Mest læste
[Filmanmeldelse]

1 - Filmanmeldelse
Homeland – sæson 1, 2 & 3
2 - Filmanmeldelse
Drengen i den stribede pyjamas
3 - Filmanmeldelse
Alting bliver godt igen
4 - Filmanmeldelse
Abraham Lincoln – Vampire Hunter
5 - Filmanmeldelse
Heksen
6 - Filmanmeldelse
Herskab og tjenestefolk: Den komplette samling
7 - Filmanmeldelse
Johan Falk – Gruppen for særlige indsatser
8 - Filmanmeldelse
Krokodillebanden 3 – Alle for en
9 - Filmanmeldelse
Armadillo
10 - Filmanmeldelse
Encounters




Brüno (83 min.) Biografversion / Universal
Anmeldt 5/8 2009, 10:50 af Torben Rølmer Bille

Grænseoverskridende morsomt


Grænseoverskridende morsomt

« Tilbage venstrestil icon lige marginer icon - icon + icon print icon

Cover

Sascha Baron Cohen er kendt som en mand med mange ansigter, og de mest populære af disse har hver især fået deres egen spillefilm. Først kom filmen om Ali G (med undertitlen In Da House), der fungerede som ren fiktion og ikke legede med de fup-dokumentaristiske grænser, man havde set i tv-serien. Dette blev dog ændret, da figuren Borat blev omsat til spillefilm i 2006, for her blev forsvarsløse amerikanere udsat for den kejtede kazakhstaners forsøg udi at (mis)forstå amerikansk kultur. Dokumentarfilmens rammer kombineret med en rigtig dygtig skuespillers talent for at bevare sit pokerfjæs gjorde filmen til en velfortjent succes.

Nu er turen så kommet til Cohens mest bøssede og lalleglade karakter til dato, nemlig den selvbestaltede, østrigske modeguru Brüno, som på lidt under halvanden time vil få langt de fleste seere til at bide sig i underlæberne, krumme tæer og grine hjerteligt, når scene efter scene med al tydelighed viser, hvor intolerant, patetisk og let manipulerbare folk stadig er.

Det er i sagens natur meget svært at skrive en anmeldelse af Brüno uden at afsløre mange af de iscenesatte konfrontationer på grænsen mellem fiktion og virkelighed, der er filmens drivkraft, og som er med til at gøre Brüno til en meget morsom film, der samtidig har noget på hjerte. Ikke desto mindre vil undertegnede forsøge ikke at afsløre alt for meget, så de, der endnu ikke har set filmen, trygt kan læse videre.

Rammehistorien, der omgiver de centrale scener, handler om unge, smækre Brüno, der pludselig bliver nødt til at rejse væk fra hjemlandet for at prøve lykken i Amerika. Brüno bliver i filmens start fyret fra sit job på det populære, imaginære tv-show ”Funkyzeit mit Brüno”, og dernæst skrider hans pygmækæreste-assistent fra ham. Så Brüno beslutter sig for at blive kendt i USA, koste hvad det vil. Med Brüno drager den tidligere assistents assistent, den lettere kejtede Lutz.

I USA forsøger Brüno på alle mulige måder at opnå berømmelse: ved at blive skuespiller, ved at lancere sit eget megapinlige tv-show, ved at mægle fred i Mellemøsten, ved at adoptere et barn fra Afrika, og ikke mindst ved at forsøge – på alle tænkelige mulige måder – at blive omvendt heteroseksuel. Gennem alle disse strabadser møder vi både kendte og mindre kendte mennesker, der ufrivilligt blandes ind i løjerne. Langt de fleste bliver – mildt sagt – ret fornærmede over Brünos meget direkte, frastødende facon, og det er netop her filmen træder i karakter og bliver på en gang grænseoverskridende og ufattelig morsom.

Man forundres igen og igen over, hvor langt visse mennesker er villige til at gå i forhold til at føje denne imaginære tosses ønsker. Et af de bedste eksempler (og nu følger en mindre spoiler) er alle de forældre, der er taget til casting med deres små børn, i håb om at få deres barn med på et billede med Brünos adoptivbarn. Ved spørgsmål som ”Er du villig til at lade dit barn operere og håndtere antikveret og potentielt farligt, tung maskineri?”, ”Er det i orden, at der bliver foretaget en fedtsugning, hvis dit barn ikke kan tabe fem pund på en uge?” eller ”Vil du lade dit barn optræde og lege med potentielt farlige stoffer, eksempelvis kraftige syrer og baser?” svarer alle de forældre vi ser i filmen; ”Ja! Klart!” Satiren stikker dog langt dybere end blot en latterliggørelse af folk, der har stjernedrømme for deres poder, for det primære omdrejningspunkt for figuren Brüno er hans ekstroverte homoseksualitet. Selvom langt de fleste medvirkende foregiver at være meget tolerante til et vist punkt, så lykkes det gang på gang Cohen at bringe sig selv i situationer, der både er ekstremt groteske og potentielt endda farlige. Det er humor, der går helt til kanten og på visse steder tager et ordentligt skridt ud over den. Den eneste selvcensur i forbindelse med Brüno er en scene med LaToya Jackson, der i lyset af Michael Jacksons nylige død blev klippet ud i 11. time, men mon ikke den dukker op, når vandene har lagt sig og DVDen kommer?

Brüno er bestemt ikke en film, der forsøger at behage alle. Den er frastødende, enormt vulgær, kikset og pinlig, og derfor har både forskellige bøsseorganisationer samt den østrigske udenrigsminister (ligesom Kazahkstans præsident, da Borat kom) fordømt filmen. De homoseksuelle protester kan det være svært at se rimeligheden i, for selv om filmen naturligvis viser et overdrevet, karikeret billede af en superbøssse, så er filmens centrale omdrejningspunkt netop den latente mangel på accept over for homoseksuelle, som stadig eksisterer i vores samfund.

Furore og fordømmelser er både god omtale og giver sikkert den almene befolkning endnu mere lyst til at se Brüno, og det er der god grund til. Det er både en meget, meget morsom, tankevækkende og dybt satirisk film, der leverer meget mere end overfladiske mock-dokumentarisk grin. Den peger som allerede nævnt i den grad en kritisk finger mod den manglende tolerance og accept, som mange homoseksuelle lever med dagligt.

Brüno er ikke helt så sjov som Borat, men det er meget tæt på. Så kunne man lide den forrige film, er der ingen undskyldning for ikke at indløse billet til den nye. Det eneste, der ikke fungerer til UG, er Brüno og Lutz’ tyske udtale – men det er til at se gennem fingre med. Man kan slutteligt spørge sig selv, om Sascha Baron Cohen kan blive ved med at lave disse fupdokumentarfilm og skabe nye, bizarre roller til sig selv, når nu han er blevet så kendt et ansigt? Uanset hvad, så lykkes det i hvert fald denne omgang til overflod at få os til at grine over os selv og alle vore enorme fordomme.


Forrige anmeldelse
« Kvindefængslet i bambushelvede... «
Næste anmeldelse
» Rovdyr »


Filmanmeldelser