Mest læste
[Filmanmeldelse]

1 - Filmanmeldelse
Homeland – sæson 1, 2 & 3
2 - Filmanmeldelse
Drengen i den stribede pyjamas
3 - Filmanmeldelse
Alting bliver godt igen
4 - Filmanmeldelse
Abraham Lincoln – Vampire Hunter
5 - Filmanmeldelse
Heksen
6 - Filmanmeldelse
Herskab og tjenestefolk: Den komplette samling
7 - Filmanmeldelse
Johan Falk – Gruppen for særlige indsatser
8 - Filmanmeldelse
Krokodillebanden 3 – Alle for en
9 - Filmanmeldelse
Encounters
10 - Filmanmeldelse
Armadillo




Dolan’s Cadillac (85 min.) Købsfilm / Midget Entertainment
Anmeldt 13/9 2009, 19:58 af Jørgen Riber Christensen

Intertekstualitet som hævnhistorie: Dolan’s Cadillac


Intertekstualitet som hævnhistorie: Dolan’s Cadillac

« Tilbage venstrestil icon lige marginer icon - icon + icon print icon

Cover

Filmatiseringen bygger på Stephen Kings novelle ”Dolan’s Cadillac” fra samlingen Nightmares and Dreamscapes (1993). Det er Kings bedste novellesamling, og ”Dolan’s Cadillac” er nok den bedste novelle i bogen. Af den grund er det oplagt at filmatisere den, men at omsætte en novelle, der dog er lang – 57 sider – til en spillefilm, der dog er kort – knap 85 minutter, er ikke uden problemer, hvad angår fastholdelse af publikum. De to længste scener i filmen, og de er lange, går da også handlingsmæssigt ud på, at filmens hovedpersoner skal vente. I den ene skjuler hovedpersonerne sig i et hotelværelse. Det er kedeligt både for dem og publikum. Handlingen i den anden, der er filmens klimaks, skal selvfølgelig ikke røbes i en anmeldelse, og den er sådan set ikke kedelig, men rimelig spændende. Den er bare trukket for langt ud i tid i forhold til handlingens indhold og karakterernes udvikling eller dybde.

Dolan’s Cadillac er en rendyrket hævnhistorie, og den har direkte rødder tilbage i den gotiske genre. Handlingen har på denne måde ingen svinkeærinder, heller ikke i retning af moralske skrupler i forhold til selvtægt og i forhold til offeret for hævnen, for han, Dolan, er på alle måder skildret som total ond og uden et eneste formildende og menneskelig træk. Hvad dette angår, lægger filmen en del til i forhold til den oprindelige novelle, så Dolan bliver ekstra modbydelig. Fortælleteknisk er filmen og novellen en af de allerbedste demonstrationer af metoden i Stephen Kings forfatterskab. Der er den dybe forankring i normalitet og dagligdag. Her er filmens hovedperson folkeskolelærer, og der er en meget overbevisende skildringer af, hvordan hans undervisning over for hans 6. kl. bryder gradvist sammen under indtryk af hans trængsler. Han står fx og taler lavmælt tæt ind i tavlen i timen, og eleverne er bekymrede.

Der er også det overnaturlige, hvor et spøgelse optræder makabert i handlingen, og så er der endelig Stephen King-varemærket, hvor det dagligdags og realistiske forbindes med eksistensen af den overnaturlige horror vha. intertekstualitet. Det overnaturliges optræden i dagligdagen gøres acceptabelt ved det, at det tekstualiseres. Der opstår en kontrakt mellem publikum og forfatterperson om, at vi aflæser en konstrueret tekst, og den tekst er konstrueret vha. referencer til kulturhistorien. Her er det, at Dolan’s Cadillac bliver rigtig god, fordi den umærkeligt mikser den historiske og kanoniske finkultur med populærkulturen, så man må fryde sig. Der er tydelige intertekstuelle ekkoer fra Edgar Allan Poes arketypiske hævnnovelle fra 1846 ”The Cask of Amontillado” og fra Poes novelle ”The Premature Burial” fra 1844. Begge i samlingen Tales of Mystery and Imagination.

Handlingen og tematikken fra Poes noveller blander Stephen King da med populærkulturens Warner Brothers tegnefilm med Wile E. Coyote and Roadrunner. Helt præcist med Charles E. Jones’”Stop, Look, and Hasten” fra 1954 kombineret med Chuck Jones’ ”Ready, Set, Zoom!” fra 1955. Prærieulven Wile E. Coyte sætter herostratisk den ene mislykkede fælde efter den anden for at fange den lynhurtige Roadrunner-fugl. Det er en af tegnefilmenes regler, at fuglen aldrig forlader vejen, og det er også udgangspunktet for sammenhængen med Dolan’s Cadillac.

Bilen som dæmonisk er ikke et nyt tema hos King. Dolan’s pansrede cadillac er i familie med Christine, en Plymouth Fury, der er horror-elementet eller monsteret i Kings roman Christine fra 1983, der blev filmatiseret godt af John Carpenter.

Dvd’en er uden ekstramateriale, men man kan selv efterfølgende supplere filmen med at læse Poe-novellerne og se et par Roadrunner-tegnefilm.


Forrige anmeldelse
« Gamer «
Næste anmeldelse
» Prison »


Filmanmeldelser