Mest læste
[Filmanmeldelse]

1 - Filmanmeldelse
Homeland – sæson 1, 2 & 3
2 - Filmanmeldelse
Drengen i den stribede pyjamas
3 - Filmanmeldelse
Alting bliver godt igen
4 - Filmanmeldelse
Abraham Lincoln – Vampire Hunter
5 - Filmanmeldelse
Heksen
6 - Filmanmeldelse
Herskab og tjenestefolk: Den komplette samling
7 - Filmanmeldelse
Johan Falk – Gruppen for særlige indsatser
8 - Filmanmeldelse
Krokodillebanden 3 – Alle for en
9 - Filmanmeldelse
Encounters
10 - Filmanmeldelse
Armadillo




Off Screen (88 min.) Købsfilm / Another World Entertainment
Anmeldt 16/4 2008, 19:02 af Torben Rølmer Bille

Stakkels, lille bussemand!


Stakkels, lille bussemand!

« Tilbage venstrestil icon lige marginer icon - icon + icon print icon

Cover

Som så mange gange før bliver man snydt af reklamen. Coveret til Off Screen synes at indikere et stærkt action-gidseldrama, med undertoner af Videodrome og Matrix. Noget som nærmest kun forstærkes, når man læser informationerne om filmen. Filmen, der handler om en mand, der tager gidsler for at få chefen for elektronikvirksomheden Phillips i tale, er løseligt baseret på virkelige hændelser. Det er sandt, at filmen også handler om konspirationsteorier, men dermed er det ikke sagt, at det er en sensationssøgende science-fiction- og actionfilm fra Holland. Derimod er Off Screen, lige som sin danske navnebror, en film om en mand, der lige så langsomt mister grebet om både sig selv, sin omverden og ikke mindst sit sind.

Filmen starter in medias res med, at John tropper op i forhallen til en kontorbygning, fortæller de ansatte at det er en gidseltagning, og beordrer alle uvedkommende ud. Han får vagten til at låse alle udgange, ringe til en liste af mediefolk, som han har medbragt, og fortæller desuden, at han har en kraftig bombe i sin taske, som han har tænkt sig at sprænge - med mindre han kan komme til at tale med chefen for Phillips tv-afdeling. Gennem en serie lange flashbacks, fortælles så historien om, hvordan John kom så vidt.

John er en gammel knark. Han er rutineret buschauffør i Amsterdam. I over 36 år har han kørt den samme bus, den samme rute, og der er ikke noget, som hverken kan overraske eller ryste ham, med mindre hans boss vil have ham til at køre en bus, som er overplastret med reklamer, for dem kan John ikke lide. Møder John irriterende kunder på sin vej, gør han brug af passiv modstand. Sidst men ikke mindst sørger han med pinagtig præcision hver dag for at holde akvariet i buschaufførernes kantine rent og fodre fiskene. Der går dog ikke længe, før det hurtigt går op for seeren, at alt ikke er, som det skal være.

I sin lejlighed kører fjernsynet nærmest uafbrudt. John kender alle quiz-svarerne. I køkkenet hænger børnebørnenes tegninger, og John synes at kunne fornemme deres glade barnestemmer, når han kommer ind af døren, men de formummer hurtigt - og det viser sig at de ikke længere kommer på besøg. Han skal snart gå på pension, men over for sin boss insisterer John på, at han vil fortsætte så længe, som det er muligt. Det er helt tydeligt, at det er arbejdet, rutinen, gentagelsen, som giver John den sidste smule tilfredsstillelse han har.

Efter en kvindelig kunde har klaget over, at John har overfuset hende uden grund, tvinges han til at køre en anden rute. På den nye rute møder han ved et tilfælde den øverste chef for Phillips. Dennes bil er gået i stå på en øde landevej, og John tager ham med op. Uheldigvis glemmer chefen sin attachemappe i bussen. John åbner forsigtigt mappen, da han kommer hjem, og finder i den de breve, han har skrevet til Phillips: klager over deres nye widescreen tv. Da John vil aflevere kufferten på Phillips, vil chefen ikke indrømme, han kender Johns navn. Først da de senere mødes igen i bussen, kryber chefen til korset. Han ved godt, hvem John er, og samtidig giver han John ret i de antagelser, denne har haft overfor den nye produktlinje.

Sideløbende med hovedhistorien følger vi også John forsøge at kontakte hans kone, deres datter og børnebørnene, men de vil ikke kendes ved ham, og beder ham om at holde sig væk. Filmen giver ikke noget endeligt svar på præcis, hvorfor Johns kone blev tvunget til at flytte, eller hvorfor hun holder så strengt på, at John ikke længere må se sin familie.

Kernen af denne film er historien om en mands personlige nedtur. Om hvad der sker, når livet pludselig ikke længere synes værd at leve. Pieter Kuijpers har med enkle virkemidler og ikke mindst en helt fantastisk underspillet hovedrolleindehaver (Jan Decleir) formået at skabe en lille, meget personlig tragedie, der både er rørende og tankevækkende. Det er nærmest ubærligt at se John invitere alle sine kollegaer og sin familie til hans fødselsdagsfest, pynte sin lejlighed fint op med serpentiner og balloner, stille mad frem og sætte sig til, at vente på gæsterne vel vidende, at der nok ikke kommer en eneste forbi.

Det virker måske helt usandsynligt for dig, kære læser, at du nogensinde vil komme i Johns situation, men desværre er filmen altså holdt i en fortrinsvis realistisk, nøgtern og observerende tone. Off Screen er ikke en behagelig film, men den bliver heller aldrig rørstrømsk eller unødig sentimental. Den er god, fordi den på den mest enkle måde fortæller om en simpel mand, der ikke kun mister alt indhold i sit liv, men som i sidste ende også mister sig selv.


Forrige anmeldelse
« Shine a Light «
Næste anmeldelse
» Two Evil Eyes »


Filmanmeldelser