Tv-serien Broen (2011) kom bag på mange. Samarbejdet mellem dansk og svensk tv er dog ingen nyhed – og resultatet, der baserer sig på en skandinavisk krimisucces, i princippet heller ikke. Brugen af de helt velkendte skandinaviske rammer omkring i krimi i en veloplagt ny forklædning gjorde til gengæld Broen til et internationalt fænomen, der nu er på vej i såvel en engelsk-fransk som en amerikansk-mexicansk udgave. Derfor skulle der naturligvis mere vand på den dansk-svenske mølle. Broen II er netop udkommet som købefilm.

Karakterer og spænding var ellers grundigt forløst og afrundet i første sæson. Den stod stærkt alene – og med de almindelige løse ender. Stærke karakterer være brugt op som smalle nationalkarikaturer på et strammere Sverige og et løsagtigt Danmark. Derfor var det med en vis mistro til slutresultatet, at sæson to skulle konsumeres. Spørgsmålet var, om der stadig var mere kraft at hente i en serie, der faktisk var temmelig kompliceret og velgennemtænkt. Men resultatet er blevet overraskende godt. Formlen er velkendt, men fortællingen tilpas godt plottet og kompliceret til at holde.

Et skib sejler ind i Øresundsbroen. Om bord finder kystvagten fem unge, der er kædet fast, mens besætningen ser ud til at have forladt skibet. Den svenske betjent Saga tilkaldes, og hurtigt går det op for hende, at der er brug for assistance. Hun kontakter den danske betjent Martin, der stadig er hårdt ramt efter tabet af sin søn i første sæson – morderens store hævn. Til sin danske chefs overraskelse indvilger Martin i – han insisterer faktisk på – at ledsage Saga i opklaringen af det mystiske skibsforlis. Hendes hudløse ærlighed – som ingen andre kan mestre – er nemlig velgørende for ham.

Sagen viser sig at trække tråde helt ind i klimapolitiske beslutninger og ekstrem klima- og socialaktivisme. Ligesom første sæson læner serien sig her kraftigt op ad den skandinaviske – og især svenske – krimitradition for samfundskritik. Tricket er at lade ”de onde” have en mening, som faktisk i seriens egen optik er ”det gode”. Det placerer seeren i en pudsig og gunstig position, hvor forbryderen ikke er den rendyrkede ondskab, men snarere en person eller flere, der anser målet som helligere end midlet til at nå dertil. Såkaldt idealisme…

Betjenten Saga er seriens store scoop. Det bliver aldrig helt klart, hvad hun reelt fejler – og om hun overhovedet fejler noget. Men hendes karakter ser ud til at være plaget af en form for Aspergers symdrom, der som resultat gør hende til en person, som ikke formår at sige noget, der ikke er sandt. Det er i sig selv en interessant karakter at placere i rollen som den sandhedssøgende detektiv, men det giver hende faktisk store problemer undervejs, fordi vejen til sandheden for en betjent ofte er brolagt med små, hvide løgne. Løgne, der for Saga ikke findes.

I Broen II er Saga igen vel- og til tider lidt overspillet af den kønne Sofia Helin. Martin er spillet af Kim Bodnia, der mestrer et stort repertoire lige fra følelsesfulde sekvenser med savn til arrige scener med hævnlyst. Alt sammen krydret med genrens vanefulde passager om ægteskabsproblemer. Langsomt gennem sæson to skal det umage par vise sig at have flere ligheder, end de rent faktisk selv troede, de havde. Modsætningerne ophæves langsomt – og den mistrøstighed, der internationalt er forbundet med den melankolske Nordic Noir, viser sig.

Stilistisk er sæson to mindst ligeså sikker som den første. Flere steder formår den faktisk i modsætning til sin forgænger at undgå de problemer, der kan opstå, når dele af castet er relativt uprøvet. Broen II er ret velspillet. Billedteknisk er den mange serier i samme liga overlegen, mens spændingsopbygningen og plottet fungerer fortræffeligt. Serien formår at sige noget relevant omkring politikkens slagsider, mens den også fortæller noget eksistentielt om de to betjente. Titelsekvensen afsluttes med et afbalanceret, svagt oplyst kors over broen. Det kan være dobbelttydigt: døden er med, men der er også skæbner i spil.

Serien er en relativt dyr samproduktion. Ud over danske penge er der svenske, norske, tyske og franske penge med. Det vidner om en kulturel brobygning og international interesse i disse fortællinger om mistrøstighed og kriminalitet i velfærdsstaternes endelighed. Idéen om at fortælle så konkret – via en brometafor – om grænseoverskridende kriminalitet er så godt tænkt, at den kan ”oversættes” til andre velsmurte produktionsapparater. Broen er en sammenbinder, men den adskiller også som en grænse. Det er tærskel, hvor nyt møder gammelt, ondt møder godt, og personer og kulturer rejser børster over for hinanden. Broen II tager fat lige netop dér.