Mest læste
[Filmanmeldelse]

1 - Filmanmeldelse
Homeland – sæson 1, 2 & 3
2 - Filmanmeldelse
Drengen i den stribede pyjamas
3 - Filmanmeldelse
Alting bliver godt igen
4 - Filmanmeldelse
Abraham Lincoln – Vampire Hunter
5 - Filmanmeldelse
Heksen
6 - Filmanmeldelse
Herskab og tjenestefolk: Den komplette samling
7 - Filmanmeldelse
Johan Falk – Gruppen for særlige indsatser
8 - Filmanmeldelse
Krokodillebanden 3 – Alle for en
9 - Filmanmeldelse
Armadillo
10 - Filmanmeldelse
Encounters




On the Road (134 min.) Købsfilm / Midget Entertainment
Anmeldt 29/3 2013, 09:16 af Mette Krucov Rieks

Going some place, or just going?


Going some place, or just going?

« Tilbage venstrestil icon lige marginer icon - icon + icon print icon

Cover

Hollywood er bidt af en gal bogorm, og har efterhånden været det i et stykke tid. Vi har set den buttede, storrygende Bridget Jones blive yndefuldt oversat fra bog til film, og vi har i flere tilfælde fra biografens sikre stol været på farefulde rejser gennem Middle-earth. Nu er turen – langt om længe kan man fristes til at sige – kommet til Jack Kerouac’s legendariske beat-roman On the Road, på dansk Vejene.

Filmatiseringens svære kunst
Utallige medietekster er gennem tiderne blevet filmatiseret, og det kræver sin filminstruktør at give sig i kast med litteraturens største værker, eftersom filmen fra den første visning vil blive målt op imod det litterære værk, som på forskellig vis lever for mange personers indre blik.

Jack Kerouac’s On the Road er netop ét af de litterære værker, som mange instruktører har fantaseret om at oversætte til det store lærred. Men med sin særegne fortællestil og komplekse karakterer har vi dog skullet vente 55 år, før det skete. Francis Ford Coppola købte allerede i 1979 rettighederne til en filmatisering, men der skulle gå 13 år, før han fandt manden, der fik det store ansvar at skabe levende billeder ud af romanen. Det blev den brasilianske instruktør, Walter Salles, som har instrueret The Motorcycle Diaries om Ernesto ’Che’ Guevara.

On the road and back again
Ét af de helt store kendetegn ved Jack Kerouac’s On the Road er romanens atypiske fortællestruktur. Handlingen bygges ikke op efter de sædvanlige spændingskurver, hvor det hele ender i et altafgørende klimaks. Den er i stedet bygget op af fem forskellige dele, hvoraf de tre beskriver forskellige road trips, som Sal Paradise, tager på.

Det er tydeligt, at Walter Salles har læst på lektien og ladet sig inspirere af denne særprægede fortællestruktur, for filmen er, som romanen, bygget op omkring Sal Paradise og de road trips, der giver ham en pause fra hverdagens kedsomhed og rastløshed. Filmens centrale begivenheder har ikke alle i sig selv et større formål, men sættes de sammen, viser de en tilstand hos den amerikanske ungdom i 1950’erne. Denne fortælleform er interessant, udfordrende og går på forfriskende vis imod den stramme fortællestruktur, som præger flertallet af de film, der laves i dag.

”I think of Dean Moriarty”
Selvom Walter Salles filmatisering af On the Road i høj grad læner sig op ad originalværket; særligt i form af dens ustrukturerede fortælleform, må filmen dog bedømmes som et selvstændigt værk.

Qua Sal Paradise’s mange road trips har filmen en stor rollebesætning, hvoraf flere er baseret på virkelige personer. Det gælder blandt andet Kerouac selv samt andre beat-forfattere. Filmens helt centrale figurer er dog Sal Paradise (Jack Kerouac) og Dean Moriarty (Neal Cassidy). Sal er uden tvivl hovedkarakteren; det er hans personlige udvikling, vi følger. Med sin karismatiske og ”hvad gør han mon næste gang”-personlighed er Dean dog den karakter, som stjæler opmærksomheden. Det gør han blandt andet qua sin sorgløse personlighed, men rent dramaturgisk spiller han også en væsentlig rolle, idet han gennem sin rodløshed og eventyrlyst driver både handlingen og Sal fremad, hvilket medfører, at han fungerer som katalysator for Sal’s indre udvikling.

’On the Road’ har kendte skuespillere som Kirsten Dunst, Kristen Stewart, Viggo Mortensen og Steve Buscemi på rollebesætningen, men desværre for Sam Riley (Sal Paradise) er det Garrett Hedlund (Dean Moriarty) og disse skæve, interessante og til tider kugleskøre personligheder, der står klarest i hukommelsen, når rulleteksterne kører over skærmen. Dette har intet at gøre med Riley’s præstation eller fortolkning af Sal Paradise. Det handler derimod om, at filmens biroller gennem deres komplekse personligheder, deres evne til at bryde med hverdagens normalitet samt deres plads i filmens fortælling fremstår mere mindeværdige end hovedkarakteren.

Amerikas smukke natur
Enhver road trip–film med respekt for sig selv og filmgenren generelt handler om at vise Amerika gennem flotte billeder. On the Road er ingen undtagelse. Gennem kameraets rolige panorering og den simple klippestil, bliver vi præsenteret for Amerikas smukke natur; fra de gule kornmarker til tågefyldte bjerge og snebeklædte landeveje. Det er svært ikke at blive betaget af disse billeder, og gennem filmens gavmilde brug af dem får man en forståelse for Sal og Deans tiltrækning af livet på vejene.

Disse billeder ledsages ofte af en voice–over, som generelt er meget fremtrædende og som fungerer som en alvidende fortællerstemme. Det er således herigennem, seeren får de nødvendige informationer om filmens persongalleri. Voice–overen bruges ofte i samspil med forskellige stemningsbilleder som en overgang mellem de episoder, som Salles mener er vigtige at dykke ned i. Dette betyder, at filmens dynamiske scener, hvor der er fokus på interaktionen mellem personerne, kan koncentrere sig om at skildre det nu, de befinder sig i, frem for at skulle viderebringe informationer om personernes fortid gennem dialoger, hvilket kunne have dræbt scenernes energi.

Walter Salles On the road er en smuk film, der gennem flotte billeder og interessante og til tider medrivende scener portrætterer nogle karismatiske personer og en særlig tid i amerikansk historie. Problemet er dog, at den desværre ikke formår at være mere end en genskabelse af 50’ernes USA. Dermed formår den heller ikke at løsrive sig fra det originale værk og sætte romanens egentlige kendetegn ind i en ny filmisk sammenhæng. Filmen henvender sig derfor også i højere grad til et publikum, der i forvejen kender til beatgenerationen og fascinationen ved Jack Kerouacs skelsættende roman, end til et yngre publikum, der kan have svært ved at forstå denne fascination på baggrund af Walter Salles’ film.


Forrige anmeldelse
« Citadel «
Næste anmeldelse
» The Spiral »


Filmanmeldelser