Mest læste
[Filmanmeldelse]

1 - Filmanmeldelse
Homeland – sæson 1, 2 & 3
2 - Filmanmeldelse
Drengen i den stribede pyjamas
3 - Filmanmeldelse
Alting bliver godt igen
4 - Filmanmeldelse
Abraham Lincoln – Vampire Hunter
5 - Filmanmeldelse
Heksen
6 - Filmanmeldelse
Herskab og tjenestefolk: Den komplette samling
7 - Filmanmeldelse
Johan Falk – Gruppen for særlige indsatser
8 - Filmanmeldelse
Krokodillebanden 3 – Alle for en
9 - Filmanmeldelse
Encounters
10 - Filmanmeldelse
Armadillo




Che – Argentineren / Che – Gurillalederen (131 / 133 min.) Købsfilm / Scanbox
Anmeldt 16/9 2009, 20:49 af Kim Toft Hansen

Double up på Che


Double up på Che

« Tilbage venstrestil icon lige marginer icon - icon + icon print icon

Cover

Ernesto Guavare – også kaldet Che – blev i sin samtid et ikon på den idealistiske kamp mod undertrykkelse og uretfærdighed. I dag lever selve myten om revolutionen – i kraft af Che – stadig i bedste velgående, mens Che i sig selv lever videre som myten Che mere end personen Che. Det vil han i allerhøjeste grad også gøre efter Steven Soderberghs dobbeltfilm, Che – Argentineren og Che – Gurillalederen. Forud for manuskriptet går der nemlig ikke en bearbejdelse af den historiske Che, men i stedet er Ches egne dagbøger – en fra den cubanske revolution og en fra tiden i Bolivia – brugt som inspiratorisk grundlag for filmene.

Filmene følger Ches person gennem de to revolutioner i henholdsvis Cuba og Bolivia, selvom filmenes titler godt kunne signalere, at den første skulle handle om tiden op til revolutionerne. Det er på ingen måde tilfældet (dele af dette så vi jo også med Walter Salles fornuftige Motorcykeldagbog, der også byggede på Ches egne nedskrivninger). I stedet springer vi direkte ind i Ches første møde med Fidel Castro, et møde der leder ham til Cuba med en lille gruppe personer med tro på, at de kan vælte den diktatoriske, amerikansk-støttede præsident Batista. Den første del handler om den cubanske revolution, der – jo som bekendt – endte godt for oprørerne, mens den anden del handler om den fatale og fejlslagne bolivianske revolution, hvor Che tages til fange og henrettes.

Altså er perspektivet ikke forsøgt lagt ud, så vi skal kunne andet end at fatte sympati for Che. Filmens udvikling og synsvinkel er lagt hos Che selv, i hvert fald i de dele af hans liv, som vi følger. Dette perspektiv, som netop typiske citater og dagbøger fra Che samlet giver et indtryk af, er derfor den gennemførte og folkelige revolution imod den store magthavende diktator, en kamp vi ikke – i filmens vinkling – kan andet end fatte sympati for. Che er fremstillet som en figur, der i de fleste tilfælde har det rigtige svar eller den korrekte etiske holdning til en situation.

Synsvinklen er måske derfor netop filmens største problem, idet den – hvor den selv klipper og klistrer – ikke tager stilling til de mere delikate detaljer hos Che. Det fatale forløb umiddelbart efter magtovertagelsen i Cuba, hvor en lang række dissidenter – man mener ca. 10.000 – forsvandt eller blev henrettet under ledelse af Che Guevara. I flere tilfælde menes han selv at have udført henrettelserne. Denne periode springer filmene let henover – første film slutter efter magtovertagelsen i Cuba, mens anden film starter med Ches rejse til Bolivia for at slutte sig til revolutionen der. Det synes derfor lige let nok blot at udelade de passager af Ches liv, der kunne sætte ham i miskredit.

Når det så er sagt, så er filmens skildring af Che ikke nødvendigvis helt fordelagtig. Han leverer heri også kyniske taler, der ulmer af hævngerrighed over for de magthavende, hvilket giver – i enkelte situationer – udslag i mangel på agtværdig fornemmelse for sin fjende. Det er formentlig en reaktion enhver, der har været i krig, har stået i, så kommer ikke nødvendigvis til at fremstå særligt kritisk. I stedet er Che beskrevet som en overmåde sympatisk person med en evne til at motivere og lede sit oprør. Allerede i sin samtid var Che en mytisk figur, der i sig selv gav styrke. Derfor forsøgte de bolivianske regeringsstyrker – under rådgivning eller ledelse af amerikanske diplomater – også at holde al information om Che nede, idet det alene ville motivere til, at andre gik ind i kampen.

Filmen er i sig selv en interessant udformning, der ikke helt lever op til denne helteskikkelse, som Che kunne portrætteres som. Filmen er ikke en langstrakt, narrativ spændingsmodel, som krigsfilm af denne type gerne vil være. Alene det, at filmen samlet varer næste 4½ time, afsætter de fleste spændingsentusiaster. Samtidig er filmen heller ikke opbygget, så vi nødvendigvis hele tiden har en klar fornemmelse for filmens udvikling: Karaktergalleriet er enormt og svært at genkende, mens de moderat bevægelige kameravinkler og en til tider overraskende lav klippefrekvens gør filmen til et yderst interessant filmisk portræt. Filmen inddysser roligt til et billede af den langstrakte opbygning af en revolution, der ikke er et direkte angreb, men i stedet en langsom opbygning af lokal tillid, som til sidst giver folkelig opbakning. Dette trænger helt ind i filmens stil, og er nok det mest interessante ved Soderberghs Che.

Filmen er også ulasteligt instrueret og gennemført velspillet af en velcastet skuespillerstab. Benicio del Toro spiller Che så godt, at han bringer liv i de gamle myter, mens Demián Bechir, der spiller Fidel Castro, rammer gestik så tæt, at vi kan se Castros tale strømme gennem ham. Desuden er der et par små overraskelser i, at Matt Damon og Lou Diamond Phillips spiller nogle ultrasmå roller undervejs. Med andre ord der er nærmest intet rent teknisk, spillemæssigt eller stilmæssigt at pege fingre af – det er en gennemført kraftpræstation af en film om en interessant historisk person. Det ville dog have hævet niveauet betragteligt, hvis Soderbergh havde turdet tage stilling til Ches mindre pæne side.


Forrige anmeldelse
« Prison «
Næste anmeldelse
» Pigen der legede med ilden »


Filmanmeldelser