Mest læste
[Filmanmeldelse]

1 - Filmanmeldelse
Homeland – sæson 1, 2 & 3
2 - Filmanmeldelse
Drengen i den stribede pyjamas
3 - Filmanmeldelse
Alting bliver godt igen
4 - Filmanmeldelse
Abraham Lincoln – Vampire Hunter
5 - Filmanmeldelse
Heksen
6 - Filmanmeldelse
Herskab og tjenestefolk: Den komplette samling
7 - Filmanmeldelse
Johan Falk – Gruppen for særlige indsatser
8 - Filmanmeldelse
Krokodillebanden 3 – Alle for en
9 - Filmanmeldelse
Encounters
10 - Filmanmeldelse
Armadillo




Blind (91 min.) Købsfilm / Midget Entertainment
Anmeldt 19/2 2015, 09:40 af Kim Toft Hansen

Visuelt om mangel på syn


Visuelt om mangel på syn

« Tilbage venstrestil icon lige marginer icon - icon + icon print icon

Cover

Filmmediet har flere teknikker til at visualisere synet. Kameraets fokusregulering mimer synets evne til at stille skarpt eller uskarpt på bestemte detaljer. Særlige klippeteknikker gør, at vi forstår det, når en films billede er synet hos en bestemt person. På den måde er filmen ofte blevet anerkendt som det visuelle medium, der på realistisk vis kan mime det menneskelige synsfelt. Filmen kan dog så meget mere. Men at lave en film om en blind med den blindes synsfelt – eller mangel på samme – er modigt og faktisk enormt provokerende. Den norske instruktør Eskil Vogts debutfilm Blind gør netop dette i en film, der er en af de absolut bedste skandinaviske film i mange år. Den er netop udkommet som købefilm.

Filmen handler om Ingrid, der har mistet synet. Årsagen kender vi ikke, men resultatet af handicappet er, at hun nu nægter at forlade sin og sin mands lejlighed. Hun burer sig inde, mens manden stadig går på arbejde. Frem for at møde verden fortsætter hun på at skrive den roman, hun er i gang med. Vi kryber derfor langsomt ind i Ingrids indre verden, hvor hendes forestillinger om det, som manden og andre i hendes bog foretager sig ude i verden, blander sig med handlingen. Et sted midt imellem får vi historien om pornofetichisten Einer, der får et godt øje til den ensomme Elin på den anden side af gaden. Langsomt blandes sporene, så det, vi i større og større grad er vidne til, er Ingrids egne undertrykte interesser og forestillinger.

Blind har slægtskab med en række af film, som handler om erindring og rekonstruktion. I dansk film har vi Christoffer Boes Reconstruktion (2003), hvor en forfatters historie også blander sig i en helt speciel kærlighedsfortælling. Et berømt filmhistorisk øjeblik fra Alain Resnais’ Hiroshima mon amour (1959), der i sin fortælling gjorde noget meget lignende ud fra forestilling om, at indre billeder og erindringer kan blande sig med filmens reelle virkelighed. Et internationalt succesfuldt eksempel er Marc Forsters Stranger Than Fiction (2006), hvor hovedpersonen pludselig begynder at høre filmens voice over. Det er i denne kontekst, Blind skal ses og forstås. Men der er noget helt særligt ved Blind ved, at Vogt lader meget ske som indre forestillinger hos en blændet person.

Det bliver undervejs klart, at det, som Ingrid skriver på, er historien om Elin og Einar, men hun blander også sig selv og især sin mand Morten, som hun kalder ’kedelig’, ind i fortællingen. Hendes indre billedrytme, hvor manden er knap så kedelig, blander sig også med det, vi ser, som da Morten arbejder i sengen, mens Ingrid forestillinger sig, at han chatter med Elin over nettet. Eller er det omvendt? Filmen udstikker nogle koder og læsestrategier fra starten om, at vi skal holde godt øje, men filmen vrider sig hele tiden nænsomt løs af vores forståelse, så vi igen skal prøve at afkode forskellen på filmens virkelighed og Ingrids fiktion. Det er vildt og en flot eksekveret metafilm, der på den måde faktisk med de visuelle teknikker får sagt meget mere om det at være blind end ellers ventet.

Eskil Vogt har udmærket sig inden sin instruktørdebut som manuskriptmedforfatter til Joachim Triers to film, den semiautobiografiske Reprise (2006) og Oslo-portrættet Oslo, 31. august (2011). Især Reprise har et vist nænsomt og mere nedtonet slægtskab med Blind. Den inddrager også forfatterrollen i filmen og dennes forhold til den virkelighed, som der omkranser forfatteren – den såkaldte hovedstol. Det gør filmen på en måde, der minder rigtig meget om det makkerskab, som Trier og Vogt havde omkring det at skrive filmen, hvilket de brugte fem år på. Men de metafiktive teknikker er i Vogts egen film langt mere udfoldet og anvendt i kraft af, at filmens egne teknikker og ikke bare fortællingen reflekterer det at fortælle og hovedpersonens tilstand.

Blind er overbevisende i sin teknik, i sit spil og i sin opbygning. Det er så godt, at jeg godt tør kalde det filmkunst. Der er noget sært vedkommende ved den måde, som den hele tiden ryster sin seer af for derefter igen at samle seeren op. Blind er en film, der ligesom Resnais’ eller Boes debutfilm sætter sig selv i scene – og sætter instruktøren i scene til et forpligtende karriereforløb. Der kan være mere meget spændende filmkunst i vente fra Eskil Vogt. Blind er en af dette årtusindes hidtil bedste skandinaviske film.


Forrige anmeldelse
« Kvinden der forsvandt «
Næste anmeldelse
» What we do in the Shadows »


Filmanmeldelser