Mest læste
[Filmanmeldelse]

1 - Filmanmeldelse
Homeland – sæson 1, 2 & 3
2 - Filmanmeldelse
Drengen i den stribede pyjamas
3 - Filmanmeldelse
Alting bliver godt igen
4 - Filmanmeldelse
Abraham Lincoln – Vampire Hunter
5 - Filmanmeldelse
Heksen
6 - Filmanmeldelse
Herskab og tjenestefolk: Den komplette samling
7 - Filmanmeldelse
Johan Falk – Gruppen for særlige indsatser
8 - Filmanmeldelse
Krokodillebanden 3 – Alle for en
9 - Filmanmeldelse
Encounters
10 - Filmanmeldelse
Armadillo




Moon (93 min.) Købsfilm / Pan Vision
Anmeldt 23/3 2010, 16:37 af Óscar García Agustín

Farvel til den kreative klasse


Farvel til den kreative klasse

« Tilbage venstrestil icon lige marginer icon - icon + icon print icon

Cover

Der er forskellige måder at forstå science fiction-genren og dens bidrag til filmbranchen og (hvorfor ikke) til samfundet på. I denne forbindelse har Moon et tydeligt og sjældent budskab. Det er en lille film, hvis man tænker på budgettet. Til gengæld ligger styrken i dens retro-æstetik og det relevante indhold. Det er svært at sige, om Moon er den bedste scifi-film i 2009, men man kan i hvert fald gå videre og hævde, at det er en af de mest spændende film i dette årti.

Filmen begynder med en reklame for firmaet Lunar. Den aktuelle energikrise og mangel på fødevarer er historie. Nu er der en løsning inden for fusionsenergi: Solenergi oplagres i sten og høstes af maskiner på månen. Helium-3 dækker 70 % af jordens energibehov. Til sidst var det ikke så slemt, at man ikke nåede en konsensus efter klimatopmødet i København, og Al Gore behøver ikke bekymre sig mere om, at isen smelter voldsomt i Grønland. Der er en ren fremtid (som i filmen er fortid) takket være månen.

Sam Bell (utroligt velspillet af Sam Rockwell) er hovedpersonen (nærmest den eneste rolle), som arbejder for Lunar. Han samler og sender Helium-3-forsyninger videre til Jorden. Han er den eneste medarbejder på månen, og hans kontrakt varer 3 år. Han kan ikke kommunikere direkte med Jorden (ikke en gang med sin kone og sin datter), og al hans interaktion foregår med computeren GERTY (Kevin Spaceys stemme). Kun to uger før hans kontrakt udløber, kommer Sam ud for en ulykke udenfor og bliver bevidstløs. Selv om han efterfølgende har små hukommelsesproblemer, ser det ud, som han har det godt, og GERTY underretter ham om, at et redningshold skal undersøge situationen. Sam skal bare blive og vente. Det er faktisk forbudt for ham at gå ud. Alligevel bestemmer han at snyde computeren og kigge efter, hvad der skete.

Med denne ulydighedsaktion drejes Sams tilsyneladende kedelige og monotone liv i en uventet retning. Ingenting er, som det så ud. Han bliver usikker over sit arbejde, sit privatliv (forholdet til konen og datteren) og især over sig selv. I princippet virkede det meget morsomt at høre Sams vækkeursmelodi (90’ernes ”You are the one and only” af den usmagelige Chesney Hawkes), men bagefter finder man ud af, at teksten skal fortolkes mere bogstaveligt, end man regnede med. Men det er bedre ikke at afsløre for meget om plottet og ødelægge filmens overraskelsesfaktor.

Når virksomheder engagerer sig i sociale ansvarslighedsprogrammer og lover at respektere miljøet, tror man på deres gode intentioner og glemmer, at det først og fremmest handler om profit. Det samme gælder arbejdskraft. Der findes mange teorier om medarbejdernes funktion, og hvor vigtige deres færdigheder er for virksomhederne. Richard Florida taler endda om den kreative klasse for at sætte navn på de nye arbejdere, som beskæftiger sig med viden og innovation (og gør individet uundværligt). Moon beviser, at sådan en klasse ikke eksisterer. Fornemmelsen af at være unik er simpelthen falsk, og arbejderens fremmedgørelse er stadig et faktum. Virksomheder forsætter med at øge deres vækst på bekostning af arbejdernes vilkår. Outsourcing til Østeuropa er bare ét eksempel – til månen er et andet.

Duncan Jones har mod til at tale om disse emner og vise, at oprør og solidaritet giver mening i en verden, hvor menneskelige rettigheder (som det sker med indvandrere) reduceres. Den filosofiske og eksistentielle diskurs er forsætligt inspireret af film som Kubricks Rumrejsen år 2001. Formelt arver Moon ligeledes æstetikken fra 70’ernes og 80’ernes science fiction-film, ikke mindst gennem udendørsoptagelser med miniaturemodeller. Indtrykket af, at historien er tidsmæssig universel, styrkes, sammen med frygten for at situationen bliver aktuel i fremtiden (bortset fra at den allerede er det nu). Science fiction viser sig i Moon at være en meget effektiv vinkel til at afsløre aspekter, som generelt ikke er en del af den offentlige debat. Selv om de bestemt burde være det.


Forrige anmeldelse
« Rædslernes Hus (Les Daboliques... «
Næste anmeldelse
» Veronika beslutter sig for at d... »


Filmanmeldelser