Kan man lave en film om mobning for voksne? Jeg havde min tvivl. Indtil jeg så Anna Odells debutspillefilm Gensynet.

Filmen indledes med en gensynsfest, hvor en kvinde ved navn Anna Odell – spillet af Anna Odell – møder op med en hensigt om at fremlægge sine barndomstraumer for klassen. Tyve år efter. Det ender med en kollektiv udskilningsproces, hvor klassen bortsorterer deres dårlige samvittighed.

På det tidspunkt – allerede en god halv time inde – synes filmen at have udtjent sin værnepligt. Den har understreget, at mobning ikke kun gør ni år i folkeskolen til et rent helvede. Det har også konsekvenser ind i voksenlivet. Filmen viser det ved, at de magtstrukturer og hierarkier, der herskede tyve år tidligere, stadig er aktuelle, selvom de er blevet voksne.

Derfor springer filmen på dette tidspunkt også ud af den indre fiktion. Nu er Anna Odell en instruktør, der har indspillet en film om en gensynsfest. Nu viser hun filmen til sine tidligere klassekammerater for at konfrontere dem med sit syn på ni års ondskabsfuld mobning.

Alle navne i filmen er biografiske. Både i filmen i filmen, hvor alle hedder det, de gør i virkeligheden. Og i den metafiktive del, hvor alle tidligere klassekammerater ser Annas projekt. Det er et lidt pudsigt paradoks: opgøret med fiktionens selvberoende karakter gør, at vi automatisk kommer til at tro på handlingen. Ved at lege med fiktionen, peger filmen på virkeligheden.

Gensynet er en metafilm, en autobiografisk dobbeltkontrakt og en leg med hovedstolen på samme tid. Hovedstolen forstået som eget liv, der udnyttes i fiktionen. Lidt som når Nils Malmros i sine film fortæller sit eget liv i en tæt relation mellem virkelighed og fiktion. Forskellen til Malmros er, at Odell ikke fortæller film, der kun vil sig selv: hendes film er sociologiske projekter.

Malmros er naturligvis også en oplagt sammenligning, fordi Gensynet i sit tema har mange fællestræk med Kundskabens træ (1981): Anna Odell er sin egen films Elin. Stilistisk er der kun få ligheder, fordi Gensynet også undervejs ændrer karakter fra at være fiktion til at være dokumentaristisk – måske snarere mockumentaristisk. Eller et sted midt imellem.

Men er der noget om Anna og hendes skoletid? Ja, hun tager fat i sin egen skoletid, men hvor meget sandhed, der er i filmen, er svært at vide. Hendes afslutningsprojekt på den svenske kongelige kunsthøjskole, kunstfilmen Okänd, kvinna 2009-349701 (2009), gjorde det samme, idet hun her trak på sin fortid som psykiatrisk patient for at udstille nogle problematiske samfundsstrukturer.

Gensynet er fantastisk vellykket. Den lykkes, fordi den som socialt projekt formår at fortælle om et emne, der meget sjældent formidles vellykket til voksne. Ydermere har Anna Odell faktisk også mod til at destabilisere sin egen historie, fordi den antyder – i en enkelt, men helt central scene – at vi har – også i skoletiden – vores forskellige virkeligheder og opfattelser.

Det er bestemt ikke en feel good-film. Snarere er det en film, der kan få os alle til at konfrontere vores fortidssynder og -oplevelser i skoletiden. Den handler om ondskabsfulde børn, der er blevet store. Filmen lykkes ganske simpelt, fordi den får os til at tro på handlingen og stille spørgsmål til Anna som virkelig person, som kunstner og som karakter.