Mest læste
[Filmanmeldelse]

1 - Filmanmeldelse
Homeland – sæson 1, 2 & 3
2 - Filmanmeldelse
Drengen i den stribede pyjamas
3 - Filmanmeldelse
Alting bliver godt igen
4 - Filmanmeldelse
Abraham Lincoln – Vampire Hunter
5 - Filmanmeldelse
Heksen
6 - Filmanmeldelse
Herskab og tjenestefolk: Den komplette samling
7 - Filmanmeldelse
Johan Falk – Gruppen for særlige indsatser
8 - Filmanmeldelse
Krokodillebanden 3 – Alle for en
9 - Filmanmeldelse
Encounters
10 - Filmanmeldelse
Armadillo




Kim Ki-duk Collection (Crocodile, Birdcage Inn og Address Unknown) (324 min.) Købsfilm / Another World Entertainment
Anmeldt 5/12 2007, 20:19 af Kim Toft Hansen

Kino Loco


Kino Loco

« Tilbage venstrestil icon lige marginer icon - icon + icon print icon

Cover

Det er menneskelige vrangsider, der er i fokus, når den koreanske films guldkalv Kim Ki-duk tager fat. Og vrangsiderne bliver udstillet med en selvfølgelighed, der gør det svært at orientere sin umiddelbare sans for at dømme rigtigt og forkert. Man bliver i stedet fanget et sted midt imellem uden mulighed for ”at lade sig fortælle”, hvad man skal mene. Det er kendetegnende for Kim Ki-duk, og de tre film i den såkaldte Kim Ki-duk Collection, Crocodile (1996), Birdcage Inn (1998) og Address Unknown (2001), er illustrative og repræsentative for hans hastigt voksende filmproduktion.

De fleste forbinder det at vente, det at lade tiden mægle, det at lade livsfortællingen glide i uantastet hast, med noget negativt. Derfor ser vi (for!) mange film med en vanetænkt høj klippehastighed, når stressmomentet skal kaldes frem. Denne vanetænkning giver derfor mulighed for at fastholde en meningsdannelse i billedrytme, beskæring og klipning, hvilket er med til, at man i de fleste tilfælde kan tillade sig at kalde film for ideologisk forankrede og meningsmættede.

Derfor er det yderst befriende at stifte bekendtskab med Kim Ki-duk, der netop giver os mulighed for at vente, mulighed for at lade tiden i filmen gå uhindret, ved at give sig tid til at forankre (uden at forkaste) sine karakterer på tværs af domsafsigelser i filmteknisk forstand. Kim Ki-duks film er fortalt med en rolighed, der fastholder karaktererne i de roller, der bliver dem budt af et liv, som synes at drive dem gennem søl, krat og ubegribelig uhæderlighed. På den måde bliver hans film godt nok ideologisk forankret, det er ofte gennemsyrende socialkritik, men det er seermæssigt forløsende på en tilsigtet facon, som man for eksempel også så i den tidlige italienske neorealisme fra 40’erne. Det er derfor helt op til seeren selv at dømme de menneskeskæbner, der skildres i et orgie af vold og psykologisk ustabilitet.

Det gælder Crocodile, når det ikke er pakket ind i vat, at en af hovedpersonerne er nødt til at røve selvmordere, der springer ud fra en bro. Det er indlysende i Birdcage Inn, når den prostituerede langsomt lader sig glide ind og ud af udnyttelsen, uden der afsiges nogen kendelse. Og det er især åbenlyst i Address Unknown, når vi er splittet mellem foragt og medfølelse for afro-koreaneren, der både uddeler vold til dem, der trænger til det, men samtidig tildeler sin mor en vederhæftige dragt prygl, som vi først sent får en forklaring på – uden at det dog ratificerer det. Kim Ki-duk fortæller med en ligevægtig indføling og ironisering, der gør filmene svære at tage stilling til – det er hårdt som seer, når man ikke får svarene serveret krystalklart, men selv skal gøre det dialektiske arbejde i efterræsonnerringen. Det er her filmenes rolige rytme bliver så central, fordi vi her få en vidde i vinklerne, en ustrukturerethed i fokuseringen og en fralæggelse af ansvar for det enkelte skildrede subjekt.

Men det er omvendt også her, at vi får indfølingen at føle, om jeg så må sige. Det er, når man ser Kim Ki-duk, både en fornøjelse og en pinsel – i overført betydning – at se fisken danse på enden af krogen. Man er i sin indføling, der både er og ikke er til stede, fanget midt mellem på den ene side en vis grinagtighed, idet mange af scenerne, sekvenserne og episoderne er åbenlyst humoristiske, og på den anden side en udsøgt skildring af grusomme handlinger. Alt sammen er pakket ind i en yndefuldhed af gribende smukke billeder. Det skønne og hæslighedsæstetikken skriger til hinanden hos Kim Ki-duk fra to poler, der skildrer det samme – formen, altså billederne og fortællerytmen, er som en billedskøn kvinde, der underneden viser sig at være en tilsmudset prostitueret (måske er det derfor, der er så meget prostitution og kropssalg hos Kim Ki-duk), mens det, der fortælles om, samtidig også med vilje fejler i at tage stilling til det rigtige og det forkerte. På den måde bliver godt og ondt, rigtigt og forkert, skønt og hæsligt, bundet sammen til samme udspringskilde, men kilden er ikke berørt – det er op til os selv at finde frem til den, og i den optik leverer Kim Ki-duk vaskeægte filosofisk komplekse film, der på den måde er indsvøbt i asiatisk filosofi, der ikke altid er pakket ind i en (vesteuropæisk) dualisme, der gør endegyldigt at sætte en finger på det at gøre det rigtige. Det fritstillede subjekt, som seeren er det hos Kim Ki-duk, er ren zen: Balancen mellem indsigt og sindssyge er hårfin, og menneskets mulighed for at overkomme rigtigt og forkert er reflekteret ind i en filmstil, der sjældent går andres veje. Kim Ki-duk går som regel altid sine egne veje.


Forrige anmeldelse
« The Bourne Ultimatum «
Næste anmeldelse
» Creepshow III »


Filmanmeldelser