Mest lste
[Filmanmeldelse]

1 - Filmanmeldelse
Homeland – sæson 1, 2 & 3
2 - Filmanmeldelse
Drengen i den stribede pyjamas
3 - Filmanmeldelse
Alting bliver godt igen
4 - Filmanmeldelse
Abraham Lincoln – Vampire Hunter
5 - Filmanmeldelse
Heksen
6 - Filmanmeldelse
Herskab og tjenestefolk: Den komplette samling
7 - Filmanmeldelse
Johan Falk – Gruppen for særlige indsatser
8 - Filmanmeldelse
Krokodillebanden 3 – Alle for en
9 - Filmanmeldelse
Encounters
10 - Filmanmeldelse
Armadillo




Dorian Gray (107 min.) Købsfilm / Scanbox
Anmeldt 21/4 2010, 20:55 af Torben Rølmer Bille

Fordærvets pris


Fordærvets pris

Tilbage venstrestil icon lige marginer icon - icon + icon print icon

Cover

Det er langt fra første gang at Oscar Wildes klassiske fortælling om den naive unge mand, der ankommer til storbyen med firetoget og langsomt men sikkert vendes mod skørlevned og udødelighed, bliver filmatiseret. En af de allerførste filmatiseringer af The Portrait of Dorian Gray var faktisk dansk – for Axel Strøm skabte i 1910 en version, hvor Dorian blev spillet af Valdemar Plisander med en Ung Clara Pontoppidan som dennes udkårne.

Der er også noget evigt fascinerende ved Wildes dystre fortælling, idet den både emmer af social kritik og ikke mindst besidder det overnaturlige snert, der har sikret historien sin egen udødelighed. Tanken om at leve for evigt, finder man ikke kun i de forskellige verdensreligioner, men i særdeleshed også i populærkulturen hvor et utal af forskelligartede fortællinger – lige fra Highlander til Dracula – benytter udødeligheden og ideen om evig ungdom til deres egne formål. Senest har teenagevampyrserier som Buffy, True Blood og den anæmiske teenageflirt Twilight (hvis fanskare Dorian Grays DVD cover oven i købet forsøger at tale direkte til) alle stillet spørgsmålet om hvorvidt evig ungdom bør opfattes som en velsignelse eller en forbandelse.

For de, der af uransaglige årsager ikke har stiftet bekendtskab med historien før, kommer her en ultrakort genfortælling. Dorian er vokset op langt fra storbyen, da hans familie har sendt ham på skole langt fra deres liv i hjertet af London. Faderen dør og Dorian ankommer som enearving til en tilværelse i utrolig luksus. Han møder hurtigt den vittige og lettere dekadente Henry, der bliver den Mefistofeles som lokker unge Dorian i evigt fordærv. Henry hævder, at det eneste der tæller her i livet er skønhed og ungdom – og at Dorian er så heldig at besidde begge. Samtidig maler en af Henrys berømte venner et utroligt portræt af den unge smukke Dorian. Idet Dorian udtaler ønsket om at opgive sin udødelige sjæl til fordel for et liv med hor, druk og andre udskejelser i nærheden af sit portræt sker der noget besynderligt. Han stopper selv med at ældes, men til gengæld så kan alle hans udskejelse, synder og alderstegn observeres på maleriet, som Dorian hurtigt beslutter at gemme af vejen. Billedet kommer på denne måde til at repræsentere Dorians virkelige ansigt – det ansigt han ville have haft, såfremt han ikke var blevet forbandet.

Den nye film synes, i langt højere grad end tidligere versioner, at fokusere på det udsvævende liv som Henry præsenterer Dorian for. I den oprindelige historie var Dorians ønske om at bytte sin udødelige sjæl til gengæld for et liv i evig ungdom meget mere eksplicit end i filmen, samtidig er Wildes oprindelige tekst blevet peppet en hel del op, for seeren er virkelig vidne til Dorian kaste sig ud i det alle afskygninger af det dekadente overklasseliv med druk, opium, laudanum og en masse seksuel nydelse.

En ganske væsentlig ændring fra originalen er Dorians forhold til maleren, der i filmen manifesterer sig i en scene, hvor de kysser og kærtegner. Wildes roman blev faktisk brugt af anklagemyndigheden i retssagen mod ham - den retssag, der i sidste ende fik dømt Wilde som homoseksuel og fængslet. Under retssagen hævdede Wilde at han ikke havde forsøgt at skildre et homoerotisk forhold mellem sine to figurer, men snarere forsøgte at vise de bånd der opstår mellem en kunstner og sit objekt. I filmudgaven er der dog ikke noget at være i tvivl om, for her ses et klart seksuelt forhold mellem de to. Et som Dorian ligefrem udnytter til sin egen fordel, da maleren ydmygest vil låne sit portrætbillede til en retrospektiv udstilling, men får Dorian i stedet.

Selv om purister nok vil fnyse over en del detaljer er den nyeste version af Dorian Gray bestemt ikke uden evner. Produktionsdesignet er ret imponerende, og leverer flotte scenerier der strækker sig fra snuskede pubs i Whitechapel, balsale hos det bedre borgerskab, faldefærdige teatre og naturligvis Dorians opulente victorianske domicil. Det eneste der måske ikke er helt imponerende er de få CGI ”kranskud” af London fra oven, det er lidt for tydeligt at der her er tale om effekter. Til gengæld fungerer skuespillet godt, for selvom Ben Barnes ikke hører til blandt verdens mest overbevisende karakterskuespillere, så formår han både at være tilpas androgynt smuk, kejtet og tragisk, at han når helt i mål med sin version af Dorian Gray. Han får desuden glimrende hjælp fra Colin Firth, der som Henry har fået tildelt en mængde af de replikker som har gjort Wildes vid så berømt både i sin samtid og i dag. Dertil kommer at filmen byder på en række andre glimrende britiske spillere, Fiona Shaw, Ben Chaplin og mange andre.

Dorian Gray ender derfor ud med at være en nyfortolkning af Wildes oprindelige roman, der stadigvæk er nogenlunde tro overfor sit litterære forlæg, men holder man af originalens fokus på det engelske klasseskel og dens nedtonede leg med det latent homoseksuelle, så vil man sikkert blive ret så skuffet over at filmen helt ignorerer det første, men derimod ekspliciterer det andet.


Forrige anmeldelse
« Departures «
Nste anmeldelse
» Paranormal Activity »


Filmanmeldelser