Mest læste
[Filmanmeldelse]

1 - Filmanmeldelse
Homeland – sæson 1, 2 & 3
2 - Filmanmeldelse
Drengen i den stribede pyjamas
3 - Filmanmeldelse
Alting bliver godt igen
4 - Filmanmeldelse
Abraham Lincoln – Vampire Hunter
5 - Filmanmeldelse
Heksen
6 - Filmanmeldelse
Herskab og tjenestefolk: Den komplette samling
7 - Filmanmeldelse
Johan Falk – Gruppen for særlige indsatser
8 - Filmanmeldelse
Krokodillebanden 3 – Alle for en
9 - Filmanmeldelse
Armadillo
10 - Filmanmeldelse
Encounters




Elizabeth: The Golden Age (114 min.) Biografversion / United International Pictures
Anmeldt 5/12 2007, 18:51 af Torben Rølmer Bille

Dramatisk flair eller historisk akkuratesse?


Dramatisk flair eller historisk akkuratesse?

« Tilbage venstrestil icon lige marginer icon - icon + icon print icon

Cover

Det er vist ingen hemmelighed, at når film forsøger at gøre historieundervisningen langt mere spiselig, så er der historikere, der straks kaster sig ind i biografernes mørke med pennen spidset og notesbogen klar – for endnu engang at påpege, at filmen er vildt ukorrekt i forhold til det kildemateriale og de historiske vidnesbyrd, der eksisterer. Det omvendte kan ske, når fans af god dramaturgi kaster sig over en veldokumenteret afhandling om en historisk person, for indimellem støver det så meget, at man må flå vinduet op for ikke at kløjes i tørre facts.

Elizabeth: The Golden Age er alt andet end støvet, men et drama med kød, blod, saft og kraft – og en Cate Blanchett, der leverer skuespil af verdensklasse i rollen som den nu lidt ældre jomfrudronning. Valget af Blanchett i forgængeren Elizabeth (1998) syntes også at være helt igennem perfekt, for hendes androgyne ydre giver hende hele følelsesspektret at arbejde med, rollen kræver en følsom kvinde, der af nødvendighed må være maskulint rå i en verden domineret af mandlige rådgivere og politikere. Denne dobbelthed fortsætter og forstærkes i den nye film, hvor den ovennævnte historiske nøjagtighed tilsidesættes for et storladent og smukt udført kostumedrama i verdensklasse.

Fra filmens titelsekvens – hvor kameraet panorerer over glasmosaikker, der indkapsler de vigtigste internationale forhold i perioden, til det første billede, der viser en lidende Spansk konge, som har fået et kald fra sin katolske gud om at drage mod England for at besejre den protestantiske luderdronning – får man forventningen om, at det vil blive to underholdende timer i biografens mørke. Når tilskueren møder Elizabeth, er der intet dæmonisk over hende. Hun fremstilles som en venlig og klog dronning, der ved et møde dekrerer, at hendes folk, uanset om de er katolikker eller protestanter, ikke skal forfølges for deres tro. ”Hvis halvdelen af landet er katolikker”, siger hun, ”vil I så foreslå, at jeg lader halvdelen af landets befolkning dræbe, eller i nådens navn kaste i fængsel?” Scener som disse har, i bedste Da Vinci Kode-stil, skudt katolske kritikere ud af skriftestolen, og med store armbevægelser anklager disse filmen for at være anti-katolsk. Nuvel, selv om der kan være noget om sagen, så synes samme kritikere at have glemt at der, på Elizabeths tid, var en fraktion af den katolske kirke, der nu er kendt som Den Spanske Inkvisition – og disse religiøse fanatikere er der ingen, der har lyst til at lege med. Det betyder naturligvis ikke at Kong Phillip den 2. udelukkende var en religiøs tosse – men måske skulle disse kritikere i stedet koncentrere sig om, hvor vidt fiktionen er interessant ud fra andre parametre end de gejstlige.

Filmen skildrer Elizabeths liv i de senere år, krigen mod Spanien og ikke mindst mødet med Sir Walther Raleigh. I filmen er hans tilstedeværelse og charme omdrejningspunktet for et jalousidrama mellem Elizabeth og hendes hofdame Bess, der forelsker sig i Raleigh, nu da hendes dronning ikke må. Denne del af dronningens liv er skildret som meget smertefuldt. Elizabeth er splittet mellem sine egne ønsker og kravet fra offentligheden. På den ene side er der konstant bejlere fra de andre kongedømmer i Europa, der forsøger at få hendes gunst, folket vil gerne se dronningen gift og en arving til tronen produceret. På den anden side skildres hun som en viljefast og stærk kvinde, der ikke vil lade sig spise af med forpjuskede, indavlede mandspersoner, men som heller ikke selv har muligheden for at vælge den hun elsker. I en scene betror hun sig til Bess, og fortæller hende, hvor meget hun misunder hende friheden til selv at vælge.

Kærlighedstemaet er dog ikke i vejen for de andre tråde i filmen, hvor planerne om at snigmyrde dronningen, afsløringen af Mary Queen of Scotts som forræder og den Spanske konge, der sender sin armada mod Englands kyster dominerer. Helt fantastik er det, at filmen også giver plads til mystikeren John Dee, der var Elizabeths hofastrolog, og de væsentlige historier om folk ved hoffet, der af loyalitet til dronningen angiver deres egne familiemedlemmer, når de opdager, at de vil planlægge at omstyrte styret. Disse intriger og planer giver filmen en god fremdrift, og selv om virkelighedens Elizabeth aldrig stod ansigt til ansigt med manden, der ville dræbe hende, så er det dæleme godt filmhåndværk.

Skamroses skal også dialogen, hvor intet forekommer overflødigt. At instruktøren Shekar Kapur og hans manuskriptforfattere formår at holde så mange parallelle historier kørende, uden at det bliver mudret, er en stor bedrift. Sidst men ikke mindst, er hele produktionen overdådig og excessivt flot lavet. Fra gotiske interiører, kostumer og parykker til alle de forskellige genstande i billedet er detaljerigdommen så stor, at man næsten mister pusten. Der er også enkelte CGI-effekter af folkemængden, der hilser den unge spanske Dronning Isabella ved de afsluttende søslag mellem den spanske og engelske flåde. De computerskabte effekter er rimelige, men det er de fysiske artefakter, der for mig fremkalder den største jubel. Eksempelvis ser man i et glimt fra hoffet, hvor Elizabeth tager imod bejlere, et bord i baggrunden, hvor en lille model af the Globe Theater er stillet op, referencen kaldte øjeblikkeligt et smil frem.

Elizabeth: The Golden Age er dog først og fremmest Cate Blanchetts film. Hendes Elizabeth regerer til hver en tid over alle småbuttede Bette Davis’er eller Dame Judy Dench’er i filmland. Hvis Blanchett ikke denne gang vinder en Oscar for Elizabeth, så er der ingen retfærdig Gud – hverken protestantisk eller katolsk. Hun syder gennem lærredet med et nærvær, der næsten er uhyggeligt, og skildrer en dronning, som både er sårbar, distanceret, attråværdig og farlig. Det er simpelthen betagende, og alene af den grund bør man smide alt, hvad man har i hænderne, løbe ind i biografen og derefter knæle for dronningen.


Forrige anmeldelse
« 1408 «
Næste anmeldelse
» Edderkoppen »


Filmanmeldelser