Mest læste
[Filmanmeldelse]

1 - Filmanmeldelse
Homeland – sæson 1, 2 & 3
2 - Filmanmeldelse
Drengen i den stribede pyjamas
3 - Filmanmeldelse
Alting bliver godt igen
4 - Filmanmeldelse
Abraham Lincoln – Vampire Hunter
5 - Filmanmeldelse
Heksen
6 - Filmanmeldelse
Herskab og tjenestefolk: Den komplette samling
7 - Filmanmeldelse
Johan Falk – Gruppen for særlige indsatser
8 - Filmanmeldelse
Krokodillebanden 3 – Alle for en
9 - Filmanmeldelse
Encounters
10 - Filmanmeldelse
Armadillo




The Limits of Control (111 min.) Købsfilm / Nordisk Film
Anmeldt 14/3 2010, 23:26 af Kim Toft Hansen

Livet er intet værd


Livet er intet værd

« Tilbage venstrestil icon lige marginer icon - icon + icon print icon

Cover

En mørk mand ankommer til en lufthavn, hvor han finder et par mystiske fyre. Han får nogle oplysninger, der sender ham videre – uden vi helt ved, hvor han skal hen. En af fyrene understreger for ham, at virkeligheden er arbitrær – og at han må huske på, at alt er subjektivt. Vores mørke mand rejser til Madrid, hvor han gør, som fyrene i lufthavnen har forklaret ham: Han sætter sig på en café med to espressoer – i hver sin kop. En fyr finder ham, snakker kort til ham, og giver ham en tændstikæske, hvori manden finder en seddel med nogle koder på. Han er videre – stadig uden at vi helt ved, hvad han søger. Usikkerhederne står i kø på denne måde i Jim Jarmuschs seneste film The Limits of Control – og sammenhængene er få. Det er surreelt, drømmeagtig og helt ved siden af – og samtidig en særdeles skarpsindig film.

Jim Jarmusch har engang udtalt, at livet ikke har noget plot, så hvorfor skal film have det. Og spørgsmålet, som Jarmusch her afsøger i The Limits of Control, er dermed, at hvis virkeligheden er arbitrær, vilkårlig, hvorfor skal film ikke også være det. Derfor presser Jarmusch seerens forståelse gennem en film, der ikke levner mange oplysninger til os, der skal forsøge at forstå (og rekonstruere) filmen. ’Kontrollens grænser’ peger på den måde på såvel filmens tema – virkelighedens vilkårlighed – og seeren, der er efterladt i en vilkårlig position. I den klassiske skelnen mellem showing og telling sørger Jarmusch for mindst muligt at det sidste – han viser kun, hvad vores mørke mand foretager sig. Han fortæller intet derud over – ikke engang et navn får vi.

Virkeligheden er sat under lup i en særlig forstand. Det er den postmoderne virkelighedsforståelse, der afsøges gennem filmens komplete mangel på dybe årsager til, hvad den mørke mand foretager sig. Udtrykket ’la vida no vale nada’ går igen undervejs – livet er intet værd – og er på den måde en radikalisering af det værdisæt, som postmodernismen efterlader os med: Værdierne er borte. Samtidig er dette udtryk en præcis reference til Rigelio A. González film La vida no vale nada fra 1955. Det er på den måde en kraftig understregning af, hvordan betydningslagene fungerer, når alt bliver arbitrært: Vi har ikke et udtryk, der har betydning i sig selv, men et udtryk, der henter sin betydning et andet sted fra. The Limits of Control er tilmed et væld af henvisninger til andre film, andre kunstværker, andre tanker og filosofier, andre stilarter, der svøber sig ind og ud af den fortælling, som vi selv har så svært ved at stykke sammen.

Det hele gentager sig – og gentager sig. Scenen er ofte den samme: overleveringen af en tændstikæske med en ny kode, som sender vores mand videre. Mod hvad? Ja, vi finder et slags svar, men om det giver samlet mening, er i den grad tvivlsomt. Samtidig begynder filmen også at citere sig selv, så nogle tråde begynder at flette sig sammen. Nye perspektiver opstår på tværs af de enkelte sekvenser. Symbolfetichismen er stor, men spørgsmålet er selvfølgelig, om disse mange interne og eksterne symboler – når virkeligheden er en tom overflade – overhovedet skal tages alvorligt. En kvinde, som vores mand møder på endnu en café til endnu en kodeudveksling, siger, at hun til tider har svært ved at skelne, om de minder, hun har, kommer fra drømme eller fra film. Denne sætning fungerer som en metakommentar til filmen selv, der langt hen ad vejen efterlader én særdeles drømmeagtig fornemmelse. Visuelt overlegen – og en filmoplevelse for sig selv.

Filmens egen logik fungerer på en måde, som vi kender den fra en instruktør som David Lynch. Mulholland Drive vil være et nærliggende sammenligningsgrundlag. Begge instruktører er blevet knyttet an til en filmisk postmodernisme, hvilket i sig selv er en problematisk størrelse – også som præcis filmisk kategori. Begge har i høj grad afsøgt postmodernismens erkendelser, men om det gør filmene postmoderne selv, er måske mere tvivlsomt. The Limits of Control er på sin egen måde en sådan afsøgning af postmoderne erkendelse – eller manglen på samme. Titlen antyder en kritik: postmodernismen slipper tøjlerne og kontrollen fluktuerer – men inden for værkets egen betydningsramme er det ingenlunde klart, hvad Jarmusch selv vil sige. Når han slipper kontrollen og efterlader virkeligheden arbitrær, kan han jo ikke sige noget som helst klart. Filmen er for alle, der er til Jarmusch – eller sågar også Lynch – og for alle, der tør sætte spørgsmålstegn ved den virkelighed, vi troede, vi havde genvundet...


Forrige anmeldelse
« In Tranzit «
Næste anmeldelse
» Burma VJ »


Filmanmeldelser