeligt flot og blodigt eksekveret, men dette ændrer ikke på det faktum, at man må undres en hel del over hvorfor udfaldet er som det bliver og hvorfor eksempelvis guderne ikke valgte at dræbe titanerne i stedet for at holde dem fanget, når de nu havde så let ved at dø?

Kort sammenfattet, så er Immortals en film der giver meget godt at se på men hvis interne logik og især sammenhængen til den velkendte mytologi halter lige så meget som Achilleus efter han fik beskadiget sin hæl. Det er irriterende, at når nu producenterne smider så mange penge efter en film, der tager udgangspunkt i en fantastisk historie, så ikke samtidig kræver at gennemlæse manuskriptet nøje for at se om historien også holder. Det gør det desværre ikke. Så Immortals ender ud med at være en fryd for sanserne men en skuffelse for de der holder af de gamle græske helte og episke eventyr.


Forrige anmeldelse
« Rubber «
Næste anmeldelse
» Nausicaä fra vindenes dal »


Filmanmeldelser