Mest læste
[Filmanmeldelse]

1 - Filmanmeldelse
Homeland – sæson 1, 2 & 3
2 - Filmanmeldelse
Drengen i den stribede pyjamas
3 - Filmanmeldelse
Alting bliver godt igen
4 - Filmanmeldelse
Abraham Lincoln – Vampire Hunter
5 - Filmanmeldelse
Heksen
6 - Filmanmeldelse
Herskab og tjenestefolk: Den komplette samling
7 - Filmanmeldelse
Johan Falk – Gruppen for særlige indsatser
8 - Filmanmeldelse
Krokodillebanden 3 – Alle for en
9 - Filmanmeldelse
Armadillo
10 - Filmanmeldelse
Encounters




Wallander – Dødsenglen (90 min.) Købsfilm / SF-Film
Anmeldt 18/1 2010, 07:32 af Kim Toft Hansen

Fortællinger om antistof


Fortællinger om antistof

« Tilbage venstrestil icon lige marginer icon - icon + icon print icon

Cover

Enhver krimi, der handler om mord, kunne i princippet hedde Dødsenglen, som det seneste afsnit i den svenske Wallander-serie gør. Det er afsnit ni i denne anden sæson og afsnit 22 samlet set. Dødsenglen optræder i flere forskellige kulturer, og er oftest en personificering af dødens budskab: en dødsengel bringer oftest det modsatte af liv, og karakteriseres derfor som det modsatte af liv, antistof. Derfor kan vi selvfølgelig godt regne ud, at der skal ske et mord i Dødsenglen, men det sker alligevel ikke lige med det samme.

Et rejsende pigekor slår et smut forbi Ystad for at give koncert i byens kirker. Pigekoret består af en række hormonfyldte teenagepiger, hvilket selvfølgelig giver en række interne stridigheder, mens en komplekst dominerende og samtidig empatisk kvinde leder koret. Fra starten emmer gruppen af problemer, hvilket kun kompliceres yderligere af, at korets solist – der er en meget selvstændig pige med anden etnisk baggrund – forsvinder sporløst. Det er uklart, om der er sket en forbrydelse, for – som Wallander og politiet realiserer – er det er ikke første gang, hun velvilligt forsvinder.

En række ting stemmer dog ikke helt overens hos den intuitive Wallander. Den forsvundne pige efterlod eksempelvis sin favoritjakke som det eneste, mens Wallander også sanser, at noget stikker under hos pigens far. Familien er indvandret fra Iran, har en stærk religiøs tro, men her pirker afsnittet til vores (og Wallanders) latente fordomme: Det er nemlig en kristen familie. På den måde nedbryder filmen den forestillingsramme, som vi normalt ville instituere for at forstå de komplekse problemer, som politiet står overfor. Det er et velkendt træk i Henning Mankells romaner om Wallander, at vores politiefterforsker har en høj moral udad til, men har indad til lidt svært ved at efterleve den – det kommer således også fint til udtryk i dette afsnit. Wallander er en kulturel diagnose.

Samtidig veksler afsnittet også mellem forsøget på at finde den forsvundne pige på den ene side og nogle interne skærmydsler mellem Wallander og politiaspiranten Isabelle: Hun træffer nogle problematiske beslutninger undervejs, men påpeger flere gange Wallanders latente fordomme – og på et tidspunkt viser det sig tilmed, at Wallander selv begår den samme fejl som Isabelle. Her har vi igen en fin illustration af Wallander-karakterens indbyggede ambivalens: Han har en stærk forståelse for, hvordan verden og politiarbejdet skal ledes, men har temmelig svært ved selv at leve op til de gode tanker.

Et sidste træk, der er motiveret gennemgående hos Mankell selv, og derfor benyttes interessant i dette afsnit, er Wallanders forkærlighed for klassisk musik og opera. Som musikkender har han intuitive fornemmelser for den musik, som koret synger, og heri ligger der også nogle symbolske værdier, som i sig selv selvfølgelig ikke skal afsløres. Men musikken, der fascinerer Wallander, er i dette afsnit af den mere romantiske type – mest Schumann – hvilket samtidig også placerer Wallander i relation til den tænkemåde, han som efterforsker stiler efter. ”Jeg vil skide på statistik”, siger han på et tidspunkt, og følger i stedet sin intuitive tænkning – en romantisk sensitiv fornemmelse for sammenhænge. På den måde spiller afsnittet fint på den dobbeltbetydning, som musikalske erkendelser kan have i forbindelse med politimæssigt arbejde. Derved er Wallander-serien generelt et niveau over megen andet tv-krimi.

Ydermere knytter afsnittet også an til en fortællestil og plotstruktur, som vi faktisk sjældent har set i forbindelse med Wallander. Afsnittets fortælling stiller sig nemlig en smule på skuldrene af klassiske krimikonstruktioner hos fx Agatha Christie, der jo også med sin Miss Marple-karakter introducerer en mere fortolkende, intuitiv detektiv. Den længere introduktion, hvor vi får indsigt i de interne stridigheder mellem pigerne på koret, er en uvanlig indledning til denne serie, da der går et stykke tid, før der ”sker noget”. Denne særlige fornemmelse for, at der blandt flere af de implicerede kunne være et motiv, som kunne foranledige pigens forsvinding, kender vi fint fra Christies fortællinger.

Samlet set er Dødsenglen derfor et afsnit i den gode ende af seriens fortællinger. Det bliver dog ikke helt klart, hvorfor lige denne titel er valgt: Der er godt nok nogle religiøse associationer i musikken og det, at de synger i kirker, men selve fornemmelsen for en engel af død udebliver. Spændingens momentum er også anderledes end normalt i afsnittet, hvilket dog ikke skal lyde som en svaghed, men netop fremhæve de udfoldelsesmuligheder, der i Wallander-karakteren og Mankells fortællefokus. Dødsenglen hænger godt sammen, og piller slumrende ved nogle ting, som den skandinaviske kultur måske godt kunne trænge til: vores elementære fordomme.


Forrige anmeldelse
« Se min kjole «
Næste anmeldelse
» Pigen der legede med ilden »


Filmanmeldelser