Mest læste
[Filmanmeldelse]

1 - Filmanmeldelse
Homeland – sæson 1, 2 & 3
2 - Filmanmeldelse
Drengen i den stribede pyjamas
3 - Filmanmeldelse
Alting bliver godt igen
4 - Filmanmeldelse
Abraham Lincoln – Vampire Hunter
5 - Filmanmeldelse
Heksen
6 - Filmanmeldelse
Herskab og tjenestefolk: Den komplette samling
7 - Filmanmeldelse
Johan Falk – Gruppen for særlige indsatser
8 - Filmanmeldelse
Krokodillebanden 3 – Alle for en
9 - Filmanmeldelse
Armadillo
10 - Filmanmeldelse
Encounters




Lad isbjørnene danse (85 min.) Købsfilm / Sandrew Metronome
Anmeldt 7/4 2009, 12:09 af Kim Toft Hansen

De hvide bjørne


De hvide bjørne

« Tilbage venstrestil icon lige marginer icon - icon + icon print icon

Cover

Den russiske forfatter Fjodor Dostojevskij har i en af sine rejseskildringer et berømt eksempel, hvor han udfordrer sin bror ved at sige ”tænk ikke på en hvid bjørn”. Det går selvfølgelig ikke, og eksemplet er inden for psykologien blevet kaldt for hvidbjørnsfænomenet. Hvide bjørne er der masser af i Birger Larsens moderne klassiker Lad isbjørnene danse fra 1990, der netop har fundet vej til genudgivelse. På sin egen facon formår filmen at illustrere sine sociale pointer i kraft af disse hvide bjørne.

Lasse er enebarn i den lille og velfungerende familie, hvor far er Elvis-fan, og mor har en elsker ved siden af. I en enestående scene en skøn juleaften kommer det ved et tilfælde for dagen, at mor er gravid, og far er ikke far til barnet. Derfor flytter mor ud til elskeren, hvor Lasse må tage med, men bliver ramt af så store miljøforandringer, at han ændrer sig til ukendelighed. Filmen er derfor fortællingen om Lasse, der er fanget midt imellem sine forældre, som – sammen med mors nye mand – stiller meget forskellige krav til Lasse.

Inden vi her får solgt filmen som en Erik Clausen-film, bliver vi vist nødt til at understrege, at vi her ikke har at gøre med socialrealisme af denne kradse type. Snarere er det en familiefilm fortalt i børnehøjde med fokus på Lasse reaktionsmønstre, hvilket kommer til at betyde meget for filmen samlede udtryk. Det betyder, at det karikerede og lidt for komiske billede af det hyggelige hjem, som Lasse kommer fra, og det kolde designerhjem, han ankommer til, snarere kommer til at virke ekspressivt. Ulf Starks svenske roman Låt isbjörnarna dansa fra 1986 er fortalt i Lasses førsteperson, hvilket selvfølgelig er en umulighed på film (se bare The Lady in the Lake), men gennem en følelsesmæssigt ekspressiv miljøskildring gennem Lasse synsvinkel formår filmen også at få noget af dette med.

Det er dog de letkøbte signaler, som kendetegner de vigtigste forskelle på de to hjem og de to forskellige livsførelser, som Lasse er fanget imellem. Det er fra ulden strikketrøje og langt hår til jakkesæt og kæmmet hår, det er fra et personligt hjem med trang økonomi til et følelsessvækket hus med råd til det hele. Det er således manden på gulvet over for manden med pengene. Derfor er det selvfølgelig entydigt og groft tvedelt, men i forhold til mange andre langt mere firkantede familiefilm, såsom den gængse julekalenderstil, har Lad isbjørnene danse et udtryk, der bringer Lasses person i spil snarere end en tilnærmet, realistisk og objektiv skildring.

Og så var der det med de hvide bjørne. Lasse og far besøger ofte zoologisk have, hvor de ser isbjørnene – filmens introduktionssekvens, eksekveret med Elvis på lydsporet, er sågar en isbjørn, der synes at danse til musikken. Da familiemønstret derpå er brudt, ser vi senere Lasse bokse på en slagtet gris på sin fars arbejde, mens alle slagterne tiljubler ham – i et enkelt skud ser Lasse disse mænd som isbjørne, hvilket igen understreger filmens ekspressive karakter. I en senere scene, hvor Lasse er nået et langt skridt i en transformationsproces igangsat af sin mors kæreste, er Lasse igen i zoo med sin far, men nu er isbjørnene væk.

Som led i sin pædagogisk vending har morens kæreste flere gange sagt, at ”vi har det jo godt – vi skal nok få det godt”. Ganske som ville han benægte, at det er temmelig svært blot at vinde Lasses hjerte gennem undertvingelse. Med andre ord forsøger morens kæreste at installere tanker og følelser hos Lasse, som han ikke selv finder sig til rette med. Metaforisk skal han ikke, kan vi sige, tænke på en hvid bjørn – ”tænk ikke på, at vi ikke har det godt”. Men isbjørnene vender tilbage, for Lasse savner selvfølgelig sit liv med faren, og i sidste scene kører de væk sammen – formentlig skal de til zoologisk have.


Forrige anmeldelse
« Neverwas «
Næste anmeldelse
» Caligula og Messalina »


Filmanmeldelser