Mest læste
[Filmanmeldelse]

1 - Filmanmeldelse
Homeland – sæson 1, 2 & 3
2 - Filmanmeldelse
Drengen i den stribede pyjamas
3 - Filmanmeldelse
Alting bliver godt igen
4 - Filmanmeldelse
Abraham Lincoln – Vampire Hunter
5 - Filmanmeldelse
Heksen
6 - Filmanmeldelse
Herskab og tjenestefolk: Den komplette samling
7 - Filmanmeldelse
Johan Falk – Gruppen for særlige indsatser
8 - Filmanmeldelse
Krokodillebanden 3 – Alle for en
9 - Filmanmeldelse
Encounters
10 - Filmanmeldelse
Armadillo




Crash (Sæson 1) (830 min.) Købsfilm / Pan Vision
Anmeldt 3/3 2010, 16:03 af Óscar García Agustín

Civilisationernes sammenstød i LA


Civilisationernes sammenstød i LA

« Tilbage venstrestil icon lige marginer icon - icon + icon print icon

Cover

I 2005 vandt Crash overraskende Oscar for bedste film (og manuskript) over George Clooneys Good Night, and Good Luck og især over Ang Lees Brokeback Mountain. Mens USA forsøgte at finde den store fjende udenfor deres nationale grænser og eksportere demokrati, tegnede Paul Haggis’ film et portræt af Los Angeles som et sted kendetegnet ved racisme og sociale konflikter. Med en barsk stil (selv om filmen bliver lidt for forsonende til sidst) viste Haggis de problemer, som amerikanerne har med at håndtere de andre, som en del af deres samfund.

Glen Mazzara (The Shield, Life) udviklede en efterfølgende en tv-serie med 13 afsnit for betalingskanalen Starz, baseret på filmen og i samarbejde med de originale manuskriptforfattere, Paul Haggis og Robert Moresco. Selv om filmen er udgangspunktet, fremstår serien som et selvstændigt projekt. Historien starter også med en bilulykke (men det sociale sammenstød, som titlen henviser til, er større i filmen), strukturen dannes omkring forskellige historier som mødes på et tidspunkt (forbindelsen er måske svagere i serien), og der fokuseres på forholdet mellem mennesker med fokus på racisme og konflikter (mere individualiserede i serien end i filmen).

Der er mange historier i Crash, som beskriver en storby, hvor mennesker lever på kanten af umenneskelighed. Politibetjenten Kenny Battaglia er patologisk utro og kan ikke lade være med at bedrage sin kone. Efter en trafikulykke, hvor Inez er involveret, begynder de et hadefuldt forhold, som bliver til et irrationelt sexforhold baseret udelukkende på lyst. Battaglia er endvidere jaloux og kan ikke lade være med at gøre livet surt for Inez’ mand, som oprindeligt er albansk. På grund af det får han problemer med sigøjnerne, som reagerer voldsomt mod betjentens magtmisbrug. Hans makker, Bebe, har en affære og er forelsket i kommissæren Axel, som er sin kone utro (jamen, han er også en mand!), er ekstrem korrupt og handler med den koreanske mafia. Som en anden magtmisbruger får han problemer med den koreanske Eddie, som har en fortid i mafiaen men nu er ren og vil læse til læge.

Den tidligere musikproducer, Ben Cendars, lever sit liv som en forlængelse af de gyldne år som stofmisbruger og med dekadent og utilfredsstillende sex. Han har et underligt forhold til sin læge, som han bor sammen med. Da Ben får en ny chauffør, Anthony, som også er rapper, ser produceren muligheden for at redde musikbranchen. Anthony roder sig altid ud i problemer i modsætning til sin bror, som er arkitekt og har nogle gode ideer til at reformere Christina Emorys hus. Hun skal bo sammen med sin aldrende far og har det svært med sin mand. Hun vil være utro (det lykkes ikke, for en kvinde over 40 er ikke det samme som en mand…) med arkitekten, og hendes mand viser sig at være en forbryder (ikke så mærkeligt, når man arbejder som ejendomsmægler). Endelig rejser den guatemalanske indvandrer Cesar Uman til USA som papirløs og oplever diskrimination fra alle sider.

Desværre fungerer Crash ikke så godt som filmen (det er den ikke engang i nærheden af), og man bliver mere og mere frustreret, når man ser et nyt afsnit. Jeg siger det, fordi jeg reelt gerne vil kunne lide serien. Emnet og formålet er relevante, skuespillerne er dygtige og gode, stilen er rå (Starz er, ligesom HBO, kendt for at være mere eksplicit i forhold til sex og vold), og strukturen er tiltrækkende. Imidlertid er der nogle ting, der går galt. Det største problem er måske, at Crash ikke når at være en socialrealistisk serie. Situationerne er for ekstreme og så overdrevne, at både historierne og især personerne bliver totalt utroværdige.

Efter min mening er forholdet mellem betjenten Kenny og Inez meningsløst. Det er umuligt at forstå, hvordan de udvikler deres seksuelle forhold efter bilulykken, Inez’ mands fængsling og Kennys separation fra konen. At han har et problem mellem benene fremhæves nok, men det er svært at forstå Inez’ motivationer. Den anden kærlighedstrekant (kommissæren Axel, Ann Finet og Bebe) er ikke bedre. Axel lover hundrede gange at forlade konen, Bebe tror på det, konen skyder manden (fordi hun er træt af utroskab) og slår ham næsten ihjel, han ved det godt, men han giver skylden til den koreanske mafia osv. Indvandreren Cesars historie viser, at ligegyldigt hvor skidt det er i USA, er det bedre end alt det, der sker sydpå, dvs. i Mexico. Men den værste fortælling er uden tvivl den om Ben Cendar, som ligner en vits, og flere gange fik mig til at tænke, at jeg havde fået nok af Crash. Det er paradoksalt, at den erfarne Dennis Hopper leverer en så dårlig præstation (lidt a la Pacino, når han overspiller). Til Hoppers forsvar skal det siges, at rollen er umulig, men han gør den ikke mindre irriterende.

Short Cuts-strukturen hjælper heller ikke. Plottet er for fragmenteret, og derfor bliver rytmen (som ellers var god i filmen) afdæmpet. Som publikum forventer man, at der kommer en overbevisende forklaring (som aldrig kommer) for alle de opsplittede begivenheder. Man kan mærke efter afsnit 7, at der gøres en indsats for at fokusere på færre historier og på at uddybe dem. Men de paralleller, der drages, er uacceptable. Bens spirituelle rejse sammenlignes med Cesars kamp for livet, og Cesars tilståelse over for Bebe foregår samtidig med Kennys bekendelse til en præst om hans mandlige, utro natur.

Ikke alt er negativt. Crash er bedst, når der fokuseres på den enkelte og ærlige person, som forsøger at skabe sit liv og arbejde under de forkerte omstændigheder eller på trods af de korrupte eller uretfærdige strukturer. Jeg tænker især på latino-betjenten Bebe, den afroamerikanske chauffør Anthony og den koreanske ambulancelæge Eddie. Alle tre deler loyaliteter, der er indbyrdes modstridende: Bebe tror på troskab, skønt hun har en elsker og ikke en mand, forsvarer retfærdighed og skjuler sin kammerats magtmisbrug. Anthony vil ikke være en taber men tør ikke nå succes, han tænker over sine interesser og vil være trofast over for sine venner, selv om de er forbrydere eller tager fejl (eller det ser ud, som om de tager fejl). Eddie ønsker at få adgang til det amerikanske system og respekterer samtidig de koreanske regler. Disse dilemmaer og modsætningsforhold gør personerne mere troværdige og gør, at serien kan ses og delvis nydes.

Jeg håber, at Crash sæson 2 har lært fra nogle af de mange fejl, der begås i sæson 1, og kan udvikle en mere nuanceret tilgang til mennesker (som ikke skal blandes sammen med overdrivelse). Julia Kristeva siger, at det nuværende samfund aldrig udleves som en universel melting pot, men som en national sameksistens, der er mere eller mindre konfliktfri. I den forstand er der stadig behov for en serie, der udforsker hvilket samfund, vi bor i, og hvilket samfund, vi ønsker. Ulyksaligvis gør Crash det, indtil videre, ikke.


Forrige anmeldelse
« Alice i eventyrland «
Næste anmeldelse
» 9 »


Filmanmeldelser