Mest læste
[Filmanmeldelse]

1 - Filmanmeldelse
Homeland – sæson 1, 2 & 3
2 - Filmanmeldelse
Drengen i den stribede pyjamas
3 - Filmanmeldelse
Alting bliver godt igen
4 - Filmanmeldelse
Abraham Lincoln – Vampire Hunter
5 - Filmanmeldelse
Heksen
6 - Filmanmeldelse
Herskab og tjenestefolk: Den komplette samling
7 - Filmanmeldelse
Johan Falk – Gruppen for særlige indsatser
8 - Filmanmeldelse
Krokodillebanden 3 – Alle for en
9 - Filmanmeldelse
Armadillo
10 - Filmanmeldelse
Encounters




The Wolfpack (86 min.) Købefilm / Another World Entertainment
Anmeldt 12/5 2016, 18:05 af Torben Rølmer Bille

Frelst af Hollywood


Frelst af Hollywood

« Tilbage venstrestil icon lige marginer icon - icon + icon print icon

Cover

”Fakta er mere mærkelig end fiktion”, siges det i det engelske ordsprog og denne regel gælder i den grad når man sætter sig til at se dokumentarfilmen The Wolfpack fra 2015. For præmissen bag filmen forekommer så absurd, at det indledningsvist er ganske svært at tro på at dette rent faktisk er en dokumentarfilm.

Filmen handler om fem brødre, der sammen med deres forældre og ene søster hele deres liv har været spærret inde i en lejlighed på Lower East Side i New York. Grunden til dette er, at deres far dengang han kom til byen, blev bange for at færdes i gaderne. Da han blev far frygtede han for at hans børn ville komme galt afsted i den farlige, farlige by udenfor. Derfor besluttede han for at hjemmeskole dem og kun lukke dem ud af lejligheden en eller to gange om året. Som en af brødrene siger i filmen, så var det også et år hvor de slet ikke kom ud.

Som man måske kan fornemme af drengenes navne (Bhagavan, Govinda, osv.) er faderen fascineret af indisk filosofi og har forsøgt at skærme drengene fra verden udenfor, ved fysisk at holde dem væk fra den. Det kan godt virke lidt mystisk, at fatter ikke har lært noget om Buddha, der på lignende måde var afskærmet fra den virkelige verden i sit palads til han næsten var voksen, men først gennem mødet med den virkelige verden uden for paladsets mure udviklede sig til netop Buddha og skabte sin filosofi.

Idet seeren møder drengene er de fleste af dem i slutningen af deres teenageår og de har været afskåret fra både den fysiske verden udenfor og fra de mange sociale relationer New York kan tilbyde. De har heller ikke noget internet, så den digitale verden har heller ikke fundet vej i deres liv. Heldigvis har faderen allernådigst tilladt drengene at se spillefilm og det er, som en af dem siger, filmene som på mange måder har reddet deres liv og forhindret at de blev skingrende sindssyge af deres isolation.

For at få tiden til at gå, har de valgt at genopføre og genindspille deres favoritfilm. Som forsiden og titlen antyder laver de deres version af Quentin Tarantinos Reservoir Dogs. De laver selv våben af pap, maling og gaffatape, men som seeren kan se er dette langt fra den eneste film, som drengene genskaber med deres lejlighed som eneste kulisse. Hvilke andre scenarier de genskaber skal man selv opleve.

Selvsagt er det drengenes udvikling, der fylder mest i filmen, men instruktøren vælger også at interviewe både moderen og faderen undervejs. Således kan man opleve moderen i familien, der muligvis takket være filmholdets tilstedeværelse vælger at kontakte sin egen mor, for første gang i næsten tyve år. Dette kunne måske godt sammenlignes med det velkendte etnologiske/antroplogiske paradoks, der opstår i når man observerer en gruppe mennesker, og bliver nødt til at overveje om denne observation muligvis påvirker de observeredes adfærd.

Til trods for at faderen mest af alt optræder på sidelinjen filmen igennem, får han også en smule taletid undervejs, men vi kommer aldrig helt tæt på manden bag indespærringen. Her kan seeren så fundere over om det er bevidst, om han angrer sin handling uden at ville indrømme det, eller om han bare er en stakkels, forvirret, paranoid mandsling.

Det der dog er og bliver det mest fascinerende ved filmen, er de scener, hvor kameraet følger drengene idet de bliver sluppet ud i New Yorks gader. Sammen med dem oplever vi deres kejtede fascination over mødet med verden udenfor. De tager i første omgang naturligvis i biografen, men vi er også med da de vælger at tage til stranden for allerførste gang.
< br> Gennem scener som disse minder filmen sin seer om det nærmest barnlige, uskyldige blik som vi alle engang har haft i mødet med verden omkring os. Gennem brødrene Angulo møder vi sammen med dem verden på ny - en verden, der muligvis ikke kan leve op til de fiktionelle universer de er flasket op med, men som til gengæld byder på mange andre fristelser og fornøjelser.

Accepterer man at filmen er en ren dokumentarfilm (hvilket enkelte skribenter har stillet spørgsmålstegn ved) er det en umådelig fascinerende film. Man kunne sagtens have ønsket at filmmageren havde været meget mere metanarrativ i forhold til at få fortalt historien om hvordan hun i det hele taget har lært denne mystiske, eneboerfamilie at kende, og ydermere hvordan det er lykkedes hende at få dem til at acceptere, at lade sig filme over længere tid.

Filmen er af den slags dokumentarfilm, der lader tilskueren være fluen på væggen. Kun i meget få scener blander filmagerne sig verbalt, eller optræder direkte i billedet. Det ville virkelig være en god idé, hvis instruktøren havde turdet at være meget mere kritisk overfor familiens praksis og i det mindst havde turdet gå hårdere til faderen i familien, for det ligger hele tiden implicit, at det er hans projekt som resten af familien har været en del af, et projekt, der heldigvis synes at gå i opløsning idet filmen bevæger sig frem mod slutningen.

Uanset om dette er en film der er delvist iscenesat eller ej, så er The Wolfpack en virkelig utrolig film, der ikke kun hylder den menneskelige forestillingsevne, Hollywoods evne til at påvirke os alle og ikke mindst en film, der fortæller en historie om hvordan frygt ultimativt sæter begrænsninger for folk – i dette tilfælde helt fysiske begrænsninger. At man sidder tilbage med en følelse af stadig ikke at have fået fortalt hele historien, ændrer ikke på det faktum, at det er en film som alle der her interesse for ny dokumentarisme burde give sig tid til at opleve.


Forrige anmeldelse
« noma – my perfect storm «
Næste anmeldelse
» Under the Dome sæson 3 »


Filmanmeldelser