Mest læste
[Filmanmeldelse]

1 - Filmanmeldelse
Homeland – sæson 1, 2 & 3
2 - Filmanmeldelse
Drengen i den stribede pyjamas
3 - Filmanmeldelse
Alting bliver godt igen
4 - Filmanmeldelse
Abraham Lincoln – Vampire Hunter
5 - Filmanmeldelse
Heksen
6 - Filmanmeldelse
Herskab og tjenestefolk: Den komplette samling
7 - Filmanmeldelse
Johan Falk – Gruppen for særlige indsatser
8 - Filmanmeldelse
Krokodillebanden 3 – Alle for en
9 - Filmanmeldelse
Encounters
10 - Filmanmeldelse
Armadillo




The Young Ones og Bottom (320 + 510 min.) Købsfilm / Panvision
Anmeldt 9/11 2010, 09:25 af Jørgen Riber Christensen

To milepæle i sitcom-historien i én pakke


To milepæle i sitcom-historien i én pakke

« Tilbage venstrestil icon lige marginer icon - icon + icon print icon

Cover

På BBCs oversigt over de 100 bedste britiske sitcoms er Young Ones den 31. bedste serie. (Den i Danmark ikke særlig kendte Only Fools and Horses er nummer 1.) Serien blev først vist på BB2 i 1982 og senere på MTV, hvilket ikke kan undre, fordi seriens målgruppe fremgår af titlen. Den er imidlertid også titlen på Cliff Richards hitsang, og Cliff Richard er de fire unge hovedpersoners idol – på en ret ironisk måde. De er studerende på Scumbag College, og de repræsenter hver en sociologisk ungdomstype. Neil er den vegetariske hippie, som fortjent mobbes af de andre. Han studerer fred. Rick er den anarkistiske, marxistiske sociologistuderende, og som ”The People’s Poet” skriver han utålelig dårlig og selvhøjtidelig poesi. Vyvyan Barsted er punker med nitter i panden. Han studerer medicin, og han er også ekstrem voldelig. Mike ser sig selv som ”The Cool Person”. Han er mere straight og normal end cool, og hans funktion i personsammensætningen er at få de andre tre til at synes endnu komisk usædvanlige. Mr. Balowski, spillet af Alexie Sayle, er de studerendes husvært.

Betydningen af The Young Ones i tv-historien beror på, at den som sitcom dels holdt fast i det traditionelle sitcom-fortællemønster og dels var banebrydende for den postmoderne fragmentarisme. Den dramaturgiske opbygning af hver episode blev brudt af indlagte musiknumre, egentlig uden nogen relation til handlingen, og handlingen blev også blev brudt af indklippede småsketcher som fx den med radioværten, der er kyklop og sørøver, hvilket gør klappen for øjet ret besværlig. De unges køleskab er så ulækkert, at madvarerne deri efterhånden blev levende, og de har selv små animerede sketches.

The Young Ones anarkistiske og surreale form gør den til direkte arvtager af radioserien The Goon Show og tv-serien Monty Python’s Flying Circus. De fleste af de deltagende skuespillere og manuskriptforfattere havde tidligere arbejdet i komikerkollektivet The Comic Strip, som også havde produceret en række morsomme tv-episoder. Først i 1990’ere samarbejde Rik Mayall og Adrian Edmondson om serien Bottom, som er udmærket at gå videre med, når man har gennemset The Young Ones et par gange. Det kan serien bestemt tåle. Den anbefales, og selv episoden Boring er voldsomt interessant og underholdende.

Bottom blev nr. 45 i BBCs oversigt over de 100 bedste britiske sitcoms, og serien har en slående kvalitet. Der er meget voldelig slapstick humor i den. Fx i scenen i en anden episode ”Gas” med den uheldige gasmåleraflæser, som får mange slemme bank. Imidlertid er det lykkedes i serien, at overføre tegnefilmens fortællemåde i de voldsomme scener, så de først er fremmest bliver morsomme med deres vilde overdrivelser.

De to bærende karakterer er de miserable, arbejdsløse, ensomme, smagløse og uheldige mænd og sociale tabere, Richie og Eddie med det lige så uheldige fulde navn Edward Elizabeth Hitler. De bor sammen i en af verdens ulækreste lejligheder.

Det er Rik Mayall og Adrian Edmondsons veloplagte sammenspil, der gør serien god. Man har ofte fornemmelsen af, at de to skuespillere synes, at handlingen er lige så sjov, som publikum gør det, hvilket bidrager fint til morskaben.


Forrige anmeldelse
« Wasteland Tales «
Næste anmeldelse
» Slipstream »


Filmanmeldelser