Mest læste
[Filmanmeldelse]

1 - Filmanmeldelse
Homeland – sæson 1, 2 & 3
2 - Filmanmeldelse
Drengen i den stribede pyjamas
3 - Filmanmeldelse
Alting bliver godt igen
4 - Filmanmeldelse
Abraham Lincoln – Vampire Hunter
5 - Filmanmeldelse
Heksen
6 - Filmanmeldelse
Herskab og tjenestefolk: Den komplette samling
7 - Filmanmeldelse
Johan Falk – Gruppen for særlige indsatser
8 - Filmanmeldelse
Krokodillebanden 3 – Alle for en
9 - Filmanmeldelse
Encounters
10 - Filmanmeldelse
Armadillo




Superbror (90 min.) Købsfilm / Nordisk Film
Anmeldt 11/8 2010, 08:22 af Torben Rølmer Bille

Gummi-Kent


Gummi-Kent

« Tilbage venstrestil icon lige marginer icon - icon + icon print icon

Cover

Er man barn af 70’erne og samtidig genrefan er det enormt glædeligt at opleve danske børnefilm, der benytter sig af elementer fra både science fiction og fantasy (for eksempel De fortabte sjæles ø, Tempelriddernes forbandelse, Vølvens Forbandelse osv.) for i 1970erne lå socialrealismen som en tung, grå betondyne over mange danske børne- og ungdomsfilm. Det er først indenfor de sidste ti til femten år, at det billede for alvor har ændret sig. I starten af 1980erne var der dog enkelte lyspunkter at skue, i filmatiseringerne af Gummi Tarzan og Busters verden blandedes alvorlige emner med de grotesk humoristiske elementer, som var dejligt befriende især set i forhold til tidligere films alvor.

Samme form for komedisk alvor finder vi i den roste, danske børnefilm Superbror, der formår at italesætte vigtige emner som mobning, psykiske lidelser, prepubertær kærlighed og søskendeforhold, samtidig med at den leverer et science fiction inspireret superhelteeventyr, der har mange fællestræk med ovennævnte Gummi Tarzan.

Lillebror Anton bor i ubekvem nærhed af lufthavnen på Amager sammen med sin mor og storebror Buller. Buller er på grund af sin autisme noget utilpasset. I den seneste tid har de fundet ham stående ude på gesimsen, stirrende mod himlen mens han mumlede ”kom nu, kom nu”. Anton synes det er noget besværligt med sådan en storebror, for selv om han er den yngste i familien, er det som oftest ham der tager det største slæb. Man har bare nødig at forestille sig hvordan det ville være når skolens bøller vil give en tæsk og ens storebror bliver så utryg, at han gemmer sig. Moderen kan ikke helt acceptere lægernes udsagn om at der ikke kan gøres noget for Buller, så hun søger alternative veje og køber helse-te som drengene tvinges til at drikke.

Inden længe sker der dog noget der vender op og ned på familiens liv, for Buller har faktisk ventet på noget, nærmere bestemt et meteor, som lander på Amager fælled. Inde i det finder Buler og Anton universets måske sejeste legetøjspistol, der radikalt forandrer de som bliver skudt med det. Anton kommer ved et uheld til at skyde Buller og pludselig er han som forvandlet. Han er – på godt og ondt – blevet den storebror Anton altid har haft brug for: cool, handlekraftig og sej. Moderen tror det er teens skyld, mens alle vi andre ved bedre. Buller udvikler endog evnen til at flyve ganske som Clark Kents alter ego, hvilket naturligvis kan spores i filmens titel. Der er dog et problem, for virkningen varer tilsyneladende ikke ved, især ikke når Anton glemmer at følge de instrukser, som fulgte med skyderen.

Superbror er en både sjov og tankevækkende familiefilm, som fortjener mange af de roser den har fået med på vejen. Børnene spiller så fint som de kan og selv om man nemt ville kunne beskylde filmmagerne for at låne lidt vel meget fra andre film, så er slutresultatet ganske charmerende.

Det eneste man godt kan have som en anke, er filmens behandling af begrebet normalitet, for selv om det selvsagt er et problem at have et familiemedlem, som på den ene elle anden måde er mentalt anderledes end de fleste, så kan man ikke – som voksen, reflekteret seer - lade være med at tænke på, hvad ideen er med at vise vores lidt aparte dreng pludselig bliver ”normaliseret” via legetøjet fra rummet. Der er naturligvis en udvikling at spore i Bullers tilstand mod filmens slutning, men den bagvedliggende kongstanke om at man ikke kan leve med autisme med mindre man får hjælp fra rummet nager stadig denne mavesure anmelders sind.

Selv om man kan have sådanne moralske kvababbelser ændrer det ikke ved at helhedsindtrykket er virkeligt godt. Effekterne er ganske overbevisende, især når man tænker på hvor små budgetter danske børnefilm arbejder med og filmen underholder hele vejen igennem. Samtidig har den noget på hjerte, den har mere på sinde en blot at levere Krumme-slapstick og så har den dialog som overbeviser. Kort sagt, så bør alle familier med børn give Superbror den chance den fortjener i hjemmebiografen!


Forrige anmeldelse
« From Paris with love «
Næste anmeldelse
» RoboGeisha »


Filmanmeldelser