Mest læste
[Filmanmeldelse]

1 - Filmanmeldelse
Homeland – sæson 1, 2 & 3
2 - Filmanmeldelse
Drengen i den stribede pyjamas
3 - Filmanmeldelse
Alting bliver godt igen
4 - Filmanmeldelse
Abraham Lincoln – Vampire Hunter
5 - Filmanmeldelse
Heksen
6 - Filmanmeldelse
Herskab og tjenestefolk: Den komplette samling
7 - Filmanmeldelse
Johan Falk – Gruppen for særlige indsatser
8 - Filmanmeldelse
Krokodillebanden 3 – Alle for en
9 - Filmanmeldelse
Armadillo
10 - Filmanmeldelse
Encounters




Side Effects (105 min.) Købsfilm / SF Film
Anmeldt 2/10 2013, 19:53 af Kim Toft Hansen

Piller, der piller ved psyken


Piller, der piller ved psyken

« Tilbage venstrestil icon lige marginer icon - icon + icon print icon

Cover

Den amerikanske instruktør Steven Soderbergh instruerer mange film. Måske også for mange. Momentvist rører han ved stjernerne, men undervejs lumrer han halvsvage film ud. De seneste højdepunkter har været de flotte Che¬-film (2008) og den velfungerende forviklingsthriller Haywire (2011). Sidste år instruerede han den kraftløse Magic Mike (2012). Nu er Soderbergh tilbage med en yderst overraskende, særdeles samfundskritisk film om den amerikanske ’prozac nation’. Det er ikke et emne, der er uprøvet på film. Norske Erik Skjoldbjærgs amerikanske eventyr Prozac Nation betrådte samme græsgange. Men Soderbergh formår med overraskende twists and turns undervejs effektivt at endevende problematikken fra mange vinkler i Side Effects. Netop ude på købefilm.

Filmen indleder med blod. En lejlighed indsmurt i blod. Et par hints, et par veltilrettelagte kamerapositioner. Og så springer vi tilbage i tid til Emily, der nu får sin mand Martin hjem efter fire år i fængsel. I denne lejlighed. Hun har en historie med depression, og situationen, hvor hun igen er blevet svigtet af en mand, får det til at blusse op igen. Hun forsøger selvmord, og ender i behandling hos Dr. Banks. Men intet virker, ingen medikamenter, indtil hun forsøger et nyt præparat. Men det får nogle temmelig utilsigtede følger. Og her lader jeg resuméet stoppe. Det er det første, tidlige tvist i en kompliceret fortælling. Med flere i vente. Indledningsvist ligner fortællingen et, men langsomt tager en sofistikeret thriller over, hvor persondramaet slap.

Denne første del af filmen er virkeligt spændende stiliseret. Grundlæggende er tankegangen, at samfundet er sunket godt ind i en tilstand, hvor piller er den eneste vej ud. Og virker det ikke, er der altid et nyt medikament, som kan prøves. Vi deler piller ud først, stiller spørgsmål senere. Emily ender med at vandre hvileløst, forfjumret rundt. Som besat. Og derfor benytter filmen her en række nedtonede ikonografiske træk fra gysergenren. The Exorcist og film, der handler om dæmonbesættelse. Emily fremstår, som bærer hun en anden entitet i kroppen. Pillerne sidestilles med en ukontrollabel dæmon, der har taget bo i kroppen på Emily. Dette er særdeles flot udført og tankevækkende som en samfundskritisk funktion. Det ligger ikke kun i handlingen. Men også sikkert indføjet i stilen.

Men dette er kun den første tredjedel af filmen. På dette tidspunkt virker det lidt til, at dette emne er uddebatteret, udtømt. Og skulle filmen cykle videre i denne samfundskritik, der nu var leveret og feset ind hos de fleste seere, ville den blive et langstrakt pædagogisk ridt ind i monotoni. Derfor drejer filmen af, og bliver til noget helt andet. Optikken ændres, fokus fordrejes. Tematisk endevender filmen nu pillebranchen fra den finansielle og kapitalstærke side. Det var et bispor indtil nu, men nu tager det over fra persondramaet omkring Emily. Hvordan vil jeg ikke afsløre. Men filmens intensitet stiger, fordi flere personer viser sig at gemme på godt skjulte hemmeligheder. Samfundskritikken fastholdes, men vinklen er nu anderledes. Ny. Og gør filmen mere sikker i sit argument.

Side Effects er ikke Soderbergs bedste film. Den eller dem lavede han for flere år siden. Men denne film er så sikkert håndværk og sikkert plottet, at den bør kunne fastholde langt de fleste, der kan lide disse forviklingsdramaer med overraskende tvist undervejs. Det er det, manuskriptforfatteren Scott Z. Burns kan – og viste med fx The Bourne Ultimatum (2007) samt de to øvrige Soderberg-film The Informant! (2009) og Contagion (2011). En effektivt partnerskab synes at være skabt mellem Burns og Soderbergh. Lovende, men stedvist en anelse målrettet mod netop plottvist for disses skyld. Det gælder dig ikke Side Effects, som overaskende stilfærdigt langsomt lader spændingen tage over.


Forrige anmeldelse
« Mor & søn «
Næste anmeldelse
» Spring Breakers »


Filmanmeldelser