Mest læste
[Filmanmeldelse]

1 - Filmanmeldelse
Homeland – sæson 1, 2 & 3
2 - Filmanmeldelse
Drengen i den stribede pyjamas
3 - Filmanmeldelse
Alting bliver godt igen
4 - Filmanmeldelse
Abraham Lincoln – Vampire Hunter
5 - Filmanmeldelse
Heksen
6 - Filmanmeldelse
Herskab og tjenestefolk: Den komplette samling
7 - Filmanmeldelse
Johan Falk – Gruppen for særlige indsatser
8 - Filmanmeldelse
Krokodillebanden 3 – Alle for en
9 - Filmanmeldelse
Armadillo
10 - Filmanmeldelse
Encounters




Efter brylluppet (118 min.) Købsfilm / Nordisk Film
Anmeldt 3/12 2007, 21:23 af Kim Toft Hansen

Konflikternes poetik udlevet


Konflikternes poetik udlevet

« Tilbage venstrestil icon lige marginer icon - icon + icon print icon

Cover

Få kan det, Susanne Bier har vist, at hun kan, og Efter brylluppet viser samme effektfulde konfliktudvikling som flere af hendes øvrige film.

Mange anser konflikter som en basal ingrediens i fiktion, netop for at gøre den fængende for seeren eller læseren. Jo skarpere, jo højere, konfliktniveau, der kan nås, jo mere effektiv er den ”lim, der skal holde seeren i sædet”, som Hitchcock engang sagde. Men selvom konflikten er en så elementær bestanddel af fiktionen, så er den også blandt noget af det sværeste. Af samme grund tyer mange fortællere til den meget anvendte – og derfor desværre forudsigelige – intensitetsmodel, som vi ofte omtaler som berettermodellen. Endog har denne berettestruktur nogle fikspunkter, der kan trækkes tilbage til mytens, folkevisen, eventyrets strukturelle mønstre, hvilke – af visse teoretikere – viser sig som basalt menneskelige forståelsesmønstre. Lige fra sprogteorien hos fx William Labov, metaforteorien hos Lakoff og Johnson, film- og kognitionsteorien hos David Bordwell og videre til diverse mytefortolkninger hos Propp og Greimas finder vi perspektiver, der peger på, at denne – af kritikere ofte omtalt som – Hollywood-model er en basal forståelsesmodel i den menneskelige kognition. Hollywood er den moderne myte, der struktureres, som mennesket synes at forstå sig selv. Men det, vi ønsker gennem kunsten, er ikke nødvendigvis at blive bekræftet i selvforståelse; nærmere ønsker vi nye og udfordrende erkendelser, som kan give nyt liv i de gamle evolutionsperspektiver. Derfor er friske og alternative konfliktforståelse og -udviklinger nogle fiktionelle mønstre, som kan bringe fiktionen med videre fra mytiske gitre at ophænge vore selvforståelser på.

Susanne Bier har en evne til at få skuespillere til at udleve de sværeste konflikter i uventede narratologiske tidsrum. Hvor mange skorter på veltilrettelagte optrin og virksom effektuering af konflikterne, springer Bier direkte ind i centrum af dem og tager det hele med. Hun kræver meget – i hvert i de to seneste film, Brødre og Efter brylluppet – af sine skruespillere, men det får hun også gribende drama ud af. Drama, som er en genremæssig livskerne i mest institutionelt afhængig fiktion, er et ekstraordinært middel i Biers film. Hun har, hvad der måske var savnet i de tidligere Bier-film (med undtagelse af Elsker dig for evigt og Brødre), en evne til at hive og flå i medvirkende, så seeren ligeså vel er flået følelsesmæssigt i skinkestrimler bagefter.

Den ladsiggørlige konflikt er tillige med intensiveret af et velkomponeret kameraarbejde, der ikke klipper unødigt og går tæt på, når det er nødvendigt. Således er der sjældent set så ekstreme close-ups i dansk film før, hvilket til tider får Efter brylluppet til at ligne en skudduel i en Sergio Leone-film. Og det virker! Også selvom Mads Mikkelsen efterhånden er ved at være lidt lærredslidt, så giver han rollen den korrekte mængde af intensiv idealisme på den ene side og fraværende beherskelse på den anden. Sidse Babett Knudsen spiller nok den bedste film, hun hidtil har gjort, mens svenske Rolf Lassgård med sin tilstedeværelse stjæler ethvert frame med fremragende energi og velspillet fremdrift – han er for Biers film som skriften for en bog, som kameraet for en film.

Susanne Bier er del af den anden vinkel af den nyeste danske filmbølge, hvor den første består af fx Christoffer Boe. Det er forskellen på velsporede underholdning og kunst, og kun de bedste kan forene kunst og underholdning – og vi har tilsyneladende nogle danske instruktører, der – fra hver sin vinkel – kan forene disse perspektiver til friske pust i filmens danske verden. Selvom Biers film måske ikke rent erkendelsesmæssigt får sparket liv i de danske dogmeinficerede klude, formår hun at holde seeren trit uden kedsomhed og broget fravær – hun har nemlig narrative fortællestrategier, der intensiverer informationsfølgen, idet – har man ikke snydt ved at læse bagpå filmen – vi ikke har mulighed for præcis at udvikle følgerigtigheden selv. Derfor er filmen – som Brødre var det – en helt gennemsnitlig film, der kan holde den danske filmskrue dybt nede i det finansielle øhav. Jeg forventer mig en mulighed for international modtagelse af Biers seneste film, men jeg håber stadig, at hun viser sig med anden end romantiske konfliktopbygninger – hun har tydeligvis en evne, og den kunne være rar at se i andre emnebaner. Skal hun forblive en del en nyere dansk film med offentlig anerkendelse, må kun stikke sine konflikter ind, hvor de sjældent har været – der, hvor kunsten bliver mere end underholdning, hvor kunsten giver mennesket andet end moralske opløft. Konflikter kan give erkendelsesmæssige lussinger, og det er jeg sikker på, at Bier også evner.


Forrige anmeldelse
« 1:1 «
Næste anmeldelse
» Tigere og sneen »


Filmanmeldelser