Mest læste
[Filmanmeldelse]

1 - Filmanmeldelse
Homeland – sæson 1, 2 & 3
2 - Filmanmeldelse
Drengen i den stribede pyjamas
3 - Filmanmeldelse
Alting bliver godt igen
4 - Filmanmeldelse
Abraham Lincoln – Vampire Hunter
5 - Filmanmeldelse
Heksen
6 - Filmanmeldelse
Herskab og tjenestefolk: Den komplette samling
7 - Filmanmeldelse
Johan Falk – Gruppen for særlige indsatser
8 - Filmanmeldelse
Krokodillebanden 3 – Alle for en
9 - Filmanmeldelse
Encounters
10 - Filmanmeldelse
Armadillo




Burying the ex (89 min.) Købefilm / Scanbox
Anmeldt 24/6 2016, 14:52 af Torben Rølmer Bille

Dante i topform


Dante i topform

« Tilbage venstrestil icon lige marginer icon - icon + icon print icon

Cover

Hvis man foretager en simpel Google-søgning på Burying the ex, vil man i skrivende stund blive mødt af en række temmelig lunkne anmeldelser, hvilket vi her på Kapellet mener er ganske uretfærdigt. Det er ganske vist ikke instruktør Joe Dantes bedste film til dato, men til gengæld byder filmen, takket være Alan Trezzas manus, på en række forskellige elementer, som man ganske nemt vil kunne forbinde med netop Joe Dantes andre film.

Eksempelvis arbejder filmens hovedperson i en butik, der hedder ”Go to Hell”, hvor der sælges udklædningsgenstande, filmeffekter og andre nørdede sager, hvilket også betyder, at der konstant kører gamle, klassiske horrorfilm på et fladskærms-tv i baggrunden. Således er det muligt for fans at genkende Peter Cushing, Christopher Lee og mange andre klassiske horrorikoner i løbet af filmen, hvis man da ikke giver sig til at lege gætteleg om titlerne på de B-filmsekvenser, man kan få øje på. Denne overrislende kærlighed til gyser- og science-fiction-genren finder man eksempelvis i Dantes film Matinee.

Selv om der hverken er levende legetøjssoldater, Gremlins eller andre små uhyrer med i filmen, så er det overnaturlige i den grad med i Burying the ex. Filmen kan bedst genrebetegnes som endnu en ”rom-zom-com” (Romatisk Zombie Komedie) med den klare forskel, at denne er langt bedre end mange af de andre halvhjertede forsøge på at skabe en sådan. Faktisk er Burying the ex nok den mest vellykkede rom-zom-com siden Warm bodies.

Dette skyldes ikke kun de utroligt mange nørdede referencer til populærkultur og subkultur (især i den gotiske, fantastiske og uhyggelige variant), men også fordi hovedrollen indehaves af ingen ringere end Anton " Odd Thomas” Yelchin, der hér spiller rollen som Max, meget på samme underspillede vis, som vi har set ham tidligere.

Der skal ikke lægges skjul på, at den unge mand er blevet lidt af en favorit i denne anmelders optik. Der findes ikke ret mange unge amerikanske skuespillede, der er så fantastisk til med ganske få midler, gestik, rolig stemmeføring at overbevise tilskueren om, at det han føler er ægte. Ikke kun fordi hans tilgang til sine roller bevidst er meget underspillet, og at han mest af alt arbejder med detaljer i sin ansigtsmimik, men også fordi han leverer sine replikker på en så tilpas rolig, hæs og indadvendt måde, at det paradoksalt nok bliver sært troværdigt, at han kan forholde sig i ro, selv når hans figur kastes ud i meget ekstreme situationer. Disse er også ganske mange af her.

Det starter ellers næsten harmonisk. Max har en kæreste, som han er noget så vild med, så vild, at han nok har svært ved at se, at hun ret beset er lidt af en møgkælling. Max’ bedste ven forsøger ellers at overbevise kammeraten om dette faktum konstant. Kærlighed gør, som ordsproget siger, blind, og det hjælper ikke på Max’ voldsomme mentale synshandicap, at hun er næsten mere vild med sex end Max selv.

I den kuriosumbutik, hvor Max’ arbejder, modtager han en dag en mystisk pakke, som ikke står på ordrelisten. Den fine æske indeholder en lille djævlefigur og på den medførende seddel loves der, at Satan opfylder alle brugerens mørkeste ønsker. Så da Max’ strigle kigger forbi butikken, falder hun og Max i snak. I løbet af samtalen lover de hinanden at være sammen for evigt og altid, uanset hvad der ellers måtte ske. Det, de ikke ser, er, at djævlefigurens øjne lyser, og et eller andet tyder på, at de - lige som i den klassiske fortælling Abehånden - måske får store problemer efter sådan en skråsikker udmelding.

I de kommende dage opdager Max dog, at hans kæreste både er dødelig jaloux og helt igennem uretfærdig, da hun går helt amok på en pige, som Max falder i snak med. Så da Max indser, at kæresten måske alligevel ikke er så fantastisk, og at han nok hellere må slå op med hende, dør hun i en ulykke.

Max er i første omgang knust, men han finder hurtigt ud af, især med hjælp fra sin kammerat, at livet må og skal gå videre. Rent tilfældigt render han til en midnatsforestilling af en af hans yndlingsfilm ind i pigen fra tidligere, men netop som de begynder at fatte interesse for hinanden, slår statuens løfte til og exkæresten bryder ud af graven lige så jaloux, som da hun blev puttet i den.

Historien er virkelig oplagt fortalt, og selv om det er en film, hvis historie er virkeligt langt ude, så er det også en horrorkomedie, der fungerer. Især scenerne med exkæresten, der er både er i færd med at rådne og hamrende liderlig, er virkelig groteske. Ud over de fysiske gags og de jokes, der bevidst er gjort nekrofilt klamme, så har filmen faktisk også en glimrende, letbenet dialog, der passer godt til genren. Den er nok især morsom for de publikummer der er velbevandrede i det engelske sprog, da mange af vitserne er ordspil. Det ses også i titlen, der jo er en variation af mundheldet ”burying the axe”, som betyder at slutte fred. Det skal dog siges, at filmens danske tekster har gjort et ganske fint arbejde i at finde danske ækvivalenter til de engelske ordsprog og dobbeltbetydninger.

Filmen har primært til opgave at underholde sin seer, og det opfylder den til fulde. Det er måske mest af alt en film, der henvender sig til et ungdommeligt publikum, til de der holder af romancer, komedier og zombier, men gamle horrorfans vil også glædes over alle de mange fine referencer til klassiske horror- og sci-fi fortællinger, som faldbydes undervejs. Fans af Dante vil også glædes over, at Dick Miller har fået en lille rolle som betjent. Ingen Dante film uden Mr. Miller.

Burying the ex er seværdig, sjov, til tider klam og ikke mindst reelt underholdende fra første billede til rulleteksterne begynder. Det er en fin film til kæresteaftenen, især hvis forholdet er nyt, og der er brug for at afstemme humor- og (B-film-)smag. Filmen er bestemt ikke fejlfri, den er ikke et mesterværk, men den er i al fald uendelig mere vellykket, end sidste gang Dante leverede en spillefilm http://kulturkapellet.dk/filmanmeldelse.php?id=932.


Forrige anmeldelse
« Colonia «
Næste anmeldelse
» Independence Day: Resurgence »


Filmanmeldelser