Mest læste
[Filmanmeldelse]

1 - Filmanmeldelse
Homeland – sæson 1, 2 & 3
2 - Filmanmeldelse
Drengen i den stribede pyjamas
3 - Filmanmeldelse
Alting bliver godt igen
4 - Filmanmeldelse
Abraham Lincoln – Vampire Hunter
5 - Filmanmeldelse
Heksen
6 - Filmanmeldelse
Herskab og tjenestefolk: Den komplette samling
7 - Filmanmeldelse
Johan Falk – Gruppen for særlige indsatser
8 - Filmanmeldelse
Krokodillebanden 3 – Alle for en
9 - Filmanmeldelse
Encounters
10 - Filmanmeldelse
Armadillo




Wasteland Tales (72 min.) Købsfilm / Another World Entertainment
Anmeldt 6/11 2010, 11:00 af Kim Toft Hansen

Lad os danse postapokalypso


Lad os danse postapokalypso

« Tilbage venstrestil icon lige marginer icon - icon + icon print icon

Cover

I april dette år afholdtes en filmfestival i Danmark under navnet MovieBattle 2010. Temaet for festivalen var postapokalypsen – tiden efter den store udryddelse på Dommedag er overstået. Flere fra den danske filmundergrund deltog, og en række etablerede navne i dansk filmindustri og filmkritik skulle vurdere dem. Seks af de kortfilm, som blev vist på festivalen, er nu udkommet på den samlede dvd under fællestitlen Wasteland Tales.

For de fleste vil det nok være relativt ukendte navne, der figurer både foran og bag kameraet. Den mest etablerede blandt instruktørerne er Shaky González, der har været en interessant undergrundsfigur i dansk film, siden han instruerede Nattens engel (1998). Der gemmer sig dog små kendisser rundt omkring, fx Thomas Eje som – ifølge filmen cover – ”mean motherfuckin’ gunslinger” og Eric Holmey i en replika af sin egen rolle i Conan the Barbarian (1982).

Alle seks film tematiserer, hvordan de efterladte mennesker vil reagere, hvis apokalypsen – udefrakommende eller selvskabt – skulle komme. Pudsigt nok er der to af de seks, der trækker kønsspørgsmålet ind. Shaky González ”The Last Warrior” overvejer konsekvensen af mandens udryddelse, mens David Sakurais ”I Barbari del CPH” ser det fra den anden vinkel: kvindens udryddelse. Den eneste, der falder noget udenfor samlingen, er den selvproklamerede Solkongens ”Tutorial – How to kill a racist”, der faktisk ikke tænker postapokalypsen ind. Det er også den mindst interessante af de seks.




De to kønsinteresserede kortfilm er mest hårdslående actionfilm med homager til en lang række lignende, hårdslående film fra 80’erne. ”The Last Warrior” er en pastiche på og en stor kærlighedserklæring til de mange eventyractionfilm fra firserne á la Mad Max-filmene og Conan the Barbarian. Den er bevidst kikset og hamrende morsom – se bare den ”indiske” dansescene til sidst. ”I Barbari del CPH” ser i højere mod øst til kinesiske kungfu-film, men trækker nogle noget syrede indslag ind. Hovedpersonen, der er klædt og opfører sig som Elvis, har fx et favoritvåben: en guitar, som han skyder laserstråler med, når han spiller soli.

Jack Hansens ”Max Fury” spiller på mange af de samme tangenter: en række pasticher på voldsfilm, der trækkes så lang ud, at det faktisk bliver ret morsomt. Der er dog ikke meget mere i Hansens bidrag, der dog nok er et af de bedst koreograferede. Koreografien og særligt historien er dog helt i top i vinderen af publikumsprisen til festivalen: Philip Th. Pedersens ”Eastern Army”. Pedersen formår ikke kun at opbygge omfattende slagscener, men han og crewet har også evnet at koble en vedkommende og stramt komponeret historie på.




Samlingens mest originale bidrag er dog Jonas D. Mouritsens og Jens R. Christensens ”Connected”, der stil- og stemningsmæssigt overstiger de øvrige. Der er ingen tvivl om, at de mange pasticher og homager til velkendte og mindre lødige temaer og film fungerer godt og morsomt.”Connected” er derimod en fortælling, der med meget få virkemidler – helt uden dialog – fortæller mere, end nogen af de andre bidrag. Filmen kan i øvrigt ses ganske gratis på filmens officielle hjemmeside.

Samlet er Wasteland Tales en interessant samling film, der antyder, hvor meget der sker i dansk undergrunds- og independentfilm for tiden. Det er samtidig tydeligt, at mange af instruktørerne og de medvirkende er bevidste om de mange film, de trækker på – der indgår megen pastiche. Det er også fint og ofte både veleksekveret og hylende morsomt for de, der har set ligeså mange film, som folkene bag. Men reservoiret og pastichens udtryk bliver også hurtigt brugt op. Og når independent-branchen tør spille på nogle mere originale vinkler – som det selvstændige jo signalerer en klar mulighed for – så er det tydeligt, at der er fine talenter på færre. Mere af denne slags, tak! Det er befriende.


Forrige anmeldelse
« After.Life «
Næste anmeldelse
» The Young Ones og Bottom »


Filmanmeldelser