Mest læste
[Filmanmeldelse]

1 - Filmanmeldelse
Homeland – sæson 1, 2 & 3
2 - Filmanmeldelse
Drengen i den stribede pyjamas
3 - Filmanmeldelse
Alting bliver godt igen
4 - Filmanmeldelse
Abraham Lincoln – Vampire Hunter
5 - Filmanmeldelse
Heksen
6 - Filmanmeldelse
Herskab og tjenestefolk: Den komplette samling
7 - Filmanmeldelse
Johan Falk – Gruppen for særlige indsatser
8 - Filmanmeldelse
Krokodillebanden 3 – Alle for en
9 - Filmanmeldelse
Encounters
10 - Filmanmeldelse
Armadillo




The Coast Guard (88 min.) Købsfilm / Panvision
Anmeldt 11/8 2008, 10:10 af Kim Toft Hansen

Grænselandet


Grænselandet

« Tilbage venstrestil icon lige marginer icon - icon + icon print icon

Cover

Brydningsflader giver brydningstider, og derfor er grænser så grænsedragende. Vi kender det selv fra vores sydlige regioner, hvor de tidligere danske områder af Nordtyskland stadig formår at vise kulturelle forskelle, selvom det dog nu selvfølgelig mest er af en traditions- og historiebundet karakter. Krige handler om grænser, og ingen anden end Coppolas Apocalypse Now viser, hvordan et sted, hvor grænser mødes, kan blive til verdens røvhul. Men kun ét sted i verden er et land med historiske og kulturelle fællesskaber stadig delt i to, nemlig Nord- og Sydkorea. Denne grænse handler Kim Ki-duks film The Coast Guard fra 2002 om – den er just ude på dansk dvd.

Vi befinder os på den sydlige side af grænsen med havudsigt, hvor en gruppe soldater trænes til at opsnappe spioner, der skulle finde på at krydse grænsen. Det er rent faktisk gennem tiden, ifølge filmen, lykkedes dem at fange en snes stykker, men samtidig har den paranoia, der skabes ud af at være på vagt mod fjenden, også været medårsag til, at uskyldige – der ved en fejltagelse er sluppet ind i ingenmandsland mellem de to grænser – blevet skudt. Og kender man bare lidt til Kim Ki-duk eller sågar til koreansk film, så ved man også godt, at det ikke primært er skildringen af soldaterlivet, der tages hånd om. Paranoiaen spiller sin helt centrale rolle.

For tæt der ved bor en række unge folk, og et ungt (kommende) par heriblandt lusker sig bort i ly af natten for at udøve dét, som de endnu ikke helt har lov til. Samtidig forsøger en soldat – med lidt for meget krigsmaling på til sine små opgaver – at udmærke sig for sine overordnede, der dog også uforbeholdent pacer de menige frem – de bliver lovet berømmelse, hvis de skyder en spion. På en natlig udkigspost får denne bemalede soldat så selvfølgelig øje på den unge, ”øverste part” i udflugten, som til forveksling godt kunne ligne en soldat, der maver sig frem over grænsen. Derfor er der intet andet for vores ven end at skyde, og da han stadig maver sig frem efter en skudsalve, må han en håndgranat i nakken. Den unge pige ser sin kommende gom sprængt i småstumper.

Hermed er der lagt i ovnen til et helt typisk karakterdrama, som Ki-duk normalt er så enormt dygtig til – men han har her ikke helt fået kagen bagt færdig. Normalt formår han at benytte sådanne eksistentielle kriser til at krybe helt ind til mennesket, hvorved årsagen til krisen udstilles fra den ramtes synspunkt. Ki-duks force er i den grad det menneskelige drama, der kan udspille sig hvor som helt – se fx The Isle (2000), Spring, Summer, Autumn, Winter… and Spring (2004) eller Birdcage Inn (1998); den sidste er blandt de tidlige Ki-duk-film, men stadig også blandt de bedste.

Problemet i The Coast Guard er derfor ikke de karakterbundne dramaer, for de fungerer enormt godt, og er – som det også kendetegner Ki-duk – sat i smuk visualisering. Den visuelle poesi, hvor billedet uden ord fortæller det hele, fylder også tilpas meget – særlig prægnant står scenen, hvor den blodige unge pige, hvis kæreste er blevet sprængt i småstumper, sænker sig ned i en tank med fisk. Utænkeligt at beskrive, men visuelt imponerende!

Men selvom der bruges meget tid på både soldaten, der bryder sammen efter at have skudt en udskyldig, og pigen, der bliver psykotisk efter at have set det, så bruger Ki-duk desværre for lang tid på soldaterkammerateri. Der er lange passager af kollektivet på stranden, der træner, ydmyges, behandles og tæves, men filmen etablerer ikke et tilhørsforhold til disse. Ki-duk har selvfølgelig undervejs en pointe i at følge soldaterne, for der udvikler sig igen paranoia iblandt dem – et plottwist på fortællingen, jeg ikke vil forklare af hensyn til kommende seere. Men overvægten af fokus hos soldaterne med de to psykisk ustabile karakterer fungerer mindre godt, fordi det rent faktisk skaber en unødig distance til de kriseramte situationer.

Skal man i stedet starte et godt sted hos Ki-duk, så må det være Spring, Summer, Autumn, Winter… and Spring, der kom lige efter The Coast Guard, eller Kim Ki-duk Collection. The Coast Guard er stilistisk og emotionelt svagere, men indeholder stadig de typiske Ki-duk-sekvenser. Derfor er Ki-duks The Coast Guard en film for alle, der kan lide disse eksistentielle dramaer fra Ki-duk, men det er desværre på ingen måde blandt hans bedste.


Forrige anmeldelse
« De unge år (Erik Nietzsche saga... «
Næste anmeldelse
» Rise: Bloodhunter »


Filmanmeldelser