Mest læste
[Filmanmeldelse]

1 - Filmanmeldelse
Homeland – sæson 1, 2 & 3
2 - Filmanmeldelse
Drengen i den stribede pyjamas
3 - Filmanmeldelse
Alting bliver godt igen
4 - Filmanmeldelse
Abraham Lincoln – Vampire Hunter
5 - Filmanmeldelse
Heksen
6 - Filmanmeldelse
Herskab og tjenestefolk: Den komplette samling
7 - Filmanmeldelse
Johan Falk – Gruppen for særlige indsatser
8 - Filmanmeldelse
Krokodillebanden 3 – Alle for en
9 - Filmanmeldelse
Armadillo
10 - Filmanmeldelse
Encounters




Antichrist (104 min.) Købsfilm / SF-Film
Anmeldt 26/11 2009, 10:43 af Kim Toft Hansen

At vende tingene på (og i) hovedet


At vende tingene på (og i) hovedet

« Tilbage venstrestil icon lige marginer icon - icon + icon print icon

Cover

Om Lars von Triers Antichrist er næsten alt allerede sagt fra begyndelsen – i mere end én forstand. Først og fremmest var den, da den havde premiere på seneste Cannes-festival, stærkt omdiskuteret. Som vanligt blev Triers biografiske person blandet ind, mens filmens ekspliciterede vold også sendte folk op fra biografsædet med kvalme. Førstnævnte biografisme er for så vidt uinteressant, da ålen Trier nænsomt glider af på den slags spørgsmål. Sidstnævnte kvalme er lidt overraskende og måske mest et udtryk for, at Cannes-besøgende måske ikke kender eksploitative filmtraditioner for godt – Antichrist gør for så vidt intet, som filmhistorien ikke i forvejen har budt på. I stedet er filmens emne, stil og filosofiske dybde i højere grad interessant, for med vanlig akkuratesse formår Trier at svire større spørgsmål ind i filmens lidt banale fortælling – og det er uden at give et klart svar på samme. Se i øvrigt Steen Christiansens biografanmeldelse af filmen, også for et resumé af filmens handling.

Antichrist er i sig selv en titel, der vækker opsigt – dog ingen opsigt som Nietzsches sene opgør med kristendommen med samme titel som Triers film ikke også gjorde. Trier hævder dog, at han aldrig har læst hele Nietzsches værk, men synes om titlen – og det er da faktisk også svært at læse filmen som et ultimativt opgør med kristendommen. Trier har måske lært af de fejltagelser, som Nietzsche begik i sit værk, da han – som det måske analogiseres i filmen – blev forstyrret i forfattelsen af værket af sin egen sindssyge. På den måde er der måske en pudsig mental parallel i arbejdet med sindsforstyrrelsen, der jo er emnet for filmen – moren, der har mistet sit barn, og mister kontrollen over sin egen mentale tilstand. Desuden vækker filmens handling – manden, der tager til en afsides hytte for at afhjælpe sin kones mentale tilstand – også genklang ift. Nietzsche (og mange andre filosoffer), der også har for vane at forlade civilisationen for at søge indsigten i naturen.

På anden vis er alt også allerede sagt fra begyndelsen om Antichrist. Filmen arbejder sig qua sine referencer og tematikker dybt ind i et mytologisk sindelag og grænseland, hvor seeren bliver efterladt i en meget lignende tilstand – ikke på sidelinjen, men i den grad med mange tvetydigheder at behandle. Filmens handling lader sig umiddelbart tolke som en psykologisk proces, der på flere fronter ligner en vanskelig freudiansk psykoanalyse, og Trier har da også indrømmet, at han finder inspiration i Freuds modeller over den menneskelige psyke. I sin banalitet handler Antichrist om drifternes vold og en latent bevidsthed, der ikke nødvendigvis bemærkes i den psykiske overflade. Det illustreres i filmen ganske almindelig, som vi kender det fra eventyret, ved at kvinden har svært ved at krydse en bro for at komme videre til hytten, hvor de skal bo. Hun krydser den, men gør det i al hast, så det – på metaforisk vis – efterlader hende i et grænseland, hvor hun ikke helt selv har kontrol. Eller har hun? Det er netop spørgsmålet, der ligner den velkendte indsigtsmetafor, som vi også kender fra Platon: Har du først krydset grænsen og har opnået indsigt, kan du ikke vende tilbage. Når hun – og måske parret sammen – til en slags indsigt i hytten? Det er op til seeren selv at vurdere.

Derfor er de temaer, som Antichrist vender fra forskellige vinkler, afprøvet mange steder før. Titlen er dog – i stedet for at være en reference til Nietzsche – i højere grad en understregning af, hvordan filmen vender det, som vi kender til, elementært på hovedet. Historiske traditioner overleverer mandlig ondskab over for kvinden, idet kvinden antoges at være i et tættere forhold til djævelske kræfter. Kvinden i Antichrist har arbejdet på en afhandling om repræsentationen af kvindens ondskab gennem tiderne, men ser ud til at være blevet påvirket af de tekster, hun har set – hun er givetvis blevet overbevist om, at kvinden er et ondt væsen, der kun fostrer yderligere ondskab. Dog er vi på det tidspunkt, vi indser dette, kommet så langt (ud) i handlingen, at det er svært at vide, om filmen rent faktisk mestrer kvinden som ond, eller om hun er ramt af placebo ondskab gennem sin research. Filmen tager ikke stilling, hvilket vi heller ikke formår at gøre så. I stedet bliver filmen et studie i, hvordan kærligheden henter et stærkt supplement i hadets og kødets dyriske stemninger – og her træffer filmen nogle ekstreme billedkompositioner, der møder Anthony Dod Mantles svinagtigt smukke billeder med blodige billeder af lemlæstelse. Det er igen tvetydighedens holdeplads, vi parkerer på – det smukt og enormt grimt samtidig.

Trier har også gennemgående været stærkt inspireret af tragediens formulariske muligheder. Vi ser det hos ham allerede i sin første spillefilm Medea, der jo er en filmatisering af en græsk tragedie, men i flere film trækker veksler på tragedien eller dens melodramatiske lillesøster. Det er selvfølgelig i film som Dogville, Manderlay og nu også Antichrist helt ekspliciteret gennem indføjelsen af prolog, fire akter og en epilog. Det er i Triers generelle interesse at afprøve styrken i forskellige genrer, og i denne vender han tilbage til tragedien for fuld skrue. Og her viser Trier, at han måske kender mere til Nietzsches filosofi, end han måske helt vil indrømme. Nietzsches første værk Tragediens fødsel handler om tragedien og dens indbyggede ambivalenser, som han døber – under præcis henvisning til græsk mytologi – det apollinske og det dionysiske. Det kunstnerisk kreative er udtrykt gennem mødet mellem disse to kræfter, der giver sig udslag – i overført betydning hos Nietzsche – i guddommene for klarhed og indsigt på den ene side og vinen, rusen og det ukontrollerbare på den anden side.

I Antichrist illusterer Trier dette forhold gennem et rollespil, som manden spiller med kvinden, hvor hun skal være det rationelle indslag (det apollinske) over for ham, der skal spille naturens dyriske kræfter (det dionysiske). Det slår selvfølgelig fejl, fordi det er – som også hos Nietzsche – et kunstigt skel, der udsletter både kunsten og livet. Kritikken, som vi senere møder hos Nietzsche, af det ensporede fokus på det rationelt apollinske, er derfor alene ikke kun noget, der retter sig mod det tragiske, men det udsletter hele livets anledning – og så var det at hylde dionysiske kræfter i en kristen kultur hos Nietzsche en vej til at slippe antikrist løs. Den søgen efter rationel bemyndigelse, som manden forsøger gennem sin psykoterapi, slår på samme måde fejl, og udløser sin modpol: Det rent dionysiske får frit spil hos kvinden, og – som vi kender det fra tragedien – så ved vi godt, hvor det fører hen. Naturens kræfter spiller derfor og derved en kraftfuld rolle i Triers version af det tragiske, i noget der kunne ligne en omvendt fascination af de romantiske panteistiske idealer: Naturen er i stedet for en allestedsnærværende Gud blevet til Satans kirke. Her kigger Trier igen dybt i de freudianske annaler og hiver spørgsmålet om driftskontrol op ad hatten: De dyriske drifter holdes i skak af en civiliseret rationalisme, men slippes det dionysiske løs, slippes også de rationalistiske tøjler.

Derfor er Triers Antichrist en film, der handler om de mytologiske sammenhænge og strømninger, der har været med os fra tænkningens fødsel – og derfor er alt allerede sagt om Antichrist. Trier formulerer derfor slet og ret en ekstrem, visuelt betagende og billedpoetisk version af den tragedie, der er fortalt utallige gange. Det tragiske er et udtryk for et menneskeligt sindelag, og derfor behøver filmen ikke være så svær at forstå, som den er udlagt af mange, men den kan være svær at holde fast: Nietzsches budskab med analysen af tragedien er, at det er vigtigt at sætte sig mellem to stole og acceptere den klarhed, vi alligevel aldrig får (det er ikke uden årsag, at stedet, manden og kvinden tager hen, kaldes Eden – det er bestemt intet Paradis, de møder). Ambivalensen er tragediens uudholdelige krav, og derfor fejler hovedpersonerne på hver deres måde i filmen, mens filmen generelt ikke fejler: Den holder fast i kravet om tvetydighed, og det kan være svært at acceptere som seer – men en fryd for den, der sørger det gode spørgsmål frem for det gode svar.

For den, der dog ikke kan stille sig tilfreds med spørgsmålets uafklarede natur, er dvd’en ved at briste af interessante ekstramateriale – ikke mindst et scoop af et kommentarspor, hvor Lars von Trier er parret med filmprofessoren Murray Smith. Derudover er der materiale om den grundige research, der gik forud for filmen, ikke mindst kvindens ondskab og de mytiske bevæggrunde, samt meget andet at gå på opdagelse i – hvis man tør!

Læs også Sverre Kaels essay om Antichrist .


Forrige anmeldelse
« Blekingegadebanden «
Næste anmeldelse
» The Reader »


Filmanmeldelser