Mest læste
[Filmanmeldelse]

1 - Filmanmeldelse
Homeland – sæson 1, 2 & 3
2 - Filmanmeldelse
Drengen i den stribede pyjamas
3 - Filmanmeldelse
Alting bliver godt igen
4 - Filmanmeldelse
Abraham Lincoln – Vampire Hunter
5 - Filmanmeldelse
Heksen
6 - Filmanmeldelse
Herskab og tjenestefolk: Den komplette samling
7 - Filmanmeldelse
Johan Falk – Gruppen for særlige indsatser
8 - Filmanmeldelse
Krokodillebanden 3 – Alle for en
9 - Filmanmeldelse
Encounters
10 - Filmanmeldelse
Armadillo




After.Life (104 min.) Købsfilm / SF-Film
Anmeldt 6/11 2010, 10:53 af Torben Rølmer Bille

På tur i limboland


På tur i limboland

« Tilbage venstrestil icon lige marginer icon - icon + icon print icon

Cover

Det er egentlig en ganske interessant præmis, som er udgangspunktet for den amerikanske film After.Life. En ung lærerinde – Anna - kommer i et skænderi med sin kæreste og kører i vrede væk fra den restaurant som de har opholdt sig på. Da hun et kort øjeblik er uopmærksom, kolliderer hendes bil med en modkørende lastbil og hun mister bevidstheden. Da hun vågner op igen befinder hun sig hos en bedemand, der fortæller vores hovedperson at hun er død og at den eneste grund til at han kan tale med hende er, at han har nogle medfødte evner, som almindelige mennesker ikke har: evnen til at kommunikere med de døde.

Hun tvivler naturligvis straks på bedemandens udsyrede forklaring, for selv om mange ting peger på at han faktisk taler sandt, så kan det lige så vel være, at han på forskellig vis manipulerer hende til at tro at hun er død, som en del af hans syge plan. Der er nemlig flere ting, der peger i retning af denne mistanke faktisk kan være berettiget. Eksempelvis forbyder bedemanden Annas kæreste i at se hende efter han mistænker, at der kan være noget virkeligt galt i forbindelse med Annas død, dels oplever hun, at en af hendes elever får øje på hende i bedemandens hjem, da hun for et øjeblik lykkes at undslippe kølerummet.

Tvivlen om hvorvidt Anna virkelig er i live eller blot oplever at hendes sjæl stadig klynger sig fast til det jordiske liv, er det som holder After.Life i gang. Man kan godt sætte spørgsmålstegn ved på om denne binære tvivl faktisk kan bære halvanden times film og med rette – for filmen er flere gange ved at miste sit greb om både fortælling og de karakterer der optræder i den. Til gengæld leger filmen også med både de mest oplagt metafysiske og filosofiske spørgsmål, der kan opstå omkring livet og døden.

Bedemanden Eliot spilles af Liam Neeson, der formår at balancere mellem at være imødekommende og ubehageligt skræmmende når scenerne kræver det. Anna, der portrætteres af en indimellem ganske afklædt Christina Ricci, fungerer også nogenlunde, men uanset hvor nøgen hun er, lykkes det hende aldrig at brænde helt igennem og formidle den utrolige desperation som situationen hun er endt i burde afføde. Denne mangel på skuespillermæssig overtalelsesevne mangler dog især Justin Long, der spiller rollen som den desperate kæreste, der nægter at acceptere Annas død med lige så stor indlevelse og nuance som en papfigur af Arnold Schwarzenegger.

After.Lifes bærende idé er det som holder filmen oppe, for dramaturgisk fungerer den faktisk fint, i og med at man som tilskuer – lige som Anna - konstant bringes i tvivl om hvorvidt man skal acceptere den ene version af fortællingen eller den anden. Nysgerrigheden og tanken om hvorvidt man har luret filmens overordnede plot fra starten af er derfor det som fungerer allerbedst. Man sidder som seer og vægter beviserne for om hun er i live eller faktisk er død over mod hinanden og denne leg med det fiktive univers forbliver det bedste ved filmen.

Man kunne godt have ønsket at filmen tog sig lidt bedre tid til at filosofere over livet og døden, når nu disse emner er så centrale for handlingen. Det er især her, at filmen ikke udnytter sit dramatiske potentiale optimalt. Instruktøren og manuskriptforfatterne burde måske have gransket lidt flere eksistentielle og religiøse hovedværker før de havde indledt projektet, for man ville med nemhed kunne have indarbejdet langt mere komplekse filosofiske diskussioner i fortællingen uden samtidig at gøre den kedelig eller dogmatisk. Sagt på en anden måde: den situation som filmen indledningsvis præsenterer tigger jo nærmest om dialoger, der går lidt videre end: ”er jeg virkelig død?”.

Filmens måske vigtigste budskab er, at man skal huske at værdsætte livet og som Piet Hein skrev det: ”lev mens du gør det”, for alternativt så ved man jo aldrig hvornår man ender op hos en mystisk bedemand, der hævder at det hele allerede er slut.


Forrige anmeldelse
« A Christmas Carol «
Næste anmeldelse
» Wasteland Tales »


Filmanmeldelser