Mest læste
[Filmanmeldelse]

1 - Filmanmeldelse
Homeland – sæson 1, 2 & 3
2 - Filmanmeldelse
Drengen i den stribede pyjamas
3 - Filmanmeldelse
Alting bliver godt igen
4 - Filmanmeldelse
Abraham Lincoln – Vampire Hunter
5 - Filmanmeldelse
Heksen
6 - Filmanmeldelse
Herskab og tjenestefolk: Den komplette samling
7 - Filmanmeldelse
Johan Falk – Gruppen for særlige indsatser
8 - Filmanmeldelse
Krokodillebanden 3 – Alle for en
9 - Filmanmeldelse
Armadillo
10 - Filmanmeldelse
Encounters




Taking Woodstock (115 min.) Købsfilm / SF-Film
Anmeldt 24/1 2010, 23:05 af Kim Toft Hansen

Fred og musik


Fred og musik

« Tilbage venstrestil icon lige marginer icon - icon + icon print icon

Cover

”Perspektivet tager blikket fra universet”, siger en person i Ang Lees seneste film Taking Woodstock. Musikfestivalen Woodstock i 1969 kondenseres i denne ene kritiske sætning, idet filosofien bag Woodstock – i hvert fald den myte, der blev skabt her – netop er, at vi sammen skal overkomme perspektivet. Vi mister blikket for fællesskabet i perspektivet, og derfor mister vi også evnen til kærlighed – det kender vi: I den sande kærlighed mister vi netop perspektivet. Det, som Woodstock skabte, var et rum for udlevelse af denne drøm om frihed, et fredeligt kollektiv, kærlighed gennem musik. Uden tilsnigelse er dette også, hvad Taking Woodstock fortæller på sin egen måde.

Historien om personerne, der stod bag festivalen, er dog i eftertiden blevet nuanceret. Det viser sig, at de centrale personer, der skabte Woodstock, ikke for så vidt var ude efter kærlighed, fred og fællesskab, men også her så en kilde til cash. Den uoverstigelige succes, som festivalen blev, hænger dog stadig ved som en særdeles sejlivet myte om en generation, der handlede om peace, love og harmony. Dette møde mellem pengegriskhed og universel kærlighed er også et centralt aspekt i Ang Lees film, der ikke kun læner sig opad de virkelige hændelser, men afsøger desuden også myten om Woodstock. Alligevel former filmen på den ene side – primært gennem hovedpersonens mor – festivalens finansielle styrke (selvom virkelige arrangørerne næsten blev ruineret af festen) og på den anden side den ’flippede’ søgen efter perspektivløs sammenhæng.

Elliott Tiber – hvis selvbiografiske bog, filmen bygger på – forsøger at hjælpe sine forældre på fode i et for længst kuldslået projekt om at leje værelser ud på deres landsted. Han sætter sine penge i projektet, og giver sin tid, så godt han kan. Han er samtidig formand for den lokale handelsforening, der også giver ham lov til at holde en musikfestival – en tilbagevendende begivenhed med klassisk musik. Da han ser i avisen at et stort projekt om en rockkoncert bliver lagt på køl, fordi de lokale har trukket tilladelsen, ringer han ind med sin assistance til foretagendet. Det viser sig at være arrangørerne af Woodstock, og på den måde bliver Elliott hvirvlet ind i en af de største musikalske og kulturelle arrangementer i det tyvende århundrede. Vi følger på den måde med på sidelinjen af dette enorme forsøg på at samle, hvad der viser sig at være en halv million mennesker på en mark i White Lake, Catskills – Elliotts baghave.

Filmens valg af synsvinkel (som jo selvfølgelig allerede ligger hos Elliott Tiber selv) er på den måde velvalgt og mindre oplagt, da et centralt fokus hos arrangørerne ville have været det indlysende valg. Det giver filmen nogle muligheder for at fortælle om den lokale landsby frem for et centralt blik ind i selve festivalen – den vælger perspektiv. Den fortæller på den måde om familien, der får helt nye muligheder, men også skaber større problemer og kontroverser end ventet – mødet med folkemassen bliver en øjenåbner for familien på mange måder. Samtidig træder den ind i trippet, som festivalen var, på en overbevisende måde, næsten så vi igen kan komme til at tro på projektet. Vi får dog også antydningsvist formuleret en vis skepsis over for værket, der på den ene side føder en tiltro til kosmisk sammenhæng i massens kaos, men på den anden side også stiller sig tvivlende over for, om denne (blinde) tro på universel kærlighed kan vare ved. Derfor er filmen også tro ved sit eget valg af perspektiv: Hvor vildt og overbevisende trippet end kan være, så møder virkeligheden igen op, når virkningen aftager.

Titlen Taking Woodstock er en antydning af dette: Trippet er noget – som en rejse, en trip – vi kan tage på, men vi vender tilbage igen på et tidspunkt. Det fungerer som en mulighed for opblødning, men som løsning alene virker det ikke. Da festivalarrangørerne drager videre efter et endt og succesfuldt projekt, antyder lederen, at de skal videre til den ene og større koncert for frihed: en Rolling Stones-koncert, der ganske sikkert henviser til Altamont Music Festival i december samme år, hvor Hells Angels var hyret som sikkerhedsfolk. Koncerten endte ødelæggende for kollektivets drøm, da en vagt dræbte den 18-årige Meridith Hunter – og dræbte derved også hippiekulturens store drøm om den rene kærlighed. Altamont var afslutningen på en æra, som nåede sit højdepunkt med Woodstock.

Ang Lees film er derved ikke en romantisk drøm om fællesskabets projekt, men en realistisk fortolkning af konsekvenserne, hvori mytens styrke alligevel overlever. Denne drøm om en endelig sejr for fred og musik er smuk i sig selv, og holdes i gang som et regulativ for, hvor verden bør hænge sammen. Ang Lee leverer dermed endnu en indbygget kritisk kommentar til den verdenskultur, vi alle er en del af. Det ligger allerede i hans første tre film – den såkaldte Father Knows Best Trilogy – der er modernitetskritisk og kulturelt interesseret. Hans forrige Lust, Caution placerer sig – som det ses allerede i titlen – også i det middelpunkt, som Taking Woodstock gør: Det lystfyldte tøjles af forsigtighed. På den måde er der, trods temmelig store variationer mellem Ang Lees brogede udvalg af film, nogle mere overordnede tanker, der går på tværs. Taking Woodstock er elegant film, der både formår at tøjle og holde drømmen i live.


Forrige anmeldelse
« Daybreakers «
Næste anmeldelse
» The Tournament »


Filmanmeldelser