Mest læste
[Filmanmeldelse]

1 - Filmanmeldelse
Homeland – sæson 1, 2 & 3
2 - Filmanmeldelse
Drengen i den stribede pyjamas
3 - Filmanmeldelse
Alting bliver godt igen
4 - Filmanmeldelse
Abraham Lincoln – Vampire Hunter
5 - Filmanmeldelse
Heksen
6 - Filmanmeldelse
Herskab og tjenestefolk: Den komplette samling
7 - Filmanmeldelse
Johan Falk – Gruppen for særlige indsatser
8 - Filmanmeldelse
Krokodillebanden 3 – Alle for en
9 - Filmanmeldelse
Encounters
10 - Filmanmeldelse
Armadillo




Original (100 min.) Købsfilm / SF-Film
Anmeldt 22/4 2010, 18:07 af Kim Toft Hansen

Selve det at finde sig selv


Selve det at finde sig selv

« Tilbage venstrestil icon lige marginer icon - icon + icon print icon

Cover

En af de genrer, der længe har haft det svært i Skandinavien, er komedien. Danske og svenske komedier bliver ofte forstokkede og firkantede, mens norsk film de senere år faktisk har formået at skabe nogle virkelig fine komedier. For nyligt lykkedes det Jacob Bitsch at skabe den bedste danske komedie længe, nemlig Camping, og nu bevæger komedien sig tilsyneladende mod Sverige. Original er skrevet og instrueret af de debuterende Alexander Brøndsted, der er fra Danmark, og Antonio Tublén, der er fra Sverige. Og på samme måde som makkerparret er et møde mellem Danmark og Sverige, er Original både på produktions- og skuespilssiden et møde mellem Danmark og Sverige.

Filmen starter med at fortælle Henrys hidtidige livshistorie. Vi bliver hurtigt og med Henry som fortællende voice over, trukket fra fødsel, over barndom, til det tidspunkt, vi træder ind. Det er en velkendt formel, som mange gode komedier formår at bruge effektivt – Woody Allen er måske den mest centrale i denne forbindelse. Det handler her om evnen til at kondensere livets små tråde, så de sitrer effektivt med og mod hinanden, så det netop skaber humoristiske vinkler. I starten ser vi eksempelvis det skelsættende nedslag hos Henry, der overværer sin far klæde sig ud som elg for at kunne komme tættere ind på sit jagtbytte – han ender dog selv som jagtbytte. Interessant nok begynder dermed både Camping og Original, der begge afsøger forholdet mellem komedien og dramaet, med en familiefar, som dør. Tragedien føder det komiske.

Efter en række pudsige nedslag finder vi os til rette i nutiden, hvor Henry har problemer med at få virkeligheden til helt at hænge sammen. Hans mor har siden hans barndom lagt på psykiatrisk hospital med stærke psykiske problemer og virkelighedsforvanskninger. Henry formulerer det medlevende fra starten i sin voice over, at virkeligheden stort set er, hvad vi lader den være – det, vi tror på, er det, der endegyldigt vil være sandheden. Filmen springer dermed dybt ind i et klassisk filosofisk problem om, hvordan virkeligheden ser ud uden for vores indre tankestrøm. Dette problem er her formuleret populært, men filmen holder fast i problematikken hele vejen. Den handler om kun at lukke den del af virkeligheden ind, som vi selv kan tilpasse vores egen.

Filmens begyndelse, cirka den første halve time, spiller stærkt på den narrative fortællemetode, hvor vi springer fra situation til situation for derigennem at kæde pudsige ting sammen. Vi kender det også litterært fra den populære roman fra Morten Ramsland Hundehoved. Det fungerer indledningsvist virkelig godt, og indgangsvinklen, hvor virkeligheden er de fortællinger, vi selv tager ind, bliver taget helt bogstaveligt: Filmens fortælleform gør det samme, idet den konstruerer sin karakter ud fra disse partikulære nedslag. Det springende punkt er her Henrys nye ven Jon, som Henry bliver tæt knyttet til efter at være blevet fyret som bankrådgiver. De aftaler at tage til Spanien sammen for at åbne en restaurant – de skal bare lige have kidnappet Henrys elskede mor med. Den første halve time er med andre ord samlet flot og konsistent skruet sammen.

Desværre går filmen herefter i tomgang: Fortællingens pudsige vinkler skvulper over i en banal kærlighedsfortælling mellem Henry og pigen Marie, som han møder i Ikea (hvor ellers?), hvor de filmer udstillinger for at vise Henrys mor, at Henry har et fint hjem. Her forsvinder filmens fine syntetiserende fortællespor til fordel for en meget retvendt og almindelig mand-møder-kvinde-historie. Marie som karakter er ellers kompleks nok til, at der kunne være vredet flere interessante scener ud af hende, men det forbliver på et banaliseret niveau. Men det er kun lige indtil, at filmens tvist kommer – uden at det skal klarlægges her. Den sidste halve time er det mest overraskende længe set i Skandinavisk film. Filmens plot henter Original dog fra en anden populær film, men det skal heller ikke røbes, eftersom det vil spolere filmen. Det eneste, der her kan siges, er, at Original faktisk allerede, inden dette tvist forekommer, kraftigt antyder netop denne anden film – gæt selv, hvilket det drejer sig om, når du har set filmen.

Sverrir Gudnasson – som de fleste nok kender bedst som Pontus i den svenske tv-serie Wallander – gør det ellers meget fint, mens velkendte Tuva Novotny som Marie og David Dencik – også et velkendt birolleansigt i flere skandinaviske produktioner – begge spiller nuanceret og interessant. De tilstødende karakterer i periferien, som spilles af blandt andre Jesper Christensen og Dejan Cukic, er dog så firkantede, at de bliver svære at holde af – særligt Dejan Cukics rolle som den selvsikre Max fungerer skidt. Dette er ofte netop komediens problem, at rollerne bliver for kantede. Så selvom Original i høj grad får nuanceret de tre vigtigste roller gennem fint karakterdrama, så fungerer de resterende perspektiver – der hvor filmens egne fortællemæssige nuancer skal opstå – relativt skidt.

Konklusionen må derfor være, at filmen kunne have vundet på at være en smule kortere, mens dette også ville have betydet, at de (lidt for) dominerende biroller ville have fået mindre skærmtid. Filmen vil meget gerne være dybsindig, men den formår ikke at komme ud over en banal konstruktivistisk tankegang om menneskers selvforståelse, og slet ikke ud over komediens medfødte børnesygdomme: de meget lidt rummelige karakterer. Det, der holder filmen oppe, er Henrys karakter, der fungerer ret godt, og den fine historie om opvækst i en virkelighed, som ikke er til helt at holde sammen. Original er dog slet ikke original i sit plot – men det vil jeg ikke afsløre for dig, der vælger at se filmen til ende.


Forrige anmeldelse
« Paranormal Activity «
Næste anmeldelse
» Day of the Triffids »


Filmanmeldelser