Mest læste
[Filmanmeldelse]

1 - Filmanmeldelse
Homeland – sæson 1, 2 & 3
2 - Filmanmeldelse
Drengen i den stribede pyjamas
3 - Filmanmeldelse
Alting bliver godt igen
4 - Filmanmeldelse
Abraham Lincoln – Vampire Hunter
5 - Filmanmeldelse
Heksen
6 - Filmanmeldelse
Herskab og tjenestefolk: Den komplette samling
7 - Filmanmeldelse
Johan Falk – Gruppen for særlige indsatser
8 - Filmanmeldelse
Krokodillebanden 3 – Alle for en
9 - Filmanmeldelse
Encounters
10 - Filmanmeldelse
Armadillo




Straight Outta Compton (127 min. / 167 min (Director’s cut). min.) Købefilm / Universal / Sony
Anmeldt 13/2 2016, 15:00 af Torben Rølmer Bille

Fuck the police!


Fuck the police!

« Tilbage venstrestil icon lige marginer icon - icon + icon print icon

Cover

I 1988 kom en plade, der om nogen forandrede hiphop for altid. Der var ellers ikke ret mange, der havde kunnet forudse, at en samling småkriminelle, sorte musikere fra en belastet forstad til Los Angeles kunne få sig en karriere, endsige opnå status som nogle af de mest toneangivende musikere i branchen. Men når disse hårde drenge bar kunstnernavnene Dr. Dre, Eazy-E og Ice Cube, er der vist ikke noget at være i tvivl om.

Selv om der før N.W.A. (en forkortelse for ”Niggaz Wit Attitudes”) havde været flere bands, som på hver deres vis havde rappet om alvorlige emner før (f.eks. Grandmaster Flash-klassikeren The Message eller Public Enemys Megablast ) så var det først pladen Straight Outta Compton , der for alvor tog bladet fra munden.

Her blev der rappet om det hårde gangster-liv på samme sprog, som blev talt på gaden. Der blev brugt ustyrligt mange bandeord, men samtidig var den sociale kritik ikke til at tage fejl af. N.W.A. leverede et budskab i form af en verbal knytnæve, som satte ord på en hel generations opsparet frustration over samtiden. Dette var også en af de første rap-grupper, der grundlage den særlige hiphopstil, der senere ville udvikle sig og blive kendt som gangsterrap eller West-Coast rap, da hiphoppens epicenter nu var flyttet fra New York til Amerikas vestkyst.

Selv om der havde været ganske mange hiphopfans, der havde frygtet, at hvis denne historie først blev hevet gennem Hollywoodmaskinen, så ville det utvivlsomt blive alt andet end godt. Heldigvis er filmen, der bærer sammen navn som debutpladen Straight Outta Compton endt med at være en både gribende, spændende og ikke mindst en utrolig velfortalt biografisk film. Den viser ikke kun de enkelte bandmedlemmers vej fra forstæderne mod succesen, men samtidig gives der i filmen et fint tidsbillede af USA i starthalvfemserne, lidt på samme måde som Oliver Stones film om The Doors leverede både et portræt af bandet og den brydningstid, de var en del af.

Der var sikkert også flere, der hakkede deres imaginære hæle i, da de hørte, at det skulle være Ice-Cubes søn, O’Shea Jackson Jr., som blev udtaget til at spille rollen som sin far. En vis mængde nepotisme har nok været en del af dette, idet Cube selv er en af hovedproducerne på filmen. Uanset hvor forfordelt sønnike end har været, var der heller ingen grund til at være bekymret over dette aspekt, for både han - og de andre forholdsvis uprøvede medspillere - er virkelig gode og leverer præstationer, der er så overbevisende, at man hurtigt glemmer, at de spiller skuespil. Det skal også siges at sønnike heller ikke kan løbe fra sin fars karakteristiske udseende, han ligner i den grad farmand.

Endelig kunne der måske være filmfans, der tænker, at når en film om et rapband har en spilletid på næsten tre timer, så må der være en række scener, som er trukket unødigt ud i langdrag, men selv om der muligvis er elementer, der kunne være klippet lidt strammere (og synes man det, kan kan man vælge ”theatrical cut” på BluRay-disken, som er ca. 40 min kortere) så leverer filmen overraskende nok gribende drama fra første billede til sidste frame. For det er en virkelig interessant historie, der fortælles. En historie, der ikke kun vil appellere til alle de, der i forvejen er massive rap-fans.

Straight Outta Compton på sæt og vis en meget traditionel fortælling om en gruppe venners vej fra fattigdom til succes. På den måde kunne man påstå, at her fortælles endnu engang den klassiske underdog-fortælling, der atter prøver at overbevise den sagesløse tilskuer om at Den Amerikanske Drøm fungerer, så længe man bare knokler hårdt nok for den.

Det er dog ikke hele sandheden, for filmen fokuserer også på, hvordan især managerne udnyttede de kunstnere, som de repræsenterede, og på de interne stridigheder bandmedlemmerne imellem. For som de fleste seere, der var unge i halvfemserne, sikkert kan huske, så opstod der også en fejde mellem Ice Cube og Dr. Dre, som begyndte at svine hinanden til på deres respektive plader. Filmen går dog bag dette og viser, at fejden måske ikke var så alvorlig, som medierne (læs: MTV) gerne ville gøre det til, men derimod mere skulle ses som en kamp på ord, som alle nu om dage kender som en fast del af scenen.

Idet filmen som nævnt bl.a. er produceret af Ice Cube, så kunne man også frygte at hans figur blev fremstillet mere positivt, men filmen synes at være meget tro i forhold til de biografiske data. Filmen giver sig også tid til at sætte sin fortælling op mod de mest dramatiske begivenheder i USA, fra den nypuritanisme som musikken ofte var et oprør mod, til politivold, racisme, Rodney King-sagen og optøjerne i L.A. Desuden italesætter filmen også den AIDS-epidemi, der nærmest blev synonym med perioden, da denne sygdom på mest direkte og tragiske vis kom til at påvirke bandet.

Straight Outta Compton er en virkelig vellavet og underholdende bandbiografi, der ud over at fortælle historien om det musikimperium, som blev skabt på baggrund af råt talent, gåpåmod og timing fortæller en god historie om venskaber, succes og ikke mindst musik. For idet rulleteksterne løber over skærmen, gribes man af lysten til at genhøre alle de klassiske plader, fra den plade som filmen deler titel med med, til solopladerne fra Dre og Cube The Chronic og AmeriKKKa’s Most Wanted . For er der én ting, filmen slår fast, så er det, at musikken, der blev lavet dengang, stadigvæk holder, og at teksterne - desværre - er lige så aktuelle i dag, som de var for tredive år siden.


Forrige anmeldelse
« Everest «
Næste anmeldelse
» Maze Runner - Infernoet »


Filmanmeldelser