Mest læste
[Filmanmeldelse]

1 - Filmanmeldelse
Homeland – sæson 1, 2 & 3
2 - Filmanmeldelse
Drengen i den stribede pyjamas
3 - Filmanmeldelse
Alting bliver godt igen
4 - Filmanmeldelse
Abraham Lincoln – Vampire Hunter
5 - Filmanmeldelse
Heksen
6 - Filmanmeldelse
Herskab og tjenestefolk: Den komplette samling
7 - Filmanmeldelse
Johan Falk – Gruppen for særlige indsatser
8 - Filmanmeldelse
Krokodillebanden 3 – Alle for en
9 - Filmanmeldelse
Armadillo
10 - Filmanmeldelse
Encounters




Sherlock Homes - Skyggespillet (129 min.) Biografversion / SF-Film
Anmeldt 23/12 2011, 17:54 af Torben Rølmer Bille

Mindre Holmes, mere Bond


Mindre Holmes, mere Bond

« Tilbage venstrestil icon lige marginer icon - icon + icon print icon

Cover

Det er svært at være en sur gammel nisse i denne søde juletid, selv når en af ens favoritfigurer forvandles fra den sofistikerede gentlemandetektiv, man husker fra Conan Doyles fortællinger og den geniale tv serie med Jeremy Brett, til en lurvet, psykisk udfordret, actionhelt i Robert Downey Jr.s skikkelse. Så selv om der ikke er levnet meget plads regulært detektivarbejde, bliver seeren til gengæld overstrøet med spektakulær action og det er, alt andet lige, svært ikke at være rigtigt godt underholdt af Guy Ritchies efterfølger til sin første film om Sherlock Holmes, der har fået undertitlen Skyggespillet.

Filmen tager sit udgangspunkt omkring århundredeskiftet – altså det forrige – hvor anarkister, nationalister og alskens andet utøj sprænger bomber rundt omkring i Europa, i et forsøg på at fremme deres egne sager og for at destabilisere den politiske situation. Parallellerne til vor tids terrorhandlinger synes at ligge lige under overfladen, men angsten for sådanne tilsyneladende meningsløse og usammenhængende aktioner er ej noget filmen dvæler ved, den simplificerer i stedet disse mange tilsyneladende urelaterede terrorhandlinger for Holmes ved da godt, at der sidder en enkelt mand i kulisserne og trækker i trådene. I dette tilfælde hedder han ikke Osama Bin Laden, men derimod er det ingen ringere end ærkerivalen Professor James Moriarty, hér spillet af Jared Harris. I fiktionens verden (som i den virkelige) er det så dejligt, når komplekse ting i realiteten har en forholdsvis enkelt forklaring: en enkelt mand, der er ansvarlig for al verdens dårligdom.

Men nu behøver en underholdningsfilm i sagens natur hverken at forholde sig til verdens elendighed eller til de utroligt velskrevne, litterære forlæg, der danner baggrunden for filmens figurer. Men det er måske i forhold til figurerne at Guy Ritchies andet epos kommer lidt til kort. For selv om plottet er ganske fint og leger med ideen omkring hvad det var for hændelser, der i realiteten skubbede Første Verdenskrig i gang, så er det som om Holmes ikke bliver opbygget nær så troværdigt som han gjorde i den første film. Han kommer snarere til at fremstå som en lidt distanceret, ironisk udgave af detektiven hvilket er synd, når Downey nu gjorde det så fremragende første gang. Selv om man godt må tage sig friheder, så minder detektiven i den nye film mere om en steampunk version af James Bond (og videnskabsmanden Q i en og samme person), end han gør om den viktorianske mesterdetektiv og der ærligt talt synd.

Ligeledes er der som tilskuer til løjerne ikke ret meget at arbejde med i forhold til at opklare de årsagssammenhænge som Holmes og Watson strikker sammen undervejs, for selv om seeren får visuelle ledetråde, optræder disse så kort, at det er umuligt at se titlerne på bestemte bøger eller de detaljer ved ting som Holmes lægger mærke til. Enten skal være meget MTV-årvågen for at følge med, eller også bør man, som Holmes i filmen, have tygget cocablade hele formiddagen inden man sætter sig til at se den. Denne insisteren på at vise ultrakorte klip, hvorefter der krydsklippes til Holmes’ intense blik, kan godt blive lidt trættende, fordi man på intet tidspunkt selv har mulighed for at være med på detektivlegen.

I den første film var en af kernescenerne en fint eksekveret kampscene, hvor Holmes gennemtænkte en række mulige udfald af en slåskamp, som seeren kunne betragte i ro og mag i slowmotion, med detektivens voice-over, som forklarede hans tanker og taktikker bag angrebet, for derefter - i normal hastighed - at udføre selvsamme kamp. Dette gentages i den nye film en del gange, hvilket er flot at se på, men hvilket også bliver ret trættende i længden. Selv om ideen sikkert har været at give seeren en rimelig forklaring på Holmes’ nærmest overmenneskelige evne til at klare sig mod ulige odds med hjælp af hans deduktion, så genanvendes denne gimmick for ofte her.

Til gengæld er der ikke meget man kan udsætte på hverken skuespil eller produktionsdesignet. Stephen Fry synes velvalgt som Mycroft, der – ganske atypisk for hans originalfigur - tydeligvis nyder at lege nudist i sit eget hjem, og Noomi Rapace har ikke nødig at anstrenge sig meget, for at få hendes sigøjnerkvinde til at fungere. Filmen arbejder hele tiden i et veloplagt, hårdtpumpet tempo og der er ikke sparet på de store armbevægelser. Det er blockbuster ramasjang af den klassiske skuffe, fra nævekampe, halsbrækkende jagter på forbrydere, eksplosioner, knivkampe, skuddueller, flere eksplosioner og så videre, og så videre. Så selv om der er skruet væsentligt ned for detektivarbejdet, er det meget svært at finde filmen decideret kedelig, med mindre man da afskyr action.

Sherlock Holmes – Skyggespillet er en ganske flot film, der kun pletvis mares af lidt for tydelige CGI baggrunde, karakterer, der aldrig helt finder samme fodfæste som i den første film og måske mest af alt, irriterende referencer til Conan Doyles originale fortællinger, der ikke formår at begejstre i samme grad som i den første film. Mest irriterende er nok referencen til Reichenbach vandfaldet, som Holmes aficionadoer overalt kender fra novellen The Final Problem, men filmens forfattere tør dog i bedste (læs:værste) Hollywoodtradition naturligvis ikke at ende deres film, på samme måde som Conan Doyle i sin tid lod sine mange fans tørste efter mere og det er ærligt talt synd.

Forvent derfor hverken en langsommelig, opbyggelig detektivhistorie, hvor man i sit lune biografsæde kan konkurrere med de medvirkende om at få opklaret mysteriet hurtigere end detektiven, eller en film, der tager Doyles forlæg seriøst, men har man blot lyst til at blive jævnt godt underholdt i et par timer, så er Sherlock Holmes – Skyggespillet et rigtigt godt bud på en julefilm, der sikkert især vil tiltale større drengebørn og deres fædre.


Forrige anmeldelse
« Rare Exports «
Næste anmeldelse
» Det erotiske menneske »


Filmanmeldelser