Mest læste
[Filmanmeldelse]

1 - Filmanmeldelse
Homeland – sæson 1, 2 & 3
2 - Filmanmeldelse
Drengen i den stribede pyjamas
3 - Filmanmeldelse
Alting bliver godt igen
4 - Filmanmeldelse
Abraham Lincoln – Vampire Hunter
5 - Filmanmeldelse
Heksen
6 - Filmanmeldelse
Herskab og tjenestefolk: Den komplette samling
7 - Filmanmeldelse
Johan Falk – Gruppen for særlige indsatser
8 - Filmanmeldelse
Krokodillebanden 3 – Alle for en
9 - Filmanmeldelse
Encounters
10 - Filmanmeldelse
Armadillo




Nådeløs hævn (109 min.) Biografversion / UiP
Anmeldt 3/11 2009, 21:47 af Torben Rølmer Bille

Philadelphias Punisher


Philadelphias Punisher

« Tilbage venstrestil icon lige marginer icon - icon + icon print icon

Cover

Der er de der mener, at der ikke kom ret meget godt ud af 1980’erne, ikke mindst var årtiet kendt for utroligt dårlige danske titler til amerikanske film. Et af de værste eksempler er John Carpenters glimrende gyser Prince of Darkness der på dansk blev til I en kælder sort som kul. Dertil kom en hel række film, der havde ordene ”hævn” og/eller ”begær” i sine titler. Det kunne virke som om vi er inde i en 80’er-retro slipstrøm for den nye amerikanske selvtægtsfilm, Law Abiding Citizen, har fået den meget lidt flatterende danske titel Nådeløs Hævn.

Kernen i alle selvtægtsfilm er den vekslende sympati og antipati man som seer føler med den centrale selvtægtsmand. Nogle film, som eksempelvis Death Wish (aka. En mand ser rødt) Taken, Death Sentence og The Punisher lægger overhovedet ikke skjul på, at man skal holde med personen, der udøver selvtægten, mens film som The Brave One i langt højere grad sår tvivl om rigtigheden ved at tage loven i sine egne hænder.

Dette gælder til dels for Law Abiding Citizen, for her er vor hovedperson, Nick Rice - som den oprindelige titel antyder - en tilsyneladende almindelig, retskaffen mand, der i filmens første fem minutter bliver udsat for et af de hjemmerøverier, som er blevet så uhyggeligt almindelige. I stedet for blot at blive bagbundet og få et gok, bliver han stukket ned og må hjælpeløs se til idet hans kone og parrets datter myrdes af de to indtrængende bøller. Efterfølgende idømmes forbryderne, som følge af det uretfærdige amerikanske retssystem, straffe som på ingen måder er retfærdige i Nicks øjne.

Nu skulle man så ellers tro, at filmen ville følge den traditionelle genreformel – som består i at resten af filmen viser os, hvordan Nick planlægger og får sin hævn - men i stedet springer handlingen ti år frem i tiden og i løbet af det næste kvarter har Nick Rice fået udrettet sin brutale, sadistiske og ganske opfindsomme gengældelsesaktion på begge gerningsmænd.

Nu tænker seeren måske, at filmen i stedet præsenterer os for det retslige efterspil, der uvilkårligt må følge i kølvandet på en selvtægtsaktion. Politiet ved at de har fat i den rigtige gerningsmand, de skal bare skaffe bevisbyrden og endnu engang tager filmen en uventet drejning, for det skal vise sig at Nick på ingen måde er færdig med at bevise, at der er noget råddent i retssystemet. Faktisk forvandles han pludselig til en slags selvtægtsudgave af Hannibal Lector eller John Doe fra Se7en, idet Nick, selv inde fra fængslet, er i stand til at udføre en nøje tilrettelagt aktion mod alle de, der i sin tid spillede en rolle i retssagen mod konens og datterens mordere.

Det er helt klart spillet mellem den overlegne Nick og den cool anklager, der vil gøre alt for at få Nick dømt, der udgør den centrale konflikt i Law Abiding Citizen, men dertil kommer at filmen konstant sørger for at pirre vores nysgerrighed omkring, hvordan i alverden Nick bærer sig ad med at udføre sin udspekulerede plan fra sin isolationscelle, samtidig med både FBI og politiet forekommer magtesløse.

Filmen foregår i Philadelphia og adskillige gange vises billeder af den enorme statue af byens grundlægger, William Penn øverst på retsbygningen, som en slags symbol på den retskaffenhed, der i denne film synes at være blevet korrumperet, men peger også i retning af filmens budskab, nemlig at det amerikanske retssystem, muligvis ikke er så retfærdigt som det giver sig ud for.

Filmen er skrevet af Kurt Wimmer, der tidligere har skrevet og instrueret bla. science fiction filmene Equilibrium (aka. Cubic) og Ultraviolet og selv om Law Abiding Citizen ikke er decideret science fiction så er der stadig gadgets for alle pengene. Filmen formår at fastholde seeren hele vejen igennem, den er mægtigt spændende og spillet mellem Gerard Butler og Jaimie Foxx er virkeligt godt, især genren taget i betragtning.

Det eneste element, der trækker ned i forhold til den samlede bedømmelse, er at det er en film der, når den endelig afslører sine hemmeligheder for seerne, samtidig ødelægger lysten til at gense filmen. Ikke fordi afsløringen er hverken plat eller så usandsynlig at fiktionen bryder helt sammen, men fordi at store dele af filmens dynamiske fremdrift, netop er afhængig af at tilskueren sidder og forsøger at lure hvordan Nick bærer sig ad. Det kan måske bedst sammenlignes med at gense en krimi, hvor man kan huske morderens identitet fra begyndelsen.

Law Abiding Citizen er det til trods, en helt igennem seværdig spændingsfilm, der sikkert skal finde sit publikum. Den er vellavet, sadistisk, nådesløs og giver samtidigt et overfladisk men fint portræt af to mænd på hver deres side af loven. Det er bare ret irriterende at den har fået den danske titel Nådeløs Hævn, for som Nick siger flere gange i filmen, så er hævnen ikke det der driver ham. Måske skulle de, der finder på disse tåbelige titler også tage sig tid til at se filmen, før de finder synonymordbogen frem.


Forrige anmeldelse
« Rovdrift «
Næste anmeldelse
» Walter & Trofast – Det er liv... »


Filmanmeldelser