Mest læste
[Filmanmeldelse]

1 - Filmanmeldelse
Homeland – sæson 1, 2 & 3
2 - Filmanmeldelse
Drengen i den stribede pyjamas
3 - Filmanmeldelse
Alting bliver godt igen
4 - Filmanmeldelse
Abraham Lincoln – Vampire Hunter
5 - Filmanmeldelse
Heksen
6 - Filmanmeldelse
Herskab og tjenestefolk: Den komplette samling
7 - Filmanmeldelse
Johan Falk – Gruppen for særlige indsatser
8 - Filmanmeldelse
Krokodillebanden 3 – Alle for en
9 - Filmanmeldelse
Encounters
10 - Filmanmeldelse
Armadillo




Ida (79 min.) Købsfilm / Midget Entertainment
Anmeldt 19/5 2015, 12:32 af Kim Toft Hansen

Den monokrome jøde


Den monokrome jøde

« Tilbage venstrestil icon lige marginer icon - icon + icon print icon

Cover

Der er noget sært farverigt over sort-hvide film. Som om farverne skinner skarpere igennem. Som om filmen giver nuancer af livet, som farvefilmen aldrig vil kunne opfange. Sådan er Pawel Pawlikowskis Oscar-vinder Ida, der netop er udkommet som købsfilm.

Ida har levet hele sit liv i et nonnekloster. Hun skal snart aflægge sit løfte. Men inden da vælger hun at opsøge sin sidste levende slægtning. Hendes tante Wanda. Idas forældre døde under Anden Verdenskrig, da hun kun var en spæd pige. Nu er vi i starten af 60’erne, i en koldkrigstid, i Polen, hvor modsætningerne strides i al tungsindig stilhed.

Den tunge socialisme har lagt sig over Østeuropa. Med sin aversion mod religion. Derfor er katolske Ida selvfølgelig en spændende karakter at sende på opdagelse i en tid, hvor religion var forstået som et tegn på personlig mangel. Men Idas kyske liv stiller sig også skrapt over for Wandas promiskuøse livstil. Ida står et sted midt i. I et liv, der viser sig at bære på et langt større spørgsmål: hendes forældre var jøder.

Projektet Ida er et stilistisk mesterværk, der gennem sin stil fortæller en del om den tid, den handler om. Filmen er særdeles stillestående. I den bedste betydning af ordet. I hele filmen er der kun én eneste kamerabevægelse – og ligesom den røde kjole i Schindler’s List er den ene scene naturligvis symboltung. Alle andre indstillinger er helt stille. Alle indrammet efter alle kunstens, ja billedkunstens, regler.

Ydermere er filmen sort-hvid og indspillet i 4:3-format. Et format, der stod stærkt indtil bredformatet i løbet af 60’erne for alvor fik vind i sejlene. Med andre ord mimer filmen sin historiske samtids filmstil. En stil, der minder rigtig meget om det, der er blevet kaldt ’den polske nybølge’. Med instruktører som Andzrej Wajda og Roman Polanski. En stil, der minder lidt mere om den franske Rive Gauche-tradition end om den almindelige franske nybølge.

Men en enkelt inspiration står dog som den allerstærkeste. Billeder af den ultrakønne Agata Kulesza som den nonnetørklædebeklædte Ida mod store, hvide flader bør hos de fleste vække mindelser om Carl Th. Dreyers stumfilmsklassiker La passion de Jeanne d’Arc. En film, der også i sin stil fortalte om modsætninger i en uforløst historisk tid. Den historiske tid er en anden i Ida, men ’tricket’ er det samme. De fabelagtige billeder i Ida er nok til at anbefale enhver at se filmen.

Ida er en polsk-dansk samproduktion. Der er røget danske støttepenge fra DFI til filmen. Derudover har Kristian Selin Eidnes Andersen (Arvingerne, Nymphomaniac) komponeret filmens musik, mens Christian Falkenberg Husum debuterer som co-producer. Men filmen har heldigvis fået lov til at være en mest polsk film med ligheder til velkendte polske kunstfilm.

Det må have været let at tænke dvd-coverets layout. Ethvert still fra filmen ville gøre det godt på forsiden. Og filmen er hyldet overalt, så oneline-citaterne har stået i kø. Men en enkelt fejl har sneget sig ind på bagsiden. Filmen varer ikke 96 min., som der står. Den var (kun) 79 min. Men vi kunne da godt have ønsket os et kvarters ekstra spilletid – og flere af spillefilmsdebutanten Lukasz Zals eminente billeder.


Forrige anmeldelse
« Run all night «
Næste anmeldelse
» Cold in July »


Filmanmeldelser