Mest læste
[Filmanmeldelse]

1 - Filmanmeldelse
Homeland – sæson 1, 2 & 3
2 - Filmanmeldelse
Drengen i den stribede pyjamas
3 - Filmanmeldelse
Alting bliver godt igen
4 - Filmanmeldelse
Abraham Lincoln – Vampire Hunter
5 - Filmanmeldelse
Heksen
6 - Filmanmeldelse
Herskab og tjenestefolk: Den komplette samling
7 - Filmanmeldelse
Johan Falk – Gruppen for særlige indsatser
8 - Filmanmeldelse
Krokodillebanden 3 – Alle for en
9 - Filmanmeldelse
Armadillo
10 - Filmanmeldelse
Encounters




Lemmy (116 min.) Købsfilm / SF-Film
Anmeldt 17/4 2011, 19:40 af Torben Rølmer Bille

100% Lemmy!


100% Lemmy!

« Tilbage venstrestil icon lige marginer icon - icon + icon print icon

Cover

Taglinen for den nye dokumentarfilm om Mötörheads frontmand Lemmy er: ”49 % Motherfucker, 51% son-of-a-bitch !” hvilket naturligvis er både sigende, sjovt og rigtigt. For selv om dokumentarfilmen - allerede inden den rigtigt er kommet i gang - viser sig ikke at ville bestræbe sig på at give seeren en objektiv og nøgtern skildring af manden i midten (som dokumentarfilmgenren ret beset bør), så viser den os i stedet en næsten to timers lang kærlighedserklæring til Lemmy. Det er også helt i orden, for hvis der er en figur der er værd at holde af indenfor rock’n’rollens brogede verden så er det utvivlsomt denne vortebefængte, sortklædte, langhårede basspiller, der mere end nogen anden nulevende rockstjerne er indbegrebet af cool.

Det er også meget svært for filmens to instruktører at skjule deres udelte begejstring – et faktum, der især kommer til udtryk i den lille, meget underholdende, ”Making of” dokumentar der følger med. Herrerne er store fans og lægger ikke skjul på det. Selv om det selvsagt ikke udelukkende har været en dans på roser i de år de har fulgt Mötörhead på tour og Lemmy i sit beskedne hjem i LA, så virker det som om instruktørerne slet ikke kan få armene (hvis hænder konstant laver horn) ned igen. Man bør derfor endelig ikke tro at Lemmy, i stil med Metallica-filmen Some Kind of Monster, er en film, som forsøger at blotlægge dysfunktionelle træk i bandet - nej denne film skal snarere ses som en ublu hyldes til en mand, der ikke går på kompromis med noget, er bundærlig omkring det han laver og som ikke giver en fladhamret skid for hvad folk må mene om ham eller hans musik.

Det er faktisk ganske nemt for filmfolkene at komme bag facaden på Lemmy Kilmister, for det virker faktisk som om der ikke er en facade at dykke om bag. Det engelske udtryk ”what you see, is what you get” synes i denne sammenhæng at være utroligt passende. Vi starter i filmen ud med at blive inviteret indenfor i Lemmys utroligt lille, meget rodede lejlighed, hvor han dels lader sig interviewe om sit syn på dette eller hint, dels spiller videospil eller stolt viser sin våbensamling frem til kameraet. Vi følger også Lemmy på tur ned til sit stamværtshus, hvor han spiller på spilmaskine, får en drink og ryger endnu en af dagens millionvis af smøger.

I den første del af filmen er ordet primært givet til alle andre end Lemmy selv, for et veritabelt hav af kendisser indenfor rockverdenen og Lemmys nærmeste omgangskreds fortæller anekdoter om manden. I den anden halvdel af filmen er det primært musikken, der kommer til at fylde, for her bliver seeren hevet med ombord på Mötörheads tourbus og nu er det hans medmusikanter, roadcrew’et og Lemmy selv der fører ordet. Der bliver ikke givet ret meget tid til at tale om selve musikken, om hvordan den bliver til, men det er heller ikke musikken der er i centrum, det er mennesket Lemmy. Alt er dog krydret med liveoptagelser, et omfattende arkivmateriale og Mötörheads musik florerer også konstant bag billederne.

Der er øjeblikke i denne film som man sent vil glemme, hvad enten man er stor Mötörhead-fan eller man aldrig har hørt om bandet før – for Lemmy er en af den slags film, der er så utroligt veloplagt skruet sammen og besidder sådan en fortællelyst, at den nemt kan nydes af folk, der ikke har den mindste forstand på metalscenen. Eksempelvis kan man være vidne til Lemmy, der laver hjemmelavede fritter i sit køkken, kører rundt i en lille tysk tank i fuld naziuniform, eller for den sags skyld taler om de 1000 kvinder han har haft sex med (i grunden ikke så mange, som han selv siger), men ud over disse mere sensationslystne sekvenser bliver man hurtigt begejstret for den attitude og umiddelbarhed som Lemmy har til verden. Da han i et radioshow bliver spurgt om ”hvordan har du overlevet alle disse år?” er svaret ”jeg har ladet være med at dø – det er hemmeligheden bag al overlevelse.”

Hvad der dog er enestående ved filmen er at man får et blik ind i en mands liv, der viser sig at det indimellem kan betale sig at gøre præcis det man har lyst til. Det kan godt være men ikke bliver millionær af det, eller for den sags skyld bliver vellidt af alle, men i det mindste kan man som en af de eneste i branchen stadig stave til integritet. Som en af de mange medvirkende siger på et tidspunkt i filmen; ”Det som er vigtigt er, at Lemmy legitimerer rock’n’roll livsstilen- et signal til alle os andre om, at hvis Lemmy kan gøre det, så kan vi også.”

Lemmy er en enestående dokumentarfilm, der er i en tid hvor medierne har fokus på overfladiskhed, ligegyldig kendisstatus og ”fifteen seconds of fame” beviser, at der stadig eksisterer folk i musikbranchen, der lever efter deres egne regler, ryger og drikker som det passer dem og er skide hamrende ligeglade med hvad andre mener om dette.

DVDen byder på et væld af ekstramateriale – faktisk så meget at filmen og ekstramaterialet er fordelt på hele to DVD’ere. Der er koncertoptagelser, interviews, jam-sessionen med Metallica i fuld længde, et nærgående portræt af road-crew’et og meget, meget mere. For en gang skyld er dette ekstramateriale så interessant og underholdende flikket sammen, at man selv efter hovedfilmen er slut straks har lyst til at gå på opdagelse i det. Kort sagt bør man få fat i Lemmy og lære Mr. Kilminster bedre at kende – for det beviser at det er såre nemt at lave dokumentarfilm, så længe den handler om en personlighed, der har så meget sjæl, hjerte, originalitet og ikke mindst – ægthed – som Lemmy har.


Forrige anmeldelse
« Armadillo «
Næste anmeldelse
» The Rocky Horror Picture Show »


Filmanmeldelser