Mest læste
[Filmanmeldelse]

1 - Filmanmeldelse
Homeland – sæson 1, 2 & 3
2 - Filmanmeldelse
Drengen i den stribede pyjamas
3 - Filmanmeldelse
Alting bliver godt igen
4 - Filmanmeldelse
Abraham Lincoln – Vampire Hunter
5 - Filmanmeldelse
Heksen
6 - Filmanmeldelse
Herskab og tjenestefolk: Den komplette samling
7 - Filmanmeldelse
Johan Falk – Gruppen for særlige indsatser
8 - Filmanmeldelse
Krokodillebanden 3 – Alle for en
9 - Filmanmeldelse
Encounters
10 - Filmanmeldelse
Armadillo




Bronson (92 min.) Købsfilm / Scanbox
Anmeldt 23/12 2009, 18:03 af Torben Rølmer Bille

Overlegen stil


Overlegen stil

« Tilbage venstrestil icon lige marginer icon - icon + icon print icon

Cover

De, der kender lidt til Nicolas Winding Refns karriere som filminstruktør vil vide at han er en, der ikke går på kompromis, men som er villig til at sætte meget på spil for at få sine visioner i hus. Hvis man er i tvivl om dette bør man bare se Phie Ambos meget personlige dokumentarfilm Gambler fra 2006. Han er også en instruktør, der deler anmelderne i to lejre. De første forsøger at nedgøre mandens film på baggrund af hans ofte meget brutale fortællinger, ustabile projekter og status som selvudlært, mens de andre faktisk ser en masse kvaliteter i hans film. Som udgangspunkt vil undertegnede så klart tilslutte sig sidstnævnte gruppe, for selv om Refn har nogle ujævne produktioner på sit CV, så beviser han med Bronson at han hører til blandt de mest spændende, danske instruktører i øjeblikket.

I åbningsscenen vandrer et tydeligt ophidset, nøgent, blodindsmurt muskelbundt rundt i et meget lille bur – som et nyligt indfanget vilddyr i en zoologisk have. Han venter bare på de panserklædte betjente, der står angste udenfor buret og skal forsøge at lægge ham i lænker, drejer nøglen så han kan angribe dem.

Bronson er lige dele billeddigt, lige dele biografi, for filmen er baseret løseligt på Michael Petersons liv. Peterson er angiveligt Englands mest voldelige forbryder, der på trods af sin hang til at lade næverne tale, aldrig har slået nogen ihjel, selv om det har været tæt på en del gange. Han spilles i Refns film med vanvittigt blik og stort, stort talent af Tom Hardy, der leverer en kraftpræstation, som ikke alene burde give ham en pris, men som også er mere end rigelig grundlag til at se filmen på.

Bronson er historien om en dreng, der vokser op under meget trygge kår, men som hurtigt udvikler småpsykotiske tendenser. Elever, der mobber de svage og lærere modtager nemlig hård, kontant, fysisk afstraffelse, hvis de ikke opfører sig som den unge mand finder rimeligt. På grund af et purbetært røveri mod et lokalt postkontor sendes han syv år i fængsel og her finder Bronson sit sande kald. Fængslet er lige præcis det sted hvor han har lyst til at være, for her er der mulighed for at få noget modspil, friskt kød at slås med og en start på karrieren som Englands mest voldelige fange.

Filmen er dog så langt fra en Ken Loachsk hverdagsrealisme som man kan komme, for i stedet for at gøre det oplagte og skildre Bronsons liv i en form for grå-trist dogmestil, så er det en af de mest stramt komponerede og visuelt legende film man har set længe. Refn har helt ublu skulet til Kubricks fabelasgtige voldepos A Clockwork Orange men det forekommer også som et perfekt valg i denne sammenhæng, for begges film emmer af stil og en meget britisk sensibilitet. Ligheden er især tydelig i de scener, hvor den klassiske musik kontrapunktisk kommenterer de meget voldsomme billeder. Alt er lækkert lyssat, der er tænkt over alle kameravinkler og når skuespillet tillige forekommer så tilpas distanceret at mange af karaktererne nærmest forekommer bevidst selvreflekterende om deres egen fiktionsstatus, så bliver det altså meget spændende.

Filmen opererer på to fortællemæssige planer. Det ene plan skildrer Bronsons liv set udefra og forsøger – til trods for førnævnte, konstant bevidste, æstetiske formsprog – at skildre de virkelige hændelsesforløb. På det andet plan ser vi Bronson udklædt som en grum hvidkalket klovn, der står midt på en stor teaterscene og fortæller et mørklagt, ansigtsløst publikum om sine inderste tanker og filosofiske overvejelser. Beskrivelsen af dette kan det måske lyde, som om filmen knækker her, men det er præcis dette skift mellem det fysiske ydre liv og Bronsons indre overvejelser, der fungerer som filmens fremdrift. Det er bizart at lægge øjne og ører til, men der går ikke ret lang tid før man accepterer dette som en naturlig del af fortællingen. Særligt interessant er denne dobbelthed i scenen hvor Tom Hardy er malet i halvdelen af ansigtet og derfor kan spille en dobbeltrolle på scenen, ved skiftevis at vende den højre eller venstre profil mod kameralinsen.

Bronson er et projekt der har taget udgangspunkt i en meget voldsom mands skæbne. Selv om projektet blev søsat af Bronsons venner og familie, så er det ikke en entydig hyldest til en psykopat, men snarere et forsøg på at lave et meget anderledes portræt af en mand, der i omverdens, retssystemets og mediernes øjne for længst er blevet stemplet som en vaskeægte psykopat, men som Refn i stedet vælger at portrættere som en person, der ikke kun er langt mere nuanceret, men som også forsøger at realisere et kunstnerisk projekt. Det viser sig mod filmens slutning at Bronson faktisk har evner som udøvende kunstner og ifølge internetkilder har han i løbet af sit lange fængselsophold vundet over ti ”Koestler Trust” priser - en pris, der årligt uddeles til fanger, der gennem deres kunst forsøger at rehabilitere sig.

Derfor er figuren i Refns film heller ikke entydig. Bronson er frygtindgydende, kugleskør, fysisk intimiderende, psykotisk, verdensfjern, dominerende og vildt irriterende, men samtidig er han også fyldt med et kejtet, bizart verdenssyn, han er fyldt til randen med en ironisk galskab. Filmen besidder tillige en kulsort humor, der passer perfekt sammen med de voldsomme billeder. Kort fortalt så har Nicolas Winding Refn med Bronson skabt en af hans hidtil mest visuelt modige og interessante film, til trods fra de mange vink til Kubrick. Det gør ikke noget at man låner lidt fra andre, så længe man gør det med så stor overbevisning.


Forrige anmeldelse
« Pasolini Collection «
Næste anmeldelse
» The Imaginarium of Dr. Parnassu... »


Filmanmeldelser