Mest læste
[Filmanmeldelse]

1 - Filmanmeldelse
Homeland – sæson 1, 2 & 3
2 - Filmanmeldelse
Drengen i den stribede pyjamas
3 - Filmanmeldelse
Alting bliver godt igen
4 - Filmanmeldelse
Abraham Lincoln – Vampire Hunter
5 - Filmanmeldelse
Heksen
6 - Filmanmeldelse
Herskab og tjenestefolk: Den komplette samling
7 - Filmanmeldelse
Johan Falk – Gruppen for særlige indsatser
8 - Filmanmeldelse
Krokodillebanden 3 – Alle for en
9 - Filmanmeldelse
Encounters
10 - Filmanmeldelse
Armadillo




Napoliforbindelsen (93 min.) Købsfilm / Another World Entertainment
Anmeldt 5/12 2007, 15:42 af Kim Toft Hansen

Funky Puzo


Funky Puzo

« Tilbage venstrestil icon lige marginer icon - icon + icon print icon

Cover

Vi kender Lucio Fulci! Vi forventer sjældent værker, der giver en psykologisk dybde, et overrumplende fortællemønster eller dybsindig passiar, men i stedet er en voldens logik, der ikke lader en blodsdråbe gå spildt eller et nakkeskud gå bi uden et close-up. Det er også tilfældet i Napoliforbindelsen, der netop er udgivet på dansk dvd.

Luci di Angelo er cigaretsmugler i Napoli, hvor markedet så småt begynder at ændre sig. Det betyder, at der bryder intern krig ud i underverdenen, men det er ikke helt sikkert, hvem der stikker hvem. Vi kender fortællingen, ikke sandt! Desuden kender vi også historiens grundsubstans, nemlig at det ’traditionelle’ marked overflydes med nye stoffer frem for de traditionelle varer som smøger og alkohol. Mafiaen gennemgår de handelsændringer, vi også kender fra Godfather-filmene, hvor vi også møder denne krig mellem traditionel mafievirksomhed og moderne pengetænkning. I Godfather handler det om idealerne, i Napoliforbindelsen ligeså. Derfor er fortællingen slet ikke original, og den forsøger heller ikke på at være det. For det er ikke det, der går ud på. Det er stilen, det er gross out, det voldens æstetik, der er i centrum.

Derfor er det en utraditionel mafia- eller gangsterfilm, alt afhængig af hvad man vil vælge at prædikere filmen med. Omvendt så er Napoliforbindelsen samtidig velkendt utraditionel fra Fulcis hånd: Fulci lader ikke sten være uvendt, hvis der kan findes en dråbe blod nedenunder, og det gælder i dette tilfælde gangsterfilmen, mens det fx også gælder gialloen (den blodige italienske krimi) i New York Ripper og horroren i The Beyond. Fulci driver yderlighederne længere ud, grænser nedbrydes for, hvad man kan tillade sig, mens filmene samtidig lader sig præge af den tid, de er skabt ud af. Derfor er Fulci (og i det hele taget de italienske genrefilm i 70’erne og 80’erne) interessant, fordi man her ser inkarnerede genrer i sin vorden. Og det gælder igen ikke så meget det fortælletekniske, hvor Fulci ofte læner sig op ad andre fortællestile, men det centrale er virkemidlerne. Sætter man Fulci på den dag i dag for et publikum, der ikke er vant til ekstremiteterne, virker han stadig. De blodige sekvenser – som der er masser af i Napoliforbindelsen – er så gennemført koreograferet, at de stadig kan vække den væmmelse, som det hele tiden har været intentionen. Fulci har i sine gross out­-scener været med til at skabe mange af de virkemidler, som vi ser den dag i dag. Kamerateknikken er i dette tilfælde det væsentlige, idet – og her henter Fulci inspiration fra sine og især Leones westerns – vi her får en så præcis cinematografi, at vi er nødt til at vende øjnene væk for ikke at komme helt tæt på det grusomme. Lad mig blot nævne en smeltende kind over en bunsenbrænder og en skud gennem hovedet, så baghovedet flyver af, som de mest populære sekvenser heri.

Sammen med dette fokus på det hæslige, det grumme og det voldsæstetiske får vi leveret en kølighed, som kan genfindes hos Tarantino, der med sikkerhed har set Napoliforbindelsen. Ikke nok med at vi som seere skal gennemleve torturscener og blodige eskapader, mens vi crawler i hjernemasse, så bliver det nænsomt rytmisk akkompagneret til funky 70’ertoner, der giver scenerne en vidtgående groteskhed. Filmen kan derfor nemt kritiseres for ikke at ville fortælle noget centralt, vise noget nyt eller give en kunstnerisk oplevelse, som Fulci rent faktisk godt kan (se blot The Beyond, der er et udmærket eksempel på, hvordan horror møder surrealisme). Men det er overflødigt at kaste grus i maskineriet med sådan kritik: Filmen ønsker ikke noget af det. Vi skal se filmen, hvis vi bliver fascineret af æsteticeringer af vold. Det er ganske simpelt filmens moment: et billedgalleri af voldshandlinger spundet ind i en velkendt fortælling. Det er en funky, bloddryppende Mario Puzo!


Forrige anmeldelse
« The Seeker - The Dark is Rising... «
Næste anmeldelse
» What? »


Filmanmeldelser