Mest lste
[Filmanmeldelse]

1 - Filmanmeldelse
Homeland – sæson 1, 2 & 3
2 - Filmanmeldelse
Drengen i den stribede pyjamas
3 - Filmanmeldelse
Alting bliver godt igen
4 - Filmanmeldelse
Abraham Lincoln – Vampire Hunter
5 - Filmanmeldelse
Heksen
6 - Filmanmeldelse
Herskab og tjenestefolk: Den komplette samling
7 - Filmanmeldelse
Johan Falk – Gruppen for særlige indsatser
8 - Filmanmeldelse
Krokodillebanden 3 – Alle for en
9 - Filmanmeldelse
Encounters
10 - Filmanmeldelse
Armadillo




Diktatoren (84 min.) Købsfilm / Paramount
Anmeldt 9/10 2012, 20:45 af Christina Mohr Jensen

Diktatoren er landet


Diktatoren er landet

Tilbage venstrestil icon lige marginer icon - icon + icon print icon

Cover

Man kender ham fra rollerne som Ali G, Borat og Brüno – Sacha Baron Cohen. Nu er han aktuel igen med filmen Diktatoren, hvor han i hovedrollen som den selvcentrerede Aladeen i landet Wadiya i mellemøsten styrer sin befolkning som den ultimative diktator. Filmen læner sig op af stilen fra de sidste to film Borat (2006) og Brüno (2009), hvor han på yderst karikeret, men alligevel intelligent vis, påtager sig rollen som en af samfundets stereotyper. Med filmen Diktatoren føres stilen fra de foregående film videre, men denne gang er der også en række ændringer.

Noget gammelt og noget nyt
I filmen introduceres man indledningsvist til diktatoren Aladeen i alt hans væsen, og man underholdes og morer sig over, hvordan den indbildske diktator på tragikomisk vis, tror han er elsket for sit åbenlyse magtmisbrug, mens han i virkeligheden er hadet i hele befolkningen. Karakteren har klare referencer til de sidste mange års portrætter af verdens diktatorer, og der er helt sikkert hentet meget inspiration hos bl.a. Saddam Hussein, Mahmoud Ahmadinejad og Muammar Gaddafis, hvad angår både ledelsesstil, mission og udseende. Som enhver god diktator forsøger Aladeen at udvikle et atomvåbenprogram. På grund af dette hentes Aladeen til New York, for at holde tale. Dog går der gruelig meget galt og Aladeen frarøves sin identitet, og skal derfor klare sig i New York, hvor han efter kun kort tid møder den flippede treehugger-type og økologiske købmand Zoey, spillet af Anna Faris. Herfra indledes jagten på at få magten tilbage, og sammen går de to så grueligt meget igennem.

I de tidligere to film brugte Sacha Baron Cohen også karikaturen som virkemiddel som i denne film, men i de to foregående film, kunne Sacha Baron Cohen i høj grad også udnytte, at han var relativt ukendt i U.S.A. Derfor var en del af de medvirkende i de to foregående film rigtige mennesker, og filmene handlede mere end noget andet om den jævne amerikaners reaktion på den sovjetiske reporter uden sans for den amerikanske blufærdighed og på ultra-bøssen Brüno, der uden hæmninger lod enhver stereotyp forestilling om den homoseksuelle mand stille til skue i det offentlige rum. Dette sidste virkemiddel kunne, eller valgte, Baron Cohen ikke at udnytte i sin nyeste film Diktatoren. Filmen er instrueret, indspillet og klippet som en almindelig spillefilm med et klart plot og handling og med skuespillere som rolleindehavere.

Der skydes med skarpt og rammes plet
Som med de to foregående film, har Sacha Baron Cohen en stil og en humor man enten kan hade eller elske. Det er overdrevent, plat og vældig urealistisk, og det kan klart afholde nogen fra at holde af hans film. Dog formår Sacha Baron Cohen at fange en række samfundsaktuelle dilemmaer, stereotyper og tendenser, og han formår at ramme ned lige der, hvor det platte kan fortælle noget meget sandt om Vestens måde at forstå sig selv på. I Diktatoren spilles der konstant på, hvordan Aladeens metoder er skrækkelige og uforenelige med den vestlige selvforståelse, men han afspejler på elegant vis, den dobbeltmoral bl.a. U.S.A. har, bl.a. ift. at det er helt okay, at de har atomvåben, invaderer andre lande og torturerer fanger – så længe det sker under parolen frihed og antiterror.

Dog synes denne særlige evne til at formidle en samfundskarakteristik, hos Sacha Baron Cohen at træde mere i baggrunden i Diktatoren, end det f.eks. var tilfældet i filmen Borat. Dette skyldes klart, at filmen ikke har de to tidligere films dokumentaristiske stil, og de små stikpiller til samfundet bliver derfor samlet i primært en enkelt længere scene i filmen, der på bedste eventyrvis afslører moralen i slutningen af filmen. Det er i mit perspektiv ærgerligt og gør derfor denne film svagere end de to tidligere produktioner, fordi det netop var den underliggende alvor, morale og samfundskarakteristik, der berettigede de to tidligere films overdrevne plathed og det grænseoverskridende indhold.

Når dette er sagt, er Diktatoren stadig morsom. Hvorvidt det skyldes den tillid, man har til Baron Cohens plot fra de tidligere film, som gør at man kan udholde at vente på pointen, eller om filmens plot og handling er bærende i sig selv, må man selv vurdere. Filmen henvender sig primært til det lidt yngre publikum, eller i det mindste en seer, der kan tåle det platte og overdrevne. Den overordnede dom må være, at filmen ikke når de to tidligeres niveau, men der er stadig tale om en sjov og provokerende film, der sikkert kan tåles at ses mere end en gang.


Forrige anmeldelse
« Looper «
Nste anmeldelse
» Ninjago »


Filmanmeldelser