Mest læste
[Filmanmeldelse]

1 - Filmanmeldelse
Homeland – sæson 1, 2 & 3
2 - Filmanmeldelse
Drengen i den stribede pyjamas
3 - Filmanmeldelse
Alting bliver godt igen
4 - Filmanmeldelse
Abraham Lincoln – Vampire Hunter
5 - Filmanmeldelse
Heksen
6 - Filmanmeldelse
Herskab og tjenestefolk: Den komplette samling
7 - Filmanmeldelse
Johan Falk – Gruppen for særlige indsatser
8 - Filmanmeldelse
Krokodillebanden 3 – Alle for en
9 - Filmanmeldelse
Encounters
10 - Filmanmeldelse
Armadillo




Burma VJ (85 min.) Købsfilm / NTC Film
Anmeldt 14/3 2010, 23:28 af Kim Toft Hansen

Burmas demokratiske stemme


Burmas demokratiske stemme

« Tilbage venstrestil icon lige marginer icon - icon + icon print icon

Cover

Dokumentaristens vigtigste pejlemærke er, at hvis en begivenhed ikke fanges på kamera, eksisterer den ikke. Situationen i Burma den dag i dag understreger denne påstand ganske godt: De vestlige medier har efterhånden fuldstændig glemt, at Burma er præget et hårdhændet diktatur, selvom det ikke er mere end et par år siden, et målrettet oprør fandt sted. I 2007 sluttede de buddhistiske munke sig til det sparsomme oprør, der knap kunne mestre en samlet stemme på grund af den voldsomme undertrykkelse. Det er dette oprør mod det burmesiske militærdiktatur, Anders Østergaards seneste dokumentarfilm Burma VJ handler om – den er netop udkommet på dvd. Den bærer undertitlen Reporter i et lukket land.

Da oprøret, som vi her fulgte på tæt hold gennem nyheder, fandt sted, havde Østergaards hold allerede arbejdet på en historie om Burma i et par år. De allierede sig i 2005 med videojournalisten ”Joshua” (et opdigtet navn), der var en vigtig del af den lille journalistiske gruppe Democratic Voice of Burma (DVB), som illegalt optog og sendte optagelser fra Burma ud til resten af verden. Idéen med filmen var at vise, hvordan der midt i det voldsomme diktatur var en række individer, som forsøgte at sende landet i en anden retning – og ikke mindst appellere efter hjælp udefra. Derfor var det selvfølgelig noget af et dokumentarisk scoop for Østergaards hold, da opstanden i 2007 – den første siden et voldsomt blodbad i 1988 – tog fart med Joshua og DVB som den vigtigste informant om situationen.

Vi kender derfor selvfølgelig afrundingen af opstanden, der endte i noget nær en massakre. Utallige personer er stadig forsvundne fra militærets hårde nedslag, og ifølge de seneste officielle rapporter om Burma er antallet af politiske fanger vokset kraftigt siden militæret genvandt kontrollen med landet. Og de vestlige medier er tavse! Derfor er Anders Østergaards film så vigtig. Den fortæller historien om et land, der er trængt i knæ af en diktatorisk magt, der gør, hvad den kan, for at fastholde magten. Og filmen gør det med en stil og en akkuratesse, som formidler sit budskab på klarest mulige måde. Filmen var nomineret til en Oscar for bedste dokumentarfilm – men vandt den ikke. Den er dog alligevel blevet den mest vindende dokumentarfilm hidtil.

Anders Østergaard vil ikke kalde Burma VJ for en politisk film. Han mener, at denne opstand fra almindelige borgere og munke mod entydigt hårdhændede diktatorer taler et helt andet sprog. Havde filmen været politisk, ville vi have kunnet diskutere nogle elementer for og imod, hvor vi også ville have fundet nogle argumenter for regeringens handlinger – her kan vi ikke finde noget som helst, siger Østergaard. Her har vi en modsætning imellem en opstand, der var fuldstændig fredelig og helt uden voldshandlinger fra demonstranterne, mens vi har en regering, der igen kun kan ty til kyniske, voldelige midler for at holde et utilfredst folk nede. Her flytter kategorierne sig, siger Østergaard, fra en politisk kamp til en klassisk kamp mellem godt og ondt.

Holdet bag filmen har også været nødt til at tage sig nogle dokumentariske friheder – friheder, der dog var fuldstændigt underbygget inden for de skildrede begivenheder. Flere problemer måtte de løse. For det første er ”Joshuas” identitet skjult af hensyn til hans sikkerhed, og derfor ser vi ham aldrig. Altså må dokumentaren fortælle en historie om en person, som vi aldrig kan sætte ansigt på, og som ydermere undervejs må flygte til Thailand på grund af truslerne mod ham. For det andet er det sparsomt, hvor mange billeder, Østergaards hold selv kunne få inde fra det lukkede land, og derfor består filmen stort set af det autentiske materiale fra optagelser fortaget og sendt ud af DVB. Derfor har filmen et vildt udtryk, der kun korresponderer fint med de hændelser, vi er vidne til.

Ydermere var mange af optagelserne ikke situeret i tid og rum, mens enkelte centrale hændelser for at forstå kronologien i opstanden ikke var filmet. Derfor måtte holdet ty til alternative metoder for at samle stumperne. Fx måtte de benytte Google Earth for at få placeret de flyvende billeder rent geografisk – ellers ville vi ikke kunne følge optøjernes vandringer gennem gaderne. De måtte også rekonstruere en række elementer for at få sammenhæng i stoffet, hvilket – udtrykker Østergaard – er en vigtig forskel på dokumentarisme og journalistik. Dokumentarismen har på den måde nogle konstruktive friheder, som journalistikken ikke har. Samlet set betyder det, at filmens handling – trods de vilde scener og meget diffuse optagelser – fremstår fuldstændig indlysende og klar.

Burma VJ er i dvd-versionen suppleret med fyldige interviews. Et med producenten Lise Lense-Møller, hvilket er en relativt uinteressant skildring af selve produktionens omstændigheder. Men interviewet med instruktør Anders Østergaard er en enormt reflekteret og eftertænksom behandling af såvel dokumentarismen som form og temaet i denne film. Som et sidste element indeholder dvd’en også et interview med Richard Gere, der selv er dybt engageret i sagen om Burma. Gere er selv en passioneret og praktiserede buddhist – og har derfor et nært forhold til det engagement, som buddhister lægger i sagen. Munkene viser, hvordan revolutionen stadig er en efterspurgt metode i verdens brændpunkter – men de viser samtidig, hvordan den kan praktiseres med fuldstændig fredelige midler. Resultatet har desværre bare ikke været derefter.

Resultatet var efter optøjerne i 1988, at militærjuntaen udskrev et demokratisk valg i 1990. Dette resulterede i en overvældende sejr til det demokratiske parti ledet af Aung San Suu Kyi, datter af lederen som forhandlede Burma fri af den britiske kolonisering i 1947. Hun spiller også en rolle i filmen som symbolet på det, folket i Burma vil opnå: et reelt demokratisk valg af regering. Da det ser ud til, at hun i 2007 rent faktisk får mulighed for at slippe ud af sin husarrest, som hun stort set har siddet i siden 1989, spænder militæret musklerne – symbolet må holdes fast, og det ender i endnu et blodbad. Suu Kyi sidder stadig i husarrest, Burma er stadig under belejring af et ubarmhjertigt militær – og som vidne herom har vi Anders Østergaards skelsættende og fængslende dokumentarfilm.


Forrige anmeldelse
« The Limits of Control «
Næste anmeldelse
» 2012 »


Filmanmeldelser