Mest læste
[Filmanmeldelse]

1 - Filmanmeldelse
Homeland – sæson 1, 2 & 3
2 - Filmanmeldelse
Drengen i den stribede pyjamas
3 - Filmanmeldelse
Alting bliver godt igen
4 - Filmanmeldelse
Abraham Lincoln – Vampire Hunter
5 - Filmanmeldelse
Heksen
6 - Filmanmeldelse
Herskab og tjenestefolk: Den komplette samling
7 - Filmanmeldelse
Johan Falk – Gruppen for særlige indsatser
8 - Filmanmeldelse
Krokodillebanden 3 – Alle for en
9 - Filmanmeldelse
Encounters
10 - Filmanmeldelse
Armadillo




Rædslernes blodige by (1980) (88 min.) Købsfilm / Another World Entertainment
Anmeldt 23/10 2008, 08:35 af Kim Toft Hansen

En mare ridder over byen


En mare ridder over byen

« Tilbage venstrestil icon lige marginer icon - icon + icon print icon

Cover

Film om de reanimerede døde er ofte benyttet som forskellige kritiske indfald. Zombiegenren er særdeles anvendelig til at illustrere og kritisere mennesket som flokdyr, der ikke nødvendigvis træffer rationelle valg, men i stedet styres af lystbetonede interesser. Umberto Lenzis klassiske zombieslasher Rædslernes blodige by fra 1980 kaster sig over et emne ikke sjældent set i genren, nemlig et atomudslip på et kraftværk.

Det er ikke alle film i genren, der forsøger på at forklare, hvorfor zombierne dukker op, mens der samtidig derfor også kan være mere eller mindre kreative plotudspil (blandt de mest kreative er Lucio Fulcis Rædslernes hotel). Den praktiske løsning, om jeg så må sige, er ofte at lade et giftudslip af en art animere de døde igen. Derfor er en af styrkerne i genren rent faktisk, at begge sider ofte skildres som ofre: Zombierne er tidligere mennesker, der ikke kan gøre for den situation, de er havnet i, mens de – der stadig har livet i god behold – selvfølgelig er de reelle ofre.

Derfor er Rædslernes blodige by (også kendt som Nightmare City eller Incubo sulla città contaminata) tydeligvis en kritik af atomkraft, hvilket undervejs bliver slået fast med syvtommersøm. Reporteren Miller skal interviewe en ekspert i atomkraft på baggrund af det radioaktive udslip, men da Miller ankommer til lufthavnen, lander et uidentificeret fly, hvorfra eksperten stiger ud – som en forbrændt zombie. Det er simpelt, det er ligetil, og vi får det, vi ønsker – zombiegenren skal blot have sådan en undskyldning for at kunne igangsætte de paranoide jagtsekvenser og blodige slagtninger.

Derfor er det nok den største svaghed i Rædslernes blodige by, at filmens special effects ikke er særligt gennemførte. Umberto Lenzi er da også en herre over lavbudgetter, så det overrasker måske ikke, og det er da heller ikke her, man skal se hen for at finde filmens styrker – for der er nogle. Selvom de tekniske omstændigheder og den smalle fortælling ikke blænder med ukendte vinkler (udover en overraskende slutning), så er det interessant, hvordan filmen benytter zombiegenren til et kritisk budskab. Det understreges kraftigt, at mennesket selv er skyld i de problemer, som vi roder os ud i, hvilket for så vidt derved gør filmen bare en lille smule aktuel i dag. Det kan vel ikke vare længe, inden vi får den første klimapolitiske zombiefilm.

Zombiegenren er derfor generelt interessant som tidsbundet diskussion af emner, der er dukker op i tiden. Atomkraft var et omdiskuteret problem i slutningen af 70’erne (og er det vel egentlig stadig), og af samme grund kan det ikke undre, at det dukker op som zombiefilm. Rædslernes blodige by er en populærversion af denne diskussion, og får ikke givet et eneste godt argument imod atomkraft – andet end zombificeringen, der vel også taler sig eget tydelige sprog.

Umberto Lenzi har hele tiden stået lidt i skyggen af de større, italienske instruktører – fx Dario Argento, Lucio Fulci og Ruggero Deodato – med sine produktioner, hvilket ikke er helt uden årsag. Det ser man tydeligt i Rædslernes blodige by eller Cannibal Ferox, der er interessante, dragende for genreinteresserede, men generelt formår de ikke andet end at spille på det æteriske sensationselement. Men for os, der kan lide den slags – ja, vi reanimeres gang på gang…


Forrige anmeldelse
« Med ret til at dræbe «
Næste anmeldelse
» Max Payne »


Filmanmeldelser