Mest læste
[Filmanmeldelse]

1 - Filmanmeldelse
Homeland – sæson 1, 2 & 3
2 - Filmanmeldelse
Drengen i den stribede pyjamas
3 - Filmanmeldelse
Alting bliver godt igen
4 - Filmanmeldelse
Abraham Lincoln – Vampire Hunter
5 - Filmanmeldelse
Heksen
6 - Filmanmeldelse
Herskab og tjenestefolk: Den komplette samling
7 - Filmanmeldelse
Johan Falk – Gruppen for særlige indsatser
8 - Filmanmeldelse
Krokodillebanden 3 – Alle for en
9 - Filmanmeldelse
Encounters
10 - Filmanmeldelse
Armadillo




Battle Under Orion (115 min.) Købsfilm / Pan Vision
Anmeldt 31/3 2010, 23:33 af Kim Toft Hansen

Da Stillehavet ikke var stille


Da Stillehavet ikke var stille

« Tilbage venstrestil icon lige marginer icon - icon + icon print icon

Cover

Stillehavsområdet og de asiatiske områder under Anden Verdenskrig er en fortælling for sig selv. Japans rolle i krigen er mere kompleks, end den populært er overleveret, og bygger ikke kun på japanske fascistiske tendenser. Japans valg om at lægge sig i skyggen af aksemagterne havde også noget at gøre med Asiens koloniale magter, der – på det tidspunkt, Japan trådte ind i krigen – ikke efterlod Japan med mange valg. Derfor er det interessant, når Japan selv reflekterer over krigens bevæggrunde, hvilket der kommer en mere nuanceret populærfremstilling ud af. Bedst fungerede det, da begge sider af Stillehavskrigen blev inddraget i Tora, Tora, Tora (1970). Et lignende perspektiv er anlagt i den japansk producerede Battle Under Orion, som er optaget i USA.

Filmen handler om den såkaldte sidste kamp i Stillehavet i august 1945, hvor Japan og USA stadig kæmper om magten over vandet. Filmens officielle, internationale titel er derfor også Last Operations Under Orion, hvilket henviser til en kamp mellem en japansk ubåd og en amerikansk destroyer. Vi begynder i nutiden, hvor en ung kvinde møder en veteran fra samme ubåd, og præsenterer et nodeark for ham. Han udbryder, at han aldrig havde ventet at se det igen – og begynder her fortællingen om ubådens kamp mod den amerikanske destroyer. Den ældre mand, vi her møder, var soldat ombord på ubåden, og spillede en særlig rolle, hvad angår netop dette nodeark.

Idéen er ganske fin, og tanken om at lade musikken være omdrejningspunkt for dele af handlingen er dejlig. Musikstykket på nodearket flyder således ind og ud af filmens score, og tilbyder en potentielt udbytterig udveksling mellem lyd og billede. Men på samme måde, som musikken er ophøjet sentimental, er filmens fortælling også en patosladt fortælling om kamp på liv og død. Dialogen – især den amerikanske – er forstokket og flad, og den japanske besætning er indlysende ujævn. Vi får løbende flashbacks til japanernes familier og venner, hvilket selvfølgelig skal etablere medfølelse og identifikation. Det lykkes dog trods de svage skuespilspræstationer at holde et nogenlunde nuanceret syn på amerikanerne.

Men det er simpelthen ikke nok for at redde en film sovset ind i en sentimental indpakning, der får Pearl Harbor til at ligne en attisk tragedie. Musikken, der fra starten virker som en god idé, udvikler sig undervejs til et score, som er så parafraserende, at der ingen tvivl er om, hvad vi skal føle. Svag instruktion, dårligt manuskript, en halv time for meget, karakterløse karakterer og en tårevædet stemning tynger filmens gode idé. Orionbæltet på himlen spiller en rolle, som den også gør det i musikken, men det kammer helt over i melodramatisk føleri. Det begrænser filmens stærke tema.


Forrige anmeldelse
« "Bruden var i sort", "Den falsk... «
Næste anmeldelse
» Planetens Spejle »


Filmanmeldelser